Højesterets kendelse om opretholdelse af beslaglæggelse ved vanvidskørsel

Denne sag omhandler Højesterets kendelse vedrørende opretholdelse af beslaglæggelse af en leaset personbil, der blev anvendt til vanvidskørsel. Sagen involverer Kærende A/S (bilens ejer/leasinggiver), Kærende 2 (leasingtager) og Kærende 1 (bilens fører under vanvidskørslen).

Sagens Baggrund

Den 14. maj 2021 blev Kærende 1 standset af Midt- og Vestjyllands Politi i Holstebro for at have ført en personbil med mindst 117 km/t i en zone med en hastighedsbegrænsning på 50 km/t, hvilket udgjorde en overtrædelse af Færdselsloven § 42, stk. 1. Bilen, der tilhørte Kærende A/S og var leaset til Kærende 2, blev i den forbindelse beslaglagt.

Sagen har tidligere været behandlet af Retten i Holstebro den 6. september 2021, som godkendte og opretholdt beslaglæggelsen. Denne afgørelse blev stadfæstet af Vestre Landsret den 26. november 2021.

Parternes Påstande

• Kærende A/S nedlagde påstand om, at beslaglæggelsen skulle ophæves, subsidiært opretholdes i forhold til Kærende 1 og Kærende 2 med henblik på straksudlevering af bilen til Kærende A/S. Desuden påstod Kærende A/S, at beslaglæggelse og konfiskation af bilen ikke kunne ske uden fuld erstatning fra anklagemyndigheden.
• Kærende 1 nedlagde påstand om, at beslaglæggelsen skulle ophæves.
• Kærende 2 nedlagde påstand om, at beslaglæggelsen skulle ophæves, og at bilen skulle tilbageleveres til ham, subsidiært til bilens ejer. Subsidiært påstod han, at beslaglæggelse ikke kunne ske uden samtidig betaling af bilens værdi til ham, subsidiært bilens ejer.
• Anklagemyndigheden nedlagde påstand om stadfæstelse af landsrettens kendelse.

Anbringender

Kærende A/S's Anbringender

Kærende A/S anførte, at beslaglæggelse og konfiskation efter Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt. ville være uforholdsmæssigt indgribende og krænke selskabets grundlæggende rettigheder, herunder efter EU's Charter om grundlæggende rettigheder (artikel 17, stk. 1, jf. artikel 52, stk. 1) og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. De henviste til EU-Domstolens praksis om, at der skal foreligge effektive midler for tredjemand til at rette krav mod skadevolderen. Kærende A/S mente, at en konfiskation uden fuld erstatning fra staten ville udgøre et ekspropriativt indgreb i strid med Grundloven § 73. Selskabet fremhævede, at de havde overholdt Kreditaftaleloven § 7 c ved kreditvurdering af Kærende 2 og ikke havde optrådt uforsigtigt.

Kærende 1's Anbringender

Kærende 1 påstod, at beslaglæggelsen ikke opfyldte betingelserne i Retsplejeloven § 805, da hastighedsmålingen var usikker, og at bilen var brugsstjålet. Han mente, at konfiskation ville være et uforholdsmæssigt indgreb og krænke hans grundlæggende rettigheder.

Kærende 2's Anbringender

Kærende 2 anførte, at betingelserne for beslaglæggelse efter Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt. ikke var opfyldt.

Anklagemyndighedens Anbringender

Anklagemyndigheden påstod, at beslaglæggelsen skulle opretholdes, da betingelserne i Retsplejeloven § 802, stk. 1, nr. 2 var opfyldt. De mente, at der var begrundet mistanke om, at Kærende 1 havde overtrådt Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt., og at bilen ikke var brugsstjålet. Anklagemyndigheden anførte desuden, at konfiskation ikke ville være uforholdsmæssigt indgribende over for bilens ejer, da Kærende A/S ville kunne søge erstatning hos Kærende 1 eller Kærende 2.

