Kæremål vedrørende opretholdelse af foranstaltning og prøvelse af indlæggelses lovlighed

Denne sag omhandler en kæresag ved Østre Landsret vedrørende en domfældt persons foranstaltningsdom og lovligheden af en indlæggelse i henhold hertil. Sagen blev behandlet skriftligt.

Sagens Baggrund

Anklagemyndigheden havde kæret Københavns Byrets kendelse af 31. marts 2021. Ved denne kendelse havde byretten opretholdt en foranstaltning, som Domfældte var idømt ved Københavns Byrets dom af 27. maj 2019 og Østre Landsrets ankedom af 9. juni 2020. Byretten havde desuden kendt indlæggelsen fra september 2020 lovlig.

Parternes Påstande og Argumenter

Anklagemyndighedens Påstande

• Afvisning af prøvelse: Anklagemyndigheden nedlagde påstand om afvisning af prøvelse af indlæggelsens lovlighed.
• Stadfæstelse af foranstaltning: Over for Domfældtes påstand om ændring af foranstaltningen nedlagde anklagemyndigheden påstand om stadfæstelse.

Anklagemyndighedens argumