Højesteret stadfæster kendelse om behandling af sag om erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende
Sagstype
Almindelig civil sag
Status
Endelig
Dato
24. marts 2022
Sted
Højesteret
Sagsemner
Retspleje og civilprocesSkat
Eksterne links
Læs hele sagenDokument
Parter
Partsrepræsentant: Advokat: Steffen Sværke, Advokat: Leo Jantzen,
Rettens personale: Dommer: Oliver Talevski, Dommer: Jens Kruse Mikkelsen, Dommer: Kurt Rasmussen,
Part: Indkærede: Skatteministeriet Departementet
Sagen omhandler en tvist mellem Kærende 1 og 2 (tidligere Sagsøgte 1 og 2) og Skatteministeriet vedrørende den skattemæssige kvalifikation af aktiviteter i "Virksomhed I/S 1" i årene 2011-2013. Kernen i sagen er, hvorvidt virksomheden udgjorde en erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende, hvilket har betydning for kærendes mulighed for at fratrække virksomhedens underskud i deres skattepligtige indkomst, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.
Sagens Forhistorie
Sagen har tidligere været behandlet ved Retten i Horsens (7. juli 2021) og Vestre Landsret (21. september 2021). Kærende har nedlagt påstand om, at sagen henvises til behandling i Vestre Landsret som 1. instans, hvilket Skatteministeriet ikke har udtalt sig imod.
Principielle Spørgsmål
Kærende har anført, at betingelserne for henvisning er opfyldt, da sagen er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen. Sagen rejser flere principielle skatteretlige spørgsmål:
- Rækkevidden af Højesterets praksis: Sagen vedrører omfanget af Højesterets praksis for skattemæssig kvalifikation af landbrugsvirksomheder, herunder stutterier, og adgangen til at fravige denne praksis på et uændret retligt grundlag.
- Definition af "erhvervsmæssig virksomhed": Sagen omhandler indholdet og anvendelsesområdet for det centrale skatteretlige begreb "erhvervsmæssig virksomhed", herunder Skatteministeriets introduktion af "den sædvanlige praksis om erhvervsmæssig virksomhed".
- Vurdering af samlede virksomheder: Et centralt og uprøvet spørgsmål er, hvordan en samlet virksomhed skal bedømmes, når en delaktivitet (f.eks. stutteri) er omfattet af en lempeligere praksis, men virksomheden også omfatter andre aktiviteter. Skatteministeriet har ændret sit synspunkt fra at vurdere aktiviteter enkeltvis til at vurdere dem som én samlet virksomhed, hvilket kærende anser for en fundamental nyskabelse.
Skatteministeriet har selv anerkendt sagens principielle karakter og betydning for et stort antal virksomheder i landbrugssektoren og potentielt andre virksomhedstyper, såsom udlejning af fast ejendom.
Højesterets Begrundelse og Afgørelse
Højesteret har taget stilling til, om sagen skulle henvises til behandling i landsretten som 1. instans i henhold til Retsplejeloven § 226, stk. 1. Denne bestemmelse giver mulighed for henvisning, hvis en sag er af principiel karakter, har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen, eller har væsentlig samfundsmæssig rækkevidde.
Vurdering af Henvisningsbetingelser
- Principiel karakter: Ifølge forarbejderne til Retsplejeloven § 226, stk. 1 bør Højesterets ressourcer som udgangspunkt ikke anvendes til sager, hvis udfald primært afhænger af bevismæssige vurderinger, eller hvor principielle retspørgsmål allerede er afklaret.
- Sagens karakter: Højesteret fandt, at bedømmelsen af, om "Virksomhed I/S 1" i skatteretlig forstand er drevet erhvervsmæssigt, i første række beror på en konkret bevismæssig vurdering af virksomhedens aktiviteter og driftsmæssige resultater. Dette indebærer en vurdering af virksomhedens omfang (intensitet) og udsigt til fortjeneste (rentabilitet).
- Praksis for stutterier: Højesteret bemærkede, at sagens anlæg ikke indebærer en ændring af den særligt lempelige praksis for stutterier, men at den foreliggende sag ikke er omfattet af denne praksis, da virksomheden også beskæftiger sig med andre aktiviteter. Spørgsmålet om, hvordan en samlet virksomhed skal bedømmes, når en delaktivitet er omfattet af den lempelige praksis, er uprøvet og dermed principielt.
Afgørelse
På baggrund af ovenstående stadfæstede Højesteret landsrettens kendelse. Dette betyder, at sagen ikke henvises til landsretten som 1. instans.
Ingen af parterne skal betale kæreomkostninger for Højesteret til den anden part.
Lignende afgørelser