Klage over afvisning af tilbud på værkstedsydelser til politiet blev ikke tillagt opsættende virkning

Sagen omhandler en klage fra Robert Bosch A/S (Bosch) over Rigspolitiets beslutning om at afvise selskabets tilbud på en række delaftaler i et offentligt udbud af værkstedsydelser til politiets køretøjer. Bosch anmodede Klagenævnet for Udbud om at tillægge klagen opsættende virkning.

Udbuddets centrale krav

Rigspolitiet havde som et mindstekrav til teknisk og faglig formåen stillet krav om, at tilbudsgiver skulle have "direkte adgang til køretøjsproducentens (eller dennes repræsentants) servicesystem for udførelse af garantireparationer og servicekampagner". Bosch afgav tilbud på flere delaftaler og erklærede at opfylde alle krav uden at basere sig på andre enheders kapacitet.

Dokumentationsproces og afvisning

Efter tilbudsfristens udløb anmodede Rigspolitiet alle tilbudsgivere om dokumentation for opfyldelse af mindstekravene som led i en effektiv kontrol, jf. Udbudslovens § 159, stk. 3.

• Bosch fremsendte en redegørelse og skærmprint som dokumentation.
• Rigspolitiet fandt dokumentationen utilstrækkelig og bad Bosch redegøre yderligere for, hvordan de kunne udføre og registrere garantireparationer samt søge kulance via systemet.
• Bosch mente, at Rigspolitiet hermed udvidede de oprindelige krav og forklarede, at de tidligere havde løst garantiopgaver ved at kontakte importører eller lokale mærkeværksteder.

På baggrund af dialogen vurderede Rigspolitiet, at Bosch ikke havde dokumenteret den krævede direkte adgang til servicesystemet. Da Bosch ikke formelt havde baseret sin formåen på andre enheder (f.eks. mærkeværksteder), blev selskabets tilbud på de pågældende delaftaler afvist som ukonditionsmæssige.

Klagenævnet for Udbud tillagde ikke klagen opsættende virkning. Afgørelsen blev truffet i henhold til reglerne i Lov om Klagenævnet for Udbud § 12, stk. 2, som kræver, at særlige grunde taler for det. Klagenævnet vurderede, at betingelsen om fumus boni juris (at klagen umiddelbart har noget på sig) ikke var opfyldt.

Vurdering af udbudskrav og dokumentation

Klagenævnet fandt, at kravet om "direkte adgang" til servicesystemet skulle fortolkes i sammenhæng med de øvrige mindstekrav til ydelsen. Dette indebar en fuld adgang til systemet, herunder muligheden for at registrere udførte reparationer, og ikke blot en læseadgang. Rigspolitiets anmodninger om yderligere dokumentation blev derfor ikke anset for en uretmæssig skærpelse af kravene.

Boschs svar blev anset for at skabe tvivl om, hvorvidt de reelt opfyldte kravet, idet de beskrev en praksis, der involverede andre aktører, uden at have baseret deres tilbud herpå. Klagenævnet henviste til fast praksis om, at tilbudsgiver selv bærer risikoen for uklarheder i sit tilbud.