Fritagelse for vægtafgift til mand med lårbensamputation pga. nedsat funktionsevne og skånehensyn

En 57-årig mand, der modtog invaliditetsydelse og arbejdede som opsøgende sælger, søgte om fritagelse for vægtafgift til sin bil. Han havde et betydeligt kørselsbehov på ca. 30.000 km. årligt i forbindelse med sit arbejde i Jylland og på Fyn, samt et trivselsmæssigt kørselsbehov. Manden havde tidligere fået bevilget støtte til bil syv gange.

Ansøgeren led af følger efter en lårbensamputation i 1963, hvilket medførte en kort benstump, tiltagende stumpproblemer med hævelse og tryksår, samt belastningssmerter i lænderyggen og højre knæled. Hans gangdistance var stærkt begrænset til 50-100 meter, og en speciallæge tilrådede at skåne stumpen mest muligt.

Amtskommunen og det sociale nævn afslog ansøgningen om vægtafgiftsfritagelse. De begrundede afslaget med, at bilbehovet skyldtes arbejdets karakter – at en ikke-handicappet person ville have et tilsvarende behov for bil til at udføre salgsarbejdet med skiftende arbejdssteder – og ikke mandens funktionsnedsættelse. Nævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren oprindeligt ikke ønskede at få vurderet sin ansøgning på et trivselsmæssigt grundlag.

Ansøgeren klagede til Ankestyrelsen og oplyste, at han alligevel ønskede en vurdering på trivselsmæssigt grundlag. Ankestyrelsen foranledigede en ny ortopædisk speciallægeundersøgelse for at afklare hans funktionsevne og behov for bil på både erhvervsmæssigt og trivselsmæssigt grundlag.

Ankestyrelsen ændrede det sociale nævns afgørelse og fandt, at ansøgeren fortsat var berettiget til fritagelse for betaling af vægtafgift fra ansøgningstidspunktet den 10. oktober 2000.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen vurderede, at ansøgeren opfyldte betingelserne for støtte til køb af bil på et trivselsmæssigt grundlag. Dette skyldtes, at hans lidelse medførte en så væsentlig og varig nedsættelse af funktionsevnen, at støtte til bil i væsentlig grad ville afhjælpe følgerne af hans lidelse og lette den daglige tilværelse. Der blev lagt vægt på:

• Følgerne af lårbensamputationen med en kort benstump og tiltagende stumpproblemer.
• Speciallægens anbefaling om at skåne stumpen mest muligt på grund af særlige skånehensyn.
• Resultatet af den nye ortopædiske speciallægeundersøgelse, som Ankestyrelsen havde foranlediget.
• Ansøgerens ønske om at få vurderet sagen på trivselsmæssigt grundlag, efter sagen blev indbragt for Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at ansøgeren ikke var berettiget til afgiftsfritagelse eller støtte til køb af bil på et erhvervsmæssigt grundlag. Dette skyldtes, at bilbehovet primært var begrundet i arbejdets særlige karakter – et sælgerjob med skiftende arbejdssteder og stort kørselsbehov – og ikke direkte i hans lidelse eller funktionsnedsættelse. En ikke-handicappet person ville have et tilsvarende behov for bil til at udføre jobbet. Dette var i overensstemmelse med praksis, jf. tidligere Social Meddelelse SM O-30-99 og SM C-14-99.

Sagen blev afgjort med henvisning til Serviceloven § 99, stk. 1 (nu Serviceloven § 114, stk. 1).