Højesteret stadfæster kendelse om beslaglæggelse af bil i sag om vanvidskørsel

Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt politiet med rette kunne opretholde beslaglæggelsen af en personbil, der var blevet anvendt til såkaldt vanvidskørsel, med henblik på en eventuel konfiskation. Bilen tilhørte en person (Vidne), hvis samlever er søster til den sigtede fører (Sigtede).

Sagens Baggrund

Den 27. maj 2021 blev Sigtede standset af Nordjyllands Politi og sigtet for overtrædelse af Færdselsloven § 42, stk. 1, idet han førte en personbil med mindst 181 km/t på en vej med en hastighedsbegrænsning på 80 km/t. Bilen blev i den forbindelse beslaglagt.

Tidligere Instanser

• Retten i Aalborg afsagde kendelse den 1. oktober 2021, hvor beslaglæggelsen blev godkendt og opretholdt i medfør af Retsplejeloven § 803, stk. 1, med henvisning til, at der var grundlag for at antage, at bilen skulle konfiskeres efter Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt..
• Vestre Landsret stadfæstede byrettens kendelse den 23. november 2021.

Parternes Påstande og Anbringender

Vidne kærerede landsrettens afgørelse til Højesteret med påstand om ophævelse af beslaglæggelsen, mens Anklagemyndigheden nedlagde påstand om stadfæstelse.

Vidnes Anbringender

Vidne anførte, at beslaglæggelsen og en eventuel konfiskation ikke kunne ske i henhold til Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt., da betingelserne for konfiskation ikke var opfyldt. Vidne gjorde gældende, at konfiskationen ville være uforholdsmæssigt indgribende og krænke hans grundlæggende rettigheder, herunder Grundloven § 73. Det blev fremhævet, at Sigtede havde benyttet bilen uretmæssigt, da Vidne ikke havde givet tilladelse til brugen.

Anklagemyndighedens Anbringender

Anklagemyndigheden argumenterede for, at beslaglæggelsen skulle opretholdes, da betingelserne for konfiskation efter Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt. måtte antages at være opfyldt. Det blev anført, at beslaglæggelsen ikke ville være uforholdsmæssigt indgribende for Vidne, især henset til den familiemæssige relation mellem Vidne og Sigtede, Sigtedes manglende kørekort og skiftende forklaringer. Det blev ikke anset for helt upåregneligt for Vidne, at bilen kunne blive anvendt til vanvidskørsel. Endvidere blev det fremført, at Vidne kunne søge sit tab dækket gennem et erstatningskrav mod Sigtede.

Højesterets Begrundelse

Retsgrundlag for Beslaglæggelse

Højesteret bemærkede, at beslaglæggelse er et foreløbigt retsmiddel, og at den endelige stillingtagen til konfiskation sker under straffesagen. Den aktuelle sag angik alene, om der var grundlag for at godkende og opretholde beslaglæggelsen ud fra en antagelse om, at bilen bør konfiskeres. Ifølge Retsplejeloven § 802, stk. 1 kan genstande beslaglægges, hvis der er rimelig grund til mistanke om en lovovertrædelse, og der er grund til at antage, at genstanden bør konfiskeres. Retsplejeloven § 803, stk. 1 udvider dette til genstande, som en ikke-mistænkt har rådighed over.

Vurdering af Uforholdsmæssighed

Efter Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt. skal der ske konfiskation af køretøjet i tilfælde af vanvidskørsel, selvom det ejes af en anden, medmindre konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende. Dette vurderes ud fra ejerens mulighed for at vide, at køretøjet ville blive anvendt til sådan kørsel, og ejerens mulighed for at sikre sin økonomiske stilling.

Højesteret lagde vægt på Vidnes og Sigtedes indbyrdes relation, deres forklaringer og omstændighederne ved kørslen. Sigtede havde selv hentet bilnøglen i Vidnes hjem, og Vidne forklarede, at de ikke plejer at låse døren, og at bilnøglen normalt ligger et bestemt sted. Vidne ville ikke anmelde forholdet som brugstyveri på grund af deres tætte relation. Højesteret fandt det derfor ikke godtgjort, at det var helt upåregneligt for Vidne, at bilen ville blive anvendt til vanvidskørsel, og bilen kunne ikke anses for brugsstjålet.

Vedrørende de økonomiske konsekvenser bemærkede Højesteret, at den beslaglagte bil var en ældre Audi A4. Der forelå ingen oplysninger om Sigtedes økonomiske forhold, der godtgjorde, at han ikke ville være i stand til at erstatte Vidnes tab. Højesteret fandt derfor ikke grundlag for at antage, at konfiskation ville være uforholdsmæssigt indgribende.

Grundlovsmæssighed

Vedrørende Vidnes påstand om, at beslaglæggelsen var i strid med Grundloven § 73, fandt Højesteret, at der allerede som følge af de ovenfor anførte om Vidnes forhold og hans mulighed for at opnå erstatning fra Sigtede, ikke var grundlag for at antage, at konfiskation ville være i strid med grundlovens bestemmelser.

Højesteret stadfæstede Vestre Landsrets kendelse, hvilket betyder, at betingelserne for beslaglæggelse af bilen med henblik på konfiskation blev anset for opfyldt. Beslaglæggelsen blev dermed opretholdt.