Dom om udvisning og sanktionsfastsættelse efter gentagen kriminalitet

Sagen omhandler en Tiltaltes anke af en dom fra Vestre Landsret, der stadfæstede en dom fra Retten i Sønderborg. Tiltalte var fundet skyldig i en række alvorlige forbrydelser, men frifundet for straf på grund af mental retardering og var i stedet idømt anbringelse i institution. Sagen for Højesteret drejede sig primært om sanktionsfastsættelsen og spørgsmålet om udvisning.

Sagens Forløb i Tidligere Instanser

Sagen blev først behandlet ved Retten i Sønderborg den 24. februar 2021 (K01-2296/2020) og derefter ved Vestre Landsrets 3. afdeling den 26. januar 2022 (V.L. S-0484-21).

Tiltaltes Påstande

Tiltalte ankede landsrettens dom med påstand om ændring af sanktionen til:

• Tilsyn af kommunen.
• Subsidiært tilsyn af kommunen med mulighed for anbringelse i institution.
• Mest subsidiært anbringelse i institution.

Med hensyn til udvisning påstod Tiltalte frifindelse, således at der alene idømtes en advarsel, subsidiært et tidsbegrænset indrejseforbud.

Anklagemyndighedens Påstand

Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af landsrettens dom.

Supplerende Oplysninger om Tiltalte

Efter landsrettens dom var Tiltalte kortvarigt anbragt på et botilbud, men undveg herfra i februar 2022 og har siden været forsvundet. Han har ikke skiftet adresse, modtager ingen offentlige ydelser, og hans mobilnummer er ugyldigt. Han er efterlyst, og Haderslev Kommune har overvejet at overføre ham til sikret afdeling, hvis han dukker op igen.

Anbringender

Forsvarerens Anbringender

Forsvareren argumenterede for, at Tiltalte skulle idømmes den mindst muligt indgribende foranstaltning, der kunne forebygge yderligere lovovertrædelser. En socialpædagogisk indsats i faste rammer kunne foregå i åbent regi, og overførsel til sikret afdeling var unødvendig. Udvisning ville med sikkerhed stride mod Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, da Tiltalte har en væsentligt større tilknytning til Danmark end til Syrien, og hans mentale tilstand ville gøre det svært for ham at klare sig i hjemlandet. Det blev fremhævet, at Tiltalte er straffri på grund af sin mentale tilstand, havde en mindre bestemmende rolle i de strafbare forhold, og var ung på gerningstidspunkterne. Hvis udvisning skulle ske, skulle den tidsbegrænses i medfør af Udlændingeloven § 32, stk. 5, nr. 1, og indrejseforbuddet skulle have kortest mulig varighed.

Anklagemyndighedens Anbringender

Anklagemyndigheden anførte, at Retslægerådets udtalelse viste behov for anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap med mulighed for overførsel til sikret afdeling. Det blev tillagt vægt, at Tiltalte flere gange havde været anbragt i sikret afdeling og undveg efter landsrettens dom. På grund af kriminalitetens karakter burde der ikke fastsættes en længstetid for foranstaltningen. Udvisning blev ikke anset for at stride mod Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, selvom Tiltalte er straffri i medfør af Straffeloven § 16, stk. 2. Kriminaliteten blev anset for at have krævet et vist overblik, og Tiltalte havde ikke blot været en medløber. Forhold 1-6 var hovedsageligt begået af ham alene, og der var ingen oplysninger om en underordnet rolle i forhold 7-14. Det blev fremhævet, at kriminaliteten ville have medført en fængselsstraf på 2 år og 6 måneder til 3 år, hvis han ikke havde været straffri. Der var betydelig risiko for fremtidig alvorlig kriminalitet, hvis han ikke udvises. En tidligere advarsel om udvisning fra 2019 blev også fremhævet.

Kriminalitetens Karakter og Omfang

Tiltalte blev fundet skyldig i en række alvorlige forhold, herunder trusler mod et vidne, vold, ulovlig tvang, frihedsberøvelse, afpresning, forsøg på røveri, hæleri og hærværk (forhold 1-9, 11, 13-14, 14 b og 18). Nogle af disse forhold (1-6) blev begået i 2017 og 2018, da han var 15 og 16 år. Andre forhold (7-9, 11, 13-14, 14 b og 18) blev begået i 2020, efter at han var fyldt 18 år. Disse senere forhold blev begået efter varetægtsfængsling og en betinget fængselsdom for vold i 2019.

Tiltaltes Personlige Forhold

Tiltalte er 21 år og syrisk statsborger. Han kom til Danmark som 12-årig i forbindelse med familiesammenføring. Hans forældre, søskende og bedsteforældre bor i Danmark. Han er ugift og uden børn. Han har gået i skole i Syrien op til 5. klasse og taler kurdisk, men kan ikke læse eller skrive sproget. I Danmark har han gået 2 år i folkeskole og efterfølgende på specialskole. Han taler dansk, men kan ikke læse eller skrive. Han har ingen uddannelse og begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet. Han har en vis tilknytning til Syrien, hvor han har haft en del af sin opvækst, og hans kurdiske baggrund giver ham visse forudsætninger for at klare sig der.

Højesterets Fokus

Højesteret behandlede sagen med fokus på sanktionsfastsættelsen og spørgsmålet om udvisning af Tiltalte.

Sanktionsfastsættelse

Højesteret tiltrådte, på baggrund af udtalelser fra Retslægerådet og Samrådet for udviklingshæmmede lovovertrædere samt kriminalitetens karakter og omfang, at Tiltalte skulle anbringes i institution for personer med vidtgående psykiske handicap. Dette inkluderede muligheden for overførsel til en sikret afdeling, jf. Straffeloven § 68, 2. pkt.. Retten tiltrådte desuden, at der ikke blev fastsat en længstetid for foranstaltningen, jf. Straffeloven § 68 a, stk. 2.

Udvisningsspørgsmålet

Landsrettens afgørelse om udvisning af Tiltalte blev behandlet i lyset af Udlændingeloven § 26, stk. 2, som fastslår, at udvisning skal ske, medmindre det strider mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

Proportionalitetsvurdering

Højesteret foretog en proportionalitetsvurdering, hvor følgende elementer indgik:

• Karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet.
• Varigheden af Tiltaltes ophold i Danmark.
• Tiltaltes adfærd efter kriminaliteten, herunder at han undveg fra institutionen.
• Fastheden af hans sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til Danmark og Syrien.
• Hans alder på gerningstidspunkterne (både som mindreårig og voksen).
• Det forhold, at han er fundet straffri på grund af sin mentale tilstand, jf. Straffeloven § 16, stk. 2.
• Den betydelige risiko for, at han vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.
• En tidligere advarsel om udvisning fra 2019.

Trods Tiltaltes straffrihed på grund af mental tilstand fandt Højesteret, at udvisning ikke ville være en uproportional foranstaltning for at forebygge uro og forbrydelse. Dog fandt Højesteret, at et indrejseforbud for bestandig ville være uproportionalt. Med henvisning til Udlændingeloven § 32, stk. 5, nr. 1 blev indrejseforbuddets varighed fastsat til 6 år. Dette skyldtes især, at Tiltalte indrejste som 12-årig og har tilbragt en betydelig del af sin barndom og ungdom i Danmark, at nogle af de kriminelle forhold blev begået, mens han var mindreårig, og at han er fundet straffri på grund af sin mentale tilstand.

Konklusion

Højesteret stadfæstede landsrettens dom med den ændring, at Tiltalte udvises med et indrejseforbud i 6 år. Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.