Supplerende Oplysninger

Det blev oplyst, at Kærende 2's indkomst i 2021 var ca. 80.000 kr. For Kærende 1 blev det oplyst, at han siden juni 2021 havde været varetægtsfængslet i en straffesag om besiddelse af heroin og brandstiftelse, og at han var arbejdsløs forud for varetægtsfængslingen. Kærende A/S havde ophævet leasingaftalen med Kærende 2 efter beslaglæggelsen.

Højesterets Begrundelse

Højesteret bemærkede, at spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres under straffesagen mod Kærende 1. Denne kendelse vedrører alene, om der er tilstrækkeligt grundlag for at opretholde beslaglæggelsen af bilen.

Retsplejelovens Regler om Beslaglæggelse

• Efter Retsplejeloven § 802, stk. 1 kan genstande, som en mistænkt har rådighed over, beslaglægges, hvis der er rimelig grund til mistanke om en lovovertrædelse, og der er grund til at antage, at genstanden bør konfiskeres.
• Efter Retsplejeloven § 803, stk. 1, 1. pkt. kan genstande, som en ikke-mistænkt har rådighed over, beslaglægges som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, hvis der er grund til at antage, at genstanden bør konfiskeres.

Færdselslovens Regler om Konfiskation

• Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt. foreskriver konfiskation af køretøjer i tilfælde af vanvidskørsel, selvom køretøjet ejes af en anden end føreren. Konfiskation skal dog undlades, hvis den er uforholdsmæssigt indgribende, navnlig henset til ejerens mulighed for at vide, at køretøjet ville blive anvendt til sådan kørsel, og ejerens bestræbelser på at sikre sin økonomiske stilling.
• Højesteret henviste til sin tidligere kendelse (UfR 2023.228), der fastslog, at konfiskationsordningen i Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt. ikke strider mod EU's Charter om grundlæggende rettigheder (artikel 17, stk. 1, og artikel 52, stk. 1) eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (artikel 1 i den første tillægsprotokol).

Vurdering af den Konkrete Sag

Højesteret tiltrådte landsrettens vurdering af, at der var begrundet mistanke om, at Kærende 1 havde gjort sig skyldig i vanvidskørsel i henhold til Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt.. Det blev også fastslået, at bilen ikke var brugsstjålet.

Ved vurderingen af, om konfiskation ville være uforholdsmæssigt indgribende, lagde Højesteret vægt på følgende:

• Kærende 2's forhold: Kærende 2 udlånte bilen til en tredjeperson, som derefter arrangerede, at Kærende 1 kørte bilen. Højesteret fandt, at det ikke var helt upåregneligt for Kærende 2, at bilen kunne blive anvendt til vanvidskørsel.
• Kærende 2's økonomiske konsekvenser: Kærende 2 var blevet afkrævet ca. 213.000 kr. af Kærende A/S. Højesteret fandt det behæftet med betydelig usikkerhed, om Kærende 1, der var varetægtsfængslet for alvorlige forbrydelser, ville kunne erstatte bilens værdi. Dog fandt Højesteret ikke grundlag for at antage, at konfiskation ville være uforholdsmæssigt indgribende over for Kærende 2.
• Kærende A/S's forhold: Kærende A/S havde undersøgt Kærende 2's økonomi og havde et vilkår i leasingaftalen om, at bilen ikke måtte udlånes. Dog havde Kærende A/S tidligere påtalt, at Kærende 2 havde udlånt bilen. Højesteret fandt det derfor ikke godtgjort, at det var helt upåregneligt for Kærende A/S, at bilen ville blive anvendt til vanvidskørsel.
• Kærende A/S's økonomiske konsekvenser: Højesteret fandt det ikke godtgjort, at Kærende 2 ikke ville kunne erstatte Kærende A/S's tab. Som erhvervsdrivende med leasing af biler havde Kærende A/S mulighed for at indregne risikoen for konfiskation i leasingydelserne. Højesteret fandt ikke grundlag for at antage, at konfiskation ville være uforholdsmæssigt indgribende over for Kærende A/S.

Der var heller ikke grundlag for at antage, at konfiskation af bilen ville være i strid med grundlæggende rettigheder for hverken Kærende 2 eller Kærende A/S.

Konklusion

Højesteret tiltrådte, at betingelserne for beslaglæggelse var opfyldt, og stadfæstede landsrettens kendelse.