Landsretten stadfæster dom for manddrab efter Straffelovens § 237

Denne sag omhandler en nævningesag ved Vestre Landsret, hvor en tiltalt var anklaget for manddrab på sin far. Sagen var en ankesag fra Retten i Hjørring.

Baggrund for Sagen

Tiltalte forklarede, at han i årevis havde levet i frygt for sin far, som han mente ville slå ham ihjel. Dette skyldtes flere grove episoder med vold, der startede, da tiltalte var 15-16 år. Forholdet til faren forværredes yderligere, da tiltalte stoppede med fodbold i 2015/2016 og efter forældrenes skilsmisse. Faren var ifølge tiltalte fysisk overlegen, havde militærbaggrund og udøvede både fysisk og psykisk vold, herunder lussinger og trusler. Tiltalte havde også en spiseforstyrrelse, som faren ikke tog del i behandlingen af, og som han angiveligt var vred over.

Hændelsesforløbet den 24. juli 2020

Den 24. juli 2020 opstod en konflikt mellem tiltalte og hans far. Ifølge tiltalte råbte og skreg faren, truede med at slå ham ihjel, slog ham i maven og brystkassen med knyttet hånd og tog halsgreb. Tiltalte reagerede instinktivt ved at gribe en hammer, der lå på køkkenbordet. Efter at have ramt faren første gang, slap faren halsgrebet, og slagsmålet fortsatte ud i entreen. Tiltalte slog faren med hammeren igen, også efter at faren var faldet omkuld. Herefter strammede tiltalte et bælte om farens hals, indtil bæltet knækkede, i et forsøg på at få faren til at besvime, da han stadig var bange for et angreb. Tiltalte gemte efterfølgende hammeren og smed bæltet ud, før han ringede 112.

Efterforskning og Vidneforklaringer

Politiet og kriminalteknikere foretog undersøgelser på gerningsstedet, herunder blodstænksanalyser, der indikerede slag i blod og aktivitet ved gulvet. Retsmedicinske undersøgelser viste, at Forurettede havde adskillige kvæstningssår og kraniebrud fra hammeren samt tegn på kvælning. Speciallægen i retsmedicin vurderede, at kvælningen alene sandsynligvis ville have været dødelig. Skaderne på farens arme blev tolket som afværgelæsioner.

Vidner, herunder tiltaltes søster (Vidne 1) og farens mor (Vidne 9), gav forskellige forklaringer om familiedynamikken. Vidne 1 beskrev et anspændt forhold mellem forældrene og at faren var hård ved tiltalte, men havde ikke selv set fysisk vold. Vidne 9 beskrev faren som kontrollerende og vred, men havde heller ikke set ham voldelig. Tiltaltes tidligere lærer (Vidne 10) udtrykte bekymring for tiltaltes vægttab og pres fra hjemmet og forsøgte at underrette kommunen.

Påstande

Tiltalte påstod frifindelse med henvisning til nødværge efter Straffeloven § 13 eller subsidiært, at forholdet skulle henføres under Straffeloven § 246, jf. § 245, stk. 1. Anklagemyndigheden påstod domfældelse for manddrab og skærpelse af straffen samt frakendelse af arveret i medfør af Arveloven § 48, stk. 1.

Landsrettens Begrundelse og Resultat

Skyldsspørgsmålet

Landsretten fandt, baseret på tiltaltes erkendelse og sagens øvrige beviser, at det var tiltalte, der tildelte sin far, Forurettede, slag i hovedet med en hammer og strammede et bælte om hans hals, indtil bæltet knækkede.

Efter de lægelige og tekniske undersøgelser blev det bevist, at Forurettede pådrog sig adskillige kvæstningssår i hovedet, flere kraniebrud (herunder med underliggende hjernekvæstelse og blødning), og blev kvalt, hvilket førte til døden. De skarprandede læsioner på halsen stammede fra bæltespændet.

Episoden startede i køkkenet under en konflikt og flyttede derefter til entreen. Tiltalte skiftede tøj, gemte hammeren og smed bæltet ud, før han ringede til alarmcentralen.

Tre dommere og otte nævninger lagde til grund, at Forurettede faldt omkuld i entreen, hvor han landede med hovedet mod yderdøren. Slagene med hammeren medførte 14 kvæstningssår i hovedet, heraf mindst seks med stor kraft og seks kraniebrud, hvoraf flere var i baghovedet, hvilket indikerer, at Forurettede havde ryggen til eller var vendt væk, da slagene blev tildelt. Fund af afværgelæsioner på armene og blodspor beviser, at Forurettede blev slået med hammeren, også efter at han var faldet omkuld. Efterfølgende strammede tiltalte bæltet om Forurettedes hals, hvilket medførte punktformede blødninger. Retsmediciner Vidne 6 forklarede, at det var usandsynligt at overleve kvælningen alene, og at døden sandsynligvis ville være indtruffet selv uden hovedskaderne. Dødsårsagen blev antaget at være kraniebrud med underliggende hjernekvæstelse og blødning, muligt i kombination med kvælning.

På baggrund af voldens omfang, voldsomhed og forløb, herunder kvælningen efter slagene, fandt retten det bevist, at tiltalte havde overvejende sandsynlighed for, at Forurettede ville dø som følge af volden. Tiltalte blev derfor fundet skyldig i manddrab efter Straffeloven § 237.

En nævning stemte for at henføre forholdet under Straffeloven § 246, jf. § 245, stk. 1, da det samlet set var betænkeligt at anse det for bevist, at tiltalte havde forsæt til drab.

Tre dommere og otte nævninger tiltrådte byrettens vurdering af, at der ikke forelå nødværge, der kunne føre til straffrihed, hverken efter Straffeloven § 13, stk. 1 eller Straffeloven § 13, stk. 2.

En nævning stemte for at anse volden for straffri efter Straffeloven § 13 om nødværge, med henvisning til tiltaltes forklaring om Forurettedes voldelige og udadreagerende adfærd og tiltaltes frygt.

Sanktionsspørgsmålet

Landsrettens flertal (14 stemmer) stadfæstede byrettens strafudmåling på fængsel i 12 år. Flertallet lagde vægt på de samme omstændigheder som byretten og fandt ikke grundlag for at fravige udgangspunktet på 12 års fængsel, heller ikke på grund af tiltaltes unge alder eller andre formildende omstændigheder.

Et mindretal på 3 stemmer lagde i formildende retning særligt vægt på tiltaltes unge alder og forholdet mellem ham og Forurettede. Et mindretal på 1 stemme lagde vægt på de samme omstændigheder.

Byrettens strafudmåling på fængsel i 12 år blev stadfæstet.

Byrettens afgørelse om frakendelse af arveret mv. i medfør af Arveloven § 48, stk. 1 blev stadfæstet med 18 stemmer.

Erstatning

Byrettens afgørelse om godtgørelse på 100.000 kr. til Vidne 1 blev tiltrådt, dog således at kravet forrentes fra den 20. november 2021. Byrettens afgørelse om dødsboets krav på erstatning for begravelsesudgifter blev stadfæstet.

Afgørelse

Byrettens dom stadfæstes, dog således at godtgørelsen på 100.000 kr. til Vidne 1 forrentes fra den 20. november 2021. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten. Erstatnings- og godtgørelsesbeløbene skal betales inden 14 dage.