Afslag på bilstøtte til selvstændig erhvervsdrivende - erhvervsmæssigt grundlag - hjemvisning vedrørende ikke-erhvervsmæssigt grundlag

En 48-årig mand, der modtog mellemste førtidspension, drev et selvstændigt revisionsfirma fra sin bopæl. Han ansøgte om bilstøtte til kørsel til firmaets kunder, som lå i afstande mellem 10 km og 100 km, og hvor offentlig transport ikke var en mulighed. Det årlige kørselsbehov i virksomheden var ca. 10.000 km. Derudover havde han et ikke-erhvervsmæssigt kørselsbehov til familie og venner.

Manden led af følger efter flere operationer for diskusprolaps i lænderyggen, anvendte korset og i perioder krykkestokke. Han havde gennemgået en stivgøringsoperation og en re-operation efter amtskommunens afgørelse.

Det sociale nævn havde tidligere afslået ansøgningen om bilstøtte på både erhvervsmæssigt og ikke-erhvervsmæssigt grundlag.

Ankestyrelsen behandlede sagen efter reglerne i bilbekendtgørelsen, som omhandler behov for kørsel til arbejde, der skaffer et væsentligt bidrag til forsørgelsen, samt kørsel der i væsentlig grad kan afhjælpe følgerne af funktionsnedsættelsen og lette den daglige tilværelse.

Vurdering på erhvervsmæssigt grundlag

Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse om afslag på bilstøtte på erhvervsmæssigt grundlag. Begrundelsen var, at behovet for bil til kundebesøg skyldtes arbejdets særlige karakter og ikke mandens funktionsnedsættelse. En ikke-handicappet person ville ligeledes have behov for en bil til at udføre dette arbejde. Der kunne derfor ikke lægges afgørende vægt på, at en bil var et nødvendigt led i arbejdets udførelse, jf. Socialministeriets vejledning pkt. 73.

Vurdering på ikke-erhvervsmæssigt grundlag

Sagen blev hjemvist til amtskommunen for fornyet behandling og afgørelse vedrørende det ikke-erhvervsmæssige kørselsbehov. Ankestyrelsen fandt, at sagen ikke var tilstrækkeligt lægeligt belyst efter mandens re-operation i november 1998. Der var behov for en aktuel vurdering af hans funktionsevne fra en rygspecialist.

Ankestyrelsen tilføjede, at hvis amtskommunen fandt ansøgeren støtteberettiget på ikke-erhvervsmæssigt grundlag, ville det ikke udelukke, at bilen kunne benyttes i erhverv.

De relevante lovbestemmelser for afgørelsen var Serviceloven § 99, stk. 1 og Serviceloven § 114, stk. 1 samt Serviceloven § 114, stk. 3.