Højesterets kendelse om henvisning af skattesager vedrørende pensionsordninger til landsret

Denne kendelse fra Højesteret omhandler spørgsmålet om henvisning af to sager vedrørende skattemæssig behandling af pensionsordninger oparbejdet gennem ansættelse ved FN-organisationen UNICEF. Sagerne var oprindeligt anlagt ved byretten, men de kærende ønskede dem henvist til behandling i Østre Landsret som første instans. Skatteministeriet tilsluttede sig denne anmodning. Højesteret skulle vurdere, om betingelserne for henvisning i henhold til Retsplejelovens § 226, stk. 1 var opfyldt.

Retsplejelovens § 226, stk. 1

• Bestemmelsen giver byretten mulighed for at henvise en sag til landsretten, hvis sagen er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt.

Højesterets Begrundelse

Højesteret henviste til forarbejderne til bestemmelsen, hvor det er forudsat, at Højesterets ressourcer som udgangspunkt ikke bør benyttes til sager, hvis udfald primært afhænger af bevisvurderinger, eller som angår retsanvendelse på områder, hvor de principielle retsspørgsmål allerede er afklaret. Højesteret bemærkede, at der verserer tre lignende sager ved Østre Landsret som første instans.

Højesterets Vurdering

Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte landsrettens vurdering, hvorefter det ikke på nuværende tidspunkt var påkrævet eller hensigtsmæssigt at henvise sagerne. Højesteret lagde vægt på, at de principielle spørgsmål allerede var under behandling i andre sager ved landsretten.

Kendelsens Resultat

Højesteret stadfæstede landsrettens kendelser, hvilket betyder, at sagerne forbliver ved byretten. Ingen af parterne skulle betale kæreomkostninger for Højesteret til den anden part.

Højesteret stadfæstede Østre Landsrets kendelse om ikke at henvise to sager vedrørende skattemæssig behandling af pensionsordninger fra byretten til landsretten som første instans. Begrundelsen var, at der allerede verserer lignende sager ved landsretten, og at det derfor ikke var påkrævet eller hensigtsmæssigt at henvise de pågældende sager. Højesteret henviste til Retsplejelovens § 226, stk. 1 og bemærkede, at de principielle spørgsmål allerede er under behandling i andre sager.