Afgrænsning af EU-immunitet: Udlæg i strukturfondsmidler overført til national forvaltningsmyndighed

Sagen omhandlede en tvist om tvangsfuldbyrdelse i Italien, hvor kreditor Bruno Dell’Acqua forsøgte at foretage udlæg i en fordring, som debitoren (Eurocom Srl) havde mod tredjemanden Regione Lombardia (Lombardiet-regionen). Regione Lombardia anerkendte gælden, men gjorde gældende, at beløbet stammede fra Den Europæiske Socialfond (ESF) og var øremærket specifikke offentlige formål i henhold til EU-retten (Forordning nr. 1083/2006).

Lombardiet hævdede, at da midlerne var forbundet med EU-finansiering og Unionens politikker, kunne de potentielt falde ind under beskyttelsen af EU’s privilegier og immuniteter, som fastsat i Protokol (nr. 7). Ifølge denne protokol kræver tvangsforanstaltninger mod Unionens ejendom og aktiver forudgående bemyndigelse fra EU-Domstolen.

Den forelæggende ret, Tribunale di Novara, spurgte derfor Domstolen, om denne forudgående bemyndigelse var nødvendig, selvom de pågældende ESF-midler allerede var blevet overført fra EU til det nationale betalingsorgan (Regione Lombardia).

Domstolen konkluderede, at der ikke kræves forudgående bemyndigelse fra Domstolen i henhold til Protokol nr. 7, artikel 1, når en tredjemand søger udlæg i beløb, som hidrører fra Den Europæiske Socialfond (ESF), men som allerede er overført til et organ under en medlemsstat.

Domstolens ræsonnement

Domstolen lagde vægt på ordlyden af Protokol nr. 7, artikel 1, som kun beskytter »Unionens ejendom og aktiver«. Selv om ESF-midlerne er øremærket til gennemførelse af Unionens politikker, anses de ikke længere for at være Unionens aktiver, efter de er overført til medlemsstaten.

• Mekanismen for finansiel støtte under Forordning nr. 1083/2006 indebærer, at betalinger fra Kommissionen til medlemsstaterne (som forfinansiering, mellemliggende betalinger eller saldo) overfører aktiver fra Unionens budget til medlemsstaternes budgetter.
• Medlemsstaten betragtes som indehaver af retten til den finansielle støtte, når den er tildelt, og har ansvaret for forvaltningen og kontrollen af de operationelle programmer.
• Medlemsstaterne er ansvarlige over for Unionen for at tilbagebetale uretmæssigt udbetalte beløb, hvilket yderligere bekræfter, at de efter overførslen juridisk set er på det nationale budget.
• Sammenhængen mellem EU’s medfinansiering og gennemførelsen af de enkelte projekter hos slutmodtageren er for indirekte til, at midlerne hos den nationale myndighed fortsat kan sidestilles med Unionens aktiver, der kræver immunitetsbeskyttelse.