Sager om støtte til køb af bil ved ryglidelser

Flere borgere med forskellige ryglidelser og nedsat funktionsevne ansøgte om støtte til køb af bil. Fælles for sagerne var, at borgernes mobilitet var påvirket af kroniske smerter og fysiske begrænsninger, hvilket gjorde almindelig færden og brug af offentlig transport vanskelig eller umulig.

I sag 1 ansøgte en 53-årig faglærer med kroniske rygsmerter og en gangdistance på ca. 200 meter. Han havde et dagligt kørselsbehov på 22 km til arbejde og kunne ikke benytte offentlig transport grundet smerter ved ryk og trapper. Det sociale nævn afslog ansøgningen, da de ikke fandt funktionsevnen tilstrækkeligt nedsat til at berettige bilstøtte eller særlige indretninger.

Sag 2 omhandlede en 50-årig førtidspensionist med følger efter discusprolapsoperationer og varierende gangdistance (15-2000 meter). Hun søgte støtte til en bil med hydraulisk affjedring og havde behov for kørsel til træning, lægebesøg og daglige gøremål. Det sociale nævn afslog, da de ikke fandt lidelsen tilstrækkeligt svær til at berettige bilstøtte.

I sag 3 ansøgte en 61-årig førtidspensionist med slidgigt i ryg og knæ samt sukkersyge. Han angav en gangdistance på 50-150 meter og problemer med trapper og offentlig transport. Det sociale nævn afslog, da de ikke fandt en varig nedsættelse af funktionsevnen, der i væsentlig grad forringede hans evne til at færdes.

Sag 4 vedrørte en 42-årig førtidspensionist med kroniske rygsmerter efter discusprolapsoperationer og en gangdistance på 200-500 meter. Han havde et betydeligt kørselsbehov i forbindelse med børn, indkøb og tillidshverv. Det sociale nævn afslog, da de mente, han kunne benytte offentlig transport.

I sag 5 ansøgte en 55-årig førtidspensionist med følger efter flere discusprolaps- og stivgøringsoperationer. Han havde konstante smerter, en usikker gangfunktion og en gangdistance på 75-100 meter. Han kunne ikke benytte offentlig transport. Det sociale nævn afslog, da de ikke fandt funktionsevnen tilstrækkeligt nedsat.

Endelig omhandlede sag 6 en 39-årig førtidspensionist med svære, konstante lændesmerter efter flere discusprolapsoperationer. Hendes gangdistance var 50 meter med krykkestokke, og hun kunne ikke benytte offentlig transport. Det sociale nævn afslog, da de ikke fandt hendes gangfunktion så begrænset som forudsat i bilbekendtgørelsen.

Ankestyrelsen traf forskellige afgørelser i sagerne, baseret på en konkret vurdering af den enkeltes funktionsevne, kørselsbehov og muligheden for at benytte offentlig transport.

Ankestyrelsens afgørelser og begrundelser

Ankestyrelsen ændrede afgørelserne i sag 1, 5 og 6. Her blev der lagt vægt på en kombination af svære, konstante smerter og strukturelle forandringer i ryggen. Desuden var der meget betydeligt nedsat gangdistance (typisk under 200 meter), udtømte behandlingsmuligheder og en stationær tilstand. En afgørende faktor var også den manglende mulighed for at benytte offentlige transportmidler grundet smerter, rystelser eller fysiske begrænsninger. I sag 1 var bilstøtten desuden afgørende for at fastholde erhverv.

I sag 2, 3 og 4 stadfæstede Ankestyrelsen nævnenes afslag. Begrundelserne herfor var typisk, at den nedsatte funktionsevne ikke blev vurderet som tilstrækkelig væsentlig og varig til at berettige bilstøtte. Der var varierende smerter eller gangdistance, eller behandlingsmuligheder var ikke udtømte. Borgeren kunne i et vist omfang benytte offentlige transportmidler eller cykle, selvom det var forbundet med besvær. I sag 4 blev det specifikt nævnt, at et øget transportbehov grundet familiekørsel ikke alene kunne begrunde støtte. Sagen blev dog hjemvist til fornyet vurdering på erhvervsmæssigt grundlag.

Disse afgørelser illustrerer Ankestyrelsens praksis for vurdering af støtte til køb af bil, hvor en konkret og individuel vurdering af helbredstilstandens sværhedsgrad, funktionsevne, kørselsbehov og alternative transportmuligheder er afgørende i henhold til Aktivloven § 58, stk. 3 og Aktivloven § 99.