Stadfæstelse af kendelse om henvisning til landsretten i sag om støjgener fra flyvestation

Denne sag omhandler en anmodning fra Kærende 1 og Kærende 2 (tidligere Sagsøger 1 og 2) samt Forsvarsministeriet om at henvise en sag til landsretten som 1. instans. Sagen vedrører den naboretlige tålegrænse for støj fra militære flyvestationer, specifikt Flyvestation Skrydstrup.

Sagens Baggrund

Sagen har tidligere været behandlet ved Retten i Sønderborg den 23. august 2021 og Vestre Landsrets 14. afdeling den 4. oktober 2021. Parterne nedlagde en sammenstemmende påstand om, at sagen skulle henvises til landsretten som 1. instans.

Anbringender for Henvisning

Parterne anførte flere grunde til, at betingelserne for henvisning var opfyldt:

• Manglende retspraksis: Der foreligger ingen retspraksis, der specifikt tager stilling til den naboretlige tålegrænse for støj fra flyvestationer, herunder militære flyvestationer.
• Præcedensskabende: Sagens udfald forventes at danne grundlag for afgørelser i andre lignende sager, især hvor ejere af ejendomme i den såkaldte "gule zone" ønsker at gøre erstatningskrav gældende mod Forsvarsministeriet.
• Unik støjtype: Retspraksis vedrørende den naboretlige tålegrænse og rimelighedsvurderingen for andre former for støj kan ikke direkte sammenlignes med støj fra militære flyvestationer.
• Lovforarbejdernes betydning: I forarbejderne til lov om udbygning og drift af Flyvestation Skrydstrup (lov nr. 881 af 16. juni 2020) er det anført, at naboer til en flyvestation må forvente en overgang til nye flytyper med ændret støjprofil som led i samfundsmæssig udvikling og Forsvarets behov for tidssvarende materiel. Det er dog ikke afgjort ved domstolene, hvilken betydning dette har for den naboretlige rimelighedsvurdering.

Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse. Dette indebærer, at sagen ikke henvises til landsretten som 1. instans, men fortsætter i byretten. Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at fravige princippet om, at Højesterets ressourcer som udgangspunkt ikke bør anvendes til sager, hvis udfald primært afhænger af bevismæssige vurderinger, eller hvor principielle retsspørgsmål allerede er afklaret. Ingen af parterne skulle betale kæreomkostninger for Højesteret til den anden part.