Højesterets dom i sag om godtgørelse for ulovlig frihedsberøvelse

Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt et krav om godtgørelse for ulovlig frihedsberøvelse, specifikt tvangsfikseringer, kan behandles efter Retsplejeloven kapitel 43 a, når Det Psykiatriske Patientklagenævn allerede har fundet frihedsberøvelsen ulovlig, og regionen ikke bestrider dette.

Sagens parter og tidligere instanser

Sagen blev anlagt af Appellant mod Region Hovedstaden. Tidligere er der afsagt dom af Retten i Glostrup den 20. august 2021 og af Østre Landsret den 15. februar 2022.

Appellanten anfører

Appellant gjorde gældende, at landsrettens dom stillede ham dårligere med hensyn til muligheden for godtgørelse, end hvis Det Psykiatriske Patientklagenævn ikke havde givet ham medhold i, at frihedsberøvelsen var ulovlig. I sidstnævnte tilfælde kunne han have krævet frihedsberøvelsens lovlighed indbragt for retten efter Retsplejeloven kapitel 43 a og i den forbindelse fået påkendt spørgsmålet om godtgørelse, jf. Retsplejeloven § 469, stk. 6. Efter landsrettens dom er han henvist til at anlægge sag mod regionen efter civilprocessens almindelige regler. Appellant mente, at dette resultat var udtryk for en formalistisk tilgang, der ikke inddrager hensigten bag det samlede psykiatriske klagesystem, herunder Psykiatriloven § 37.

Region Hovedstaden anfører

Region Hovedstaden anførte, at det følger af ordlyden i Retsplejeloven § 469, stk. 6, at krav om godtgørelse som følge af ulovlig frihedsberøvelse kun kan påkendes efter reglerne i Retsplejeloven kapitel 43 a i forbindelse med en sag om frihedsberøvelsens lovlighed. Da Det Psykiatriske Patientklagenævn allerede havde fastslået, at fikseringerne var ulovlige, og regionen ikke havde anfægtet afgørelsen, angik den foreliggende sag ikke frihedsberøvelsens lovlighed, men alene spørgsmålet om godtgørelse. Regionen mente, at formålet med Retsplejeloven kapitel 43 a er at sikre let adgang til at anfægte en frihedsberøvelses lovlighed, men ikke til at føre sag alene om godtgørelse. En lettelse af patientens adgang til at føre sag alene om godtgørelse under kapitel 43 a ville kræve en ændring af lovgivningen.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom.

Højesterets begrundelse

Højesteret tiltrådte landsrettens vurdering af, at Det Psykiatriske Patientklagenævn havde truffet afgørelse om, at Appellants fikseringer var ulovlige, og at Region Hovedstaden ikke havde anfægtet denne afgørelse. Sagen angik derfor alene, om Appellant havde krav på godtgørelse som følge af fikseringerne.

Højesteret fandt, at Retsplejeloven kapitel 43 a ikke finder anvendelse i sagen. Dette skyldes, at Retsplejeloven § 469, stk. 6, efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder, indebærer, at spørgsmål om godtgørelse kun kan behandles efter kapitel 43 a, hvis der for retten er tvist om, hvorvidt frihedsberøvelsen er lovlig.

Højesteret anerkendte, at Appellant herved var processuelt dårligere stillet med hensyn til at opnå godtgørelse, end hvis han ikke havde fået medhold i Det Psykiatriske Patientklagenævn. Højesteret fastslog dog, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, og at en ændret retsstilling forudsætter en lovændring.

Retten bemærkede endvidere, at den foreliggende sag adskiller sig fra tilfælde, hvor den pågældende begærer sagen indbragt for retten alene med påstand om godtgørelse, men hvor regionen anfægter klagenævnets afgørelse og gør gældende, at tvangsfikseringen var lovlig. I sådanne tilfælde behandles sagen efter Retsplejeloven kapitel 43 a.

Afgørelse

Landsrettens dom blev stadfæstet. Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen.