Afgørelse om fastholdelsesbonus i konkursbo – Top-Toy A/S

Denne sag omhandler tre appellanters krav mod Top-Toy A/S under konkurs vedrørende udbetaling af en såkaldt "fastholdelsesbonus". Appellanterne, der var tidligere ansatte i Top-Toy, gjorde gældende, at bonussen skulle anerkendes som et massekrav i konkursboet.

Sagens Baggrund

Top-Toy A/S, en stor detailvirksomhed, befandt sig i en alvorlig økonomisk krise i 2017. For at fastholde nøglemedarbejdere i en kritisk periode, især op til julehandlen 2018, tilbød virksomheden en "fastholdelsesbonus". Denne bonus svarede til op til tre måneders løn og var betinget af, at medarbejderen forblev i sin stilling frem til udgangen af januar 2019. Bonussen blev ikke tillagt feriepenge, pension eller andre lønrelaterede ydelser, og den blev anset som en præmie for at forblive i stillingen.

I november 2018 blev der indledt en rekonstruktion af Top-Toy, men den 27. december 2018 måtte virksomheden tages under konkurs, da bankerne ikke ville fortsætte finansieringen.

Parternes Påstande

Appellanterne, repræsenteret af Kristelig Fagforening og Ledernes Hovedorganisation, fastholdt deres principale påstand fra skifteretten om, at deres krav på fastholdelsesbonus var omfattet af Konkursloven § 93. Subsidiært nedlagde de påstand om, at kravene skulle anerkendes som omfattet af Konkursloven § 95 eller Konkursloven § 97.

Appellanterne argumenterede for, at bonussen var en løndel omfattet af Funktionærloven § 17a og dermed et vederlag, der skulle behandles som et massekrav i konkursboet i henhold til Konkursloven § 56, stk. 2. De mente, at konkursboet var indtrådt i ansættelsesaftalerne i deres helhed, herunder bonusaftalerne, og at der ikke var hjemmel til at periodisere kravet før og efter konkursdekretet.

Top-Toy A/S under konkurs påstod dommen stadfæstet, subsidiært frifindelse mod anerkendelse af et mindre beløb. Konkursboet gjorde gældende, at det alene var indtrådt i ansættelsesaftalerne, men ikke i de selvstændigt indgåede aftaler om fastholdelsesbonus. De anførte, at bonussen ikke var omfattet af begrebet "vederlag" i Konkursloven § 56, stk. 2 eller Funktionærloven § 17a, men snarere en præmiering for at forblive i stillingen. De argumenterede desuden for, at bonussen kunne konkursreguleres til 0 kr., hvis den blev anset for et vederlag.

Landsrettens Afgørelse

Landsretten stadfæstede Sø- og Handelsrettens skifterets dom, hvilket indebar, at Top-Toy A/S under konkurs blev frifundet for appellanternes krav om fastholdelsesbonus.

Landsretten afviste appellanternes subsidiære påstande om, at kravene skulle anerkendes efter Konkursloven § 95 og Konkursloven § 97. Dette skyldtes, at påstandene først blev fremsat under ankesagen og ikke tidligere for skifteretten, hvilket var i strid med Retsplejeloven § 383, stk. 3 og Retsplejeloven § 384.

Landsretten fandt, at konkursboet ved meddelelse den 10. januar 2019 indtrådte i appellanternes ansættelsesaftaler i deres helhed, herunder de tilknyttede bonusaftaler. Dette skete i medfør af Konkursloven § 56, stk. 1. Konkursboet opsagde efterfølgende ansættelsesaftalerne den 11. januar 2019 i henhold til Konkursloven § 55, stk. 3.

Det centrale spørgsmål var, om fastholdelsesbonussen kunne anses for arbejdsvederlag for en løbende arbejdsydelse, som ville være omfattet af Konkursloven § 56, stk. 2. Landsretten vurderede, at bonusaftalerne, der blev indgået i november 2017, alene var en præmiering for, at appellanterne forblev i deres stillinger indtil udgangen af januar 2019. Aftalerne indeholdt ingen yderligere krav til de ansatte udover loyal og konstruktiv udførelse af deres pligter. Bonussen blev ikke tillagt feriepenge, pension eller andre lønrelaterede betalinger og udgjorde en præmie for at forblive i stillingen.

Landsretten konkluderede, at bonusaftalerne ikke kunne anses for arbejdsvederlag for en løbende arbejdsydelse, der er omfattet af Konkursloven § 56, stk. 2. Dette betød, at kravene på fastholdelsesbonus ikke havde massekravsstatus i konkursboet.

Sagsomkostninger

Beløbene blev fastsat under hensyntagen til sagernes omfang og forløb, samt at der var tale om tre stort set identiske sager, der var sambehandlet.