Højesteret stadfæster kendelse om beslaglæggelse af bil anvendt til vanvidskørsel

Denne sag omhandler spørgsmålet om opretholdelse af beslaglæggelse af en personbil, der blev anvendt til vanvidskørsel. Bilen var udlejet af Kærende 1 til søsterselskabet Kærende 2 (Europcar), som derefter udlejede den til Sigtede.

Sagens Baggrund og Forløb

Den 30. september 2021 blev Sigtede standset af Københavns Politi og sigtet for overtrædelse af færdselsloven, hvorefter bilen blev beslaglagt. Sigtede blev senere fundet skyldig i en række alvorlige forhold:

• Vanvidskørsel: Overtrædelse af Færdselsloven § 118, stk. 10, jf. stk. 1, nr. 1, ved at have ført bilen på en særlig hensynsløs måde, herunder kørsel over for rødt lys fire gange.
• Vold mod tjenestemand og fareforvoldelse: Overtrædelse af Straffeloven § 119, stk. 2 og Straffeloven § 252, stk. 1, ved under eftersættelse at have fortsat kørslen med høj hastighed frem mod en politiassistent, således at han udsatte politiassistenten for nærliggende fare.

Københavns Byret godkendte og opretholdt beslaglæggelsen den 17. november 2021, med henvisning til, at der var grund til at antage, at bilen skulle konfiskeres efter Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt.. Østre Landsret stadfæstede byrettens kendelse den 15. februar 2022. Spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen blev udskudt af byretten i straffesagen mod Sigtede, i afventning af afgørelsen i denne kæremålssag.

Parternes Påstande og Anbringender

Kærendes Påstande og Anbringender

Kærende 1 og Kærende 2 nedlagde påstand om ophævelse af beslaglæggelsen. De anførte, at en eventuel konfiskation ville være uforholdsmæssigt indgribende over for selskaberne og ville krænke deres grundlæggende rettigheder. De fremhævede følgende:

• Kærende 2 havde stillet krav om, at Sigtede på tro og love erklærede, at han ikke ville anvende bilen til forseelser, der kunne medføre konfiskation.
• Det var ikke praktisk muligt at indhente en kopi af Sigtedes private straffeattest på grund af tidsforbrug, og relevante overtrædelser af færdselsloven fremgik ikke af attesten på daværende tidspunkt.
• Kærende 1 og Kærende 2 ville lide et økonomisk tab på ca. 200.000 kr., da Sigtede ikke havde indtægter eller formue, hvilket gjorde et erstatningskrav illusorisk.
• Ved korttidsudlejning var det ikke muligt at stille krav om udlevering af økonomiske oplysninger fra lejeren, og Kærende 2 havde ikke adgang til eSkatData.

Anklagemyndighedens Påstande og Anbringender

Anklagemyndigheden nedlagde påstand om stadfæstelse af beslaglæggelsen. De anførte, at betingelserne for konfiskation efter Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt. måtte antages at være opfyldt, og at beslaglæggelsen ikke ville være uforholdsmæssigt indgribende. De fremhævede følgende:

• Udlejers risiko: Den omstændighed, at Sigtede muligvis ikke kunne betale et erstatningskrav, måtte være udlejers risiko. Udlejningsvirksomheder kunne i vidt omfang stille krav til potentielle lejere og undersøge deres forhold.
• Kalkuleret risiko: Udlejningsselskaber forudsættes at indrette deres forretningsmodel efter den øgede risiko for konfiskation af køretøjer. Korttidsudlejning ændrede ikke på dette.
• Ingen krænkelse af rettigheder: Beslaglæggelsen og en eventuel konfiskation ville ikke krænke Kærende 1's og Kærende 2's grundlæggende rettigheder.

Højesterets Begrundelse og Resultat

Højesteret bemærkede, at spørgsmålet om konfiskation af bilen skulle afgøres som led i straffesagen mod Sigtede. På nuværende tidspunkt skulle Højesteret alene vurdere, om der var grundlag for at opretholde beslaglæggelsen ud fra en antagelse om, at bilen ville blive konfiskeret.

Opfyldelse af Mistankekrav

Sigtede var fundet skyldig i kørsel som nævnt i Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt. (vanvidskørsel), og mistankekravet for beslaglæggelse blev derfor anset for opfyldt.

Vurdering af Uforholdsmæssighed

Det centrale spørgsmål var herefter, om konfiskation måtte antages at være uforholdsmæssigt indgribende.

• Agtpågivenhed fra udlejers side: Højesteret fandt, at Kærende 2 (Europcar) havde udvist tilstrækkelig agtpågivenhed ved at sikre sig, at Sigtede havde et gyldigt kørekort. I lyset af, at udlejere ved korttidsudlejning af biler almindeligvis ikke har praktiske muligheder for at sikre sig yderligere, og idet der ikke forelå oplysninger, der konkret tydede på, at Sigtede ville benytte bilen til vanvidskørsel, fandt Højesteret, at Kærende 2 havde udvist den agtpågivenhed, der kan forventes ved korttidsudlejning af en personbil.

• Økonomiske konsekvenser og erstatningskrav: Højesteret lagde til grund, at bilens værdi var ca. 200.000 kr. før skaderne. Det fremgik, at Sigtede havde en meget lav indkomst i 2020 og ingen indtægter siden foråret 2020, hvilket gjorde et erstatningskrav mod ham behæftet med betydelig usikkerhed.

• Udlejningsselskabets forretningsmodel: Højesteret tillagde det væsentlig betydning, at Kærende 2 indgår ca. 155.000 lejemål årligt og som forudsat i lovens forarbejder har mulighed for at fastsætte lejen, så de samlede lejeindtægter kan dække tab som følge af konfiskationer, der skyldes vanvidskørsel af enkelte lejere. Dette betragtedes som en kalkuleret risiko, som udlejningsselskaber har mulighed for at indrette sig på.

Konklusion om Uforholdsmæssighed og Menneskerettigheder

Efter en samlet vurdering fandt Højesteret, at der ikke var grund til at antage, at konfiskation ville være uforholdsmæssigt indgribende. Højesteret fandt heller ikke grund til at antage, at konfiskation af personbilen ville være i strid med EU's Charter om grundlæggende rettigheder, artikel 17, stk. 1 eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, første tillægsprotokol, artikel 1.

Afgørelse

Højesteret tiltrådte, at betingelserne for beslaglæggelse var opfyldt, og stadfæstede landsrettens kendelse.

Landsrettens kendelse stadfæstes.