Suspension af overførselsfristen under Dublin III, når myndigheden appellerer en annulleret overførselsafgørelse

Sagen omhandler fortolkningen af Dublin III-forordningen (Forordning (EU) nr. 604/2013), særligt bestemmelserne om den seks måneders frist for overførsel af asylansøgere (artikel 29) og suspensionen heraf i forbindelse med klager (artikel 27).

Tvisten opstod i Nederlandene, hvor Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (statssekretæren) havde truffet afgørelse om at overføre tredjelandsstatsborgerne E.N., S.S. og J.Y. til andre medlemsstater, der blev anset for at være ansvarlige for deres asylansøgninger i henhold til Dublin III. Disse overførselsafgørelser blev imidlertid annulleret af de nederlandske førsteinstansdomstole.

Hovedspørgsmål

Statssekretæren appellerede annullationsdommene til Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) og anmodede samtidig om foreløbige foranstaltninger, der skulle suspendere fristen for overførsel, indtil appelsagen var afgjort. Dette var nødvendigt for at forhindre, at fristen udløb, hvilket ville medføre, at Nederlandene overtog ansvaret for behandlingen af ansøgningerne (artikel 29, stk. 2).

Den forelæggende ret spurgte Domstolen, om Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 3, og artikel 29 er til hinder for, at appelinstansen på anmodning af de nationale myndigheder træffer en sådan foreløbig foranstaltning, der effektivt suspenderer overførselsfristen under behandlingen af myndighedens appel.

Domstolens fortolkning og afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 29, stk. 1 og 2, sammenholdt med artikel 27, stk. 3, i Dublin III-forordningen ikke er til hinder for national lovgivning, der giver appelinstansen mulighed for at træffe en foreløbig foranstaltning om suspension af overførselsfristen på begæring af de kompetente myndigheder.

Domstolen understregede dog, at denne mulighed er underlagt en afgørende betingelse, der sikrer overholdelse af forordningens mål om hurtig sagsbehandling:

• Betingelse for suspension i anden instans: Der kan kun træffes bestemmelse om en foreløbig foranstaltning med suspenderende virkning, når gennemførelsen af den oprindelige afgørelse om overførsel allerede var blevet udsat i forbindelse med klagens behandling i første instans i henhold til forordningens artikel 27, stk. 3 eller 4.

Domstolen begrundede dette med, at hvis overførslen ikke var udsat i første instans, har den anmodende medlemsstat haft mulighed for at gennemføre overførslen inden for fristen. At tillade myndigheden at suspendere fristen i anden instans i et sådant tilfælde ville tillade medlemsstaten unødigt at forhale forløbet af proceduren for international beskyttelse, hvilket strider mod forordningens formål.