Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Sted
Emner
Eksterne links
Parter
Dommer
EU-medlemsstater, Tyskland, Europa-Kommissionen, Nederlandene, EU’s institutioner og organer
Generaladvokat
Bay Larsen
Sagen omhandler fortolkningen af Dublin III-forordningen (Forordning (EU) nr. 604/2013), særligt bestemmelserne om den seks måneders frist for overførsel af asylansøgere (artikel 29) og suspensionen heraf i forbindelse med klager (artikel 27).
Tvisten opstod i Nederlandene, hvor Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (statssekretæren) havde truffet afgørelse om at overføre tredjelandsstatsborgerne E.N., S.S. og J.Y. til andre medlemsstater, der blev anset for at være ansvarlige for deres asylansøgninger i henhold til Dublin III. Disse overførselsafgørelser blev imidlertid annulleret af de nederlandske førsteinstansdomstole.
Statssekretæren appellerede annullationsdommene til Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) og anmodede samtidig om foreløbige foranstaltninger, der skulle suspendere fristen for overførsel, indtil appelsagen var afgjort. Dette var nødvendigt for at forhindre, at fristen udløb, hvilket ville medføre, at Nederlandene overtog ansvaret for behandlingen af ansøgningerne (artikel 29, stk. 2).
Den forelæggende ret spurgte Domstolen, om Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 3, og artikel 29 er til hinder for, at appelinstansen på anmodning af de nationale myndigheder træffer en sådan foreløbig foranstaltning, der effektivt suspenderer overførselsfristen under behandlingen af myndighedens appel.
Domstolen fastslog, at artikel 29, stk. 1 og 2, sammenholdt med artikel 27, stk. 3, i Dublin III-forordningen ikke er til hinder for national lovgivning, der giver appelinstansen mulighed for at træffe en foreløbig foranstaltning om suspension af overførselsfristen på begæring af de kompetente myndigheder.
Domstolen understregede dog, at denne mulighed er underlagt en afgørende betingelse, der sikrer overholdelse af forordningens mål om hurtig sagsbehandling:
Domstolen begrundede dette med, at hvis overførslen ikke var udsat i første instans, har den anmodende medlemsstat haft mulighed for at gennemføre overførslen inden for fristen. At tillade myndigheden at suspendere fristen i anden instans i et sådant tilfælde ville tillade medlemsstaten unødigt at forhale forløbet af proceduren for international beskyttelse, hvilket strider mod forordningens formål.
| Situation | Mulig suspension i appelinstansen (myndighedsappel) | Retligt grundlag |
|---|
| Overførselsafgørelsen blev udsat i første instans (Art. 27, stk. 3/4) | Ja, hvis national lovgivning tillader det | Procesautonomi, jf. Artikel 29, stk. 1 |
| Overførselsafgørelsen blev IKKE udsat i første instans | Nej, da dette strider mod Dublin III's effektivitetsmål | Artikel 29, stk. 1 og 2 |
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i Paposhvili-sagen fastlægger rammerne for alvorligt syge udlændinges ret til ophold og kan give grundlag for genoptagelse af visse sager.
Mål- og resultatplanen giver en kortfattet beskrivelse af Udlændingestyrelsens faglige og finansielle forventninger til år 2023, herunder de væsentligste forhold, der forventes at påvirke styrelsens aktiviteter.

Sagen vedrører fortolkningen af begrebet "opholdstilladelse" i artikel 2, litra l), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 (Dublin III-forordningen), som fastlægger kriterierne for, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse.
E. og S. er tredjelandsstatsborgere, der sammen med deres mindreårige børn opholdt sig i en medlemsstat X i kraft af faderens diplomatiske ansættelse. De var i besiddelse af gyldige diplomatkort udstedt af medlemsstat X’s myndigheder i henhold til Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser.
Efter at have forladt medlemsstat X indgav E. og S. ansøgninger om international beskyttelse i Nederlandene. De nederlandske myndigheder (Statssekretæren) afslog at behandle ansøgningerne, idet de mente, at medlemsstat X var ansvarlig i henhold til Dublin III-forordningens artikel 12, stk. 1, da diplomatkortene udgjorde en opholdstilladelse.
Mål- og resultatplanen beskriver Hjemrejsestyrelsens faglige og finansielle forventninger til 2023, herunder væsentlige forhold der forventes at påvirke styrelsens aktiviteter og fremtidige indsats.
E. og S. bestred dette, idet de anførte, at deres opholdsret var direkte afledt af Wienerkonventionen og derfor var af rent konstaterende karakter, og at diplomatkortene ikke faldt ind under forordningens definition af en opholdstilladelse.
Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Nederlandene) forelagde spørgsmålet for EU-Domstolen for at få afklaret, om et diplomatkort, der er udstedt i henhold til Wienerkonventionen, udgør en "opholdstilladelse" i Dublin III-forordningens forstand. Afgørelsen var afgørende for, om Nederlandene kunne overføre ansvaret for asylbehandlingen til medlemsstat X.
Dette lovforslag har til formål at skabe den lovgivningsmæssige ramme for, at Danmark kan overføre asylansøgere til et t...
Læs mere
Shamso Abdullahi, en somalisk statsborger, søgte asyl i Østrig, efter at være indrejst ulovligt via Grækenland, Makedoni...
Læs mereLovforslag om beskyttelse af børn mod vold og negativ social kontrol samt fleksibel udbetaling af repatrieringsstøtte