Afgørelser om bilstøtte til selvstændige erhvervsdrivende

Sagen omhandler to selvstændigt erhvervsdrivende med nedsat funktionsevne, der begge ansøgte om støtte til køb af bil. Begge ansøgninger blev oprindeligt behandlet af Revaliderings- og pensionsnævnet.

I den første sag var ansøger en 60-årig mand med venstresidig lammelse, forhøjet blodtryk og epilepsi, der drev et eksportfirma fra sin bopæl. Han havde et betydeligt kørselsbehov til kunder og leverandører, herunder på Sjælland og i Jylland. Nævnet bevilgede støtte på erhvervsmæssigt grundlag, da de fandt funktionsevnen væsentligt og varigt nedsat, og at kørselsbehovet ikke kunne tilgodeses på anden vis.

Den anden sag vedrørte en 51-årig selvstændig frisør med leddegigt, der modtog forhøjet førtidspension og arbejdede 18 timer ugentligt fra en salon i tilknytning til boligen. Hun havde et kørselsbehov til hjemmeklip hos kunder (10-15 km) og til et ældrecenter (ca. 1 km), hvor hun medbragte redskaber på 6-8 kg. Tidligere benyttede hun bus/cykel, men grundet forværrede helbredsforhold var hun nu afhængig af taxa. Nævnet afslog hendes ansøgning om bilstøtte på både erhvervsmæssigt og ikke-erhvervsmæssigt grundlag.

Ankestyrelsen traf forskellige afgørelser i de to sager om støtte til køb af bil.

I den første sag ændrede Ankestyrelsen nævnets afgørelse og fandt, at ansøger ikke var berettiget til støtte til køb af bil, hverken på erhvervsmæssigt eller ikke-erhvervsmæssigt grundlag efter Serviceloven § 1 og Serviceloven § 2, stk. 1. Ankestyrelsen vurderede, at ansøgerens lidelser ikke nedsatte funktionsevnen i en grad, der berettigede til bilstøtte. Det blev fremhævet, at behovet for bil primært skyldtes eksportvirksomhedens karakter med kørsel over lange afstande, hvilket også ville gælde for en ikke-handicappet person, og ikke direkte ansøgerens handicap. Ansøger havde ikke udnyttet den oprindelige bevilling.

I den anden sag hjemviste Ankestyrelsen sagen til fornyet behandling og afgørelse. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren havde et erhvervsmæssigt kørselsbehov, selvom frisørsalonen var tilknyttet boligen, og at virksomheden bidrog væsentligt til hendes forsørgelse. Det blev anset for afgørende, at ansøgeren nu var afhængig af taxa på grund af forværrede gigtgener, hvor hun tidligere kunne benytte bus og cykel. Sagen blev hjemvist med henblik på indhentelse af en medicinsk speciallægeerklæring, da der var sket en forværring af ansøgerens lidelse efter nævnets oprindelige afgørelse. Vurderingen skulle ske i forhold til støtte på erhvervsmæssigt grundlag efter Serviceloven § 1 og Serviceloven § 2, stk. 1.