Højesteret ophæver dom i voldtægtssag grundet manglende tilstedeværelse af tiltalte under ankesag

Sagen omhandler en tiltalt, T, der var anklaget for voldtægt efter Kriminalloven § 77, stk. 1, nr. 1 og vold efter Kriminalloven § 88. Sagen har været behandlet i Sermersooq Kredsret, Grønlands Landsret og Højesteret.

Sagens forløb i de lavere instanser

Sermersooq Kredsret frifandt T for voldtægtsanklagen, men fandt ham skyldig i vold. Han blev idømt behandling på psykiatrisk hospital i Danmark med en længstetid på 3 år. Anklagemyndigheden ankede dommen til Grønlands Landsret med påstand om domfældelse for voldtægt og skærpelse af behandlingsdommen uden længstetid. T påstod frifindelse.

Tiltaltes fravær i Landsretten

Hovedforhandlingen i Grønlands Landsret blev indledt den 27. august 2019, hvor T ikke mødte op. Landsretten besluttede at afhøre vidner i hans fravær, idet indkaldelsen var forkyndt, og han ikke havde lovligt forfald, jf. Grønlands Retsplejelov § 561 og § 453, stk. 2. Sagen blev udsat.

Ved den fortsatte hovedforhandling den 5. februar 2020 var T igen fraværende, da han var indlagt på psykiatrisk afdeling. Anklagemyndigheden anmodede om, at sagen blev fremmet uden hans tilstedeværelse, mens forsvareren protesterede og anmodede om udsættelse. Landsretten besluttede at fremme sagen uden T's tilstedeværelse, med henvisning til Grønlands Retsplejelov § 561 og § 451, idet der blev lagt vægt på hans langvarige psykiske sygdomsbillede og manglende medicinoverholdelse.

Lægelige oplysninger

Lægelige udtalelser af 31. januar 2020 og 3. februar 2020 beskrev T's tilstand som en behandlingsresistent bipolar sindslidelse med tilbagevendende manier og depressioner. Han var tvangstilbageholdt og bæltefikseret på grund af fare for angreb på personalet. Overlægen vurderede, at det var uforsvarligt at lade ham deltage i retssagen, da hans sindstilstand var for dårlig og ville forværres yderligere. Det blev oplyst, at T's sygdomsforløb var næsten ens hver gang, hvor han efter udskrivning ophørte med medicinen, hvilket førte til recidiv. Selvom der var udsigt til bedring ved et længerevarende hospitalsophold (mindst 3 måneder i Danmark), forventedes det, at han ville stoppe medicinering efter udskrivning, hvilket ville forværre tilstanden igen.

Parternes anbringender

T's anbringender:

• Han havde ret og pligt til at være personligt til stede under hovedforhandlingen, jf. Grønlands Retsplejelov § 451, § 555, Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 3, litra c, og FN-konventionen om borgerlige rettigheder artikel 14, stk. 3, litra d.
• Der var udsigt til væsentlig bedring af hans psykiske tilstand inden for rimelig tid.
• Fremme af en ankesag som den foreliggende kan kun ske under "ganske særlige omstændigheder", som ikke forelå.
• Det var retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at Landsretten fremmede sagen og afskar ham fra at afgive forklaring, især da Landsretten efterfølgende lagde vægt på hans manglende forklaring om dna-beviserne, som ikke var foreholdt ham.

Anklagemyndighedens anbringender:

• Reglerne i den grønlandske retsplejelov skal fortolkes i lyset af den danske retsplejelov.
• Retspraksis (UfR 2001.611H) giver hjemmel til at fremme hovedforhandlingen uden tiltaltes tilstedeværelse under "ganske særlige omstændigheder", når tiltalte er ude af stand til at forstå og følge hovedforhandlingen på grund af psykisk tilstand.
• Vurderingen skal inkludere hensynet til en retfærdig rettergang, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 6, kravet om rettergang inden rimelig frist, og hensynet til forurettede.
• Landsretten havde foretaget en samlet vurdering af de lægelige oplysninger, som viste tiltaltes tilbagevendende sindssygdom og risiko for forværring ved deltagelse.
• Der var ikke grundlag for yderligere udsættelse, da bedring ville kræve langvarige hospitalsophold uden sikkerhed for, at han herefter ville kunne deltage.
• T havde allerede afgivet forklaring i kredsretten, så Landsretten var ikke uden oplysning om hans stilling til tiltalen.

Højesterets afgørelse

Højesteret behandlede sagen med fokus på, hvorvidt Grønlands Landsret korrekt havde gennemført hovedforhandlingen i ankesagen den 5. februar 2020 uden tiltalte T's tilstedeværelse. Ankesagen omfattede en fuldstændig ny behandling af beviserne for både voldtægts- og voldsforholdet, jf. Grønlands Retsplejelov § 548, stk. 1.

Højesteret fastslog, at T havde ret til at deltage i retsmødet, jf. Grønlands Retsplejelov § 555. Hans udeblivelse skyldtes psykisk sygdom, hvilket udgjorde lovligt forfald, og udgangspunktet var derfor, at sagen skulle udsættes, jf. Grønlands Retsplejelov § 453, stk. 1. En hovedforhandling kan kun gennemføres i tiltaltes fravær under "ganske særlige omstændigheder", hvilket kræver en vurdering af tiltaltes evne til at forstå og følge sagen, om fremstilling er uforsvarlig, og om der er udsigt til bedring inden for rimelig tid.

Efter en gennemgang af de lægelige oplysninger fandt Højesteret, at det ikke kunne lægges til grund, at T var ude af stand til at møde og afgive forklaring inden for en rimelig tid. Det blev bemærket, at han tidligere havde været udskrevet fra psykiatrisk afdeling og havde afgivet forklaring til politiet og i kredsretten. Der forelå derfor ikke "ganske særlige omstændigheder", der berettigede Landsretten til at behandle og afgøre sagen uden T's tilstedeværelse.

Landsrettens dom blev ophævet, og sagen blev hjemvist til fornyet behandling ved Grønlands Landsret. Statskassen blev pålagt at betale sagens omkostninger for Højesteret.

Landsretten havde tidligere fundet T skyldig i både voldtægt efter Kriminalloven § 77, stk. 1, nr. 1 og vold efter Kriminalloven § 88. Han blev idømt psykiatrisk behandling i Danmark uden længstetid, jf. Kriminalloven § 156 og § 158, stk. 2. Landsretten havde også konfiskeret en jernstang, jf. Kriminalloven § 166, stk. 1, nr. 1, og tilkendt F1 100.000 kr. i tortgodtgørelse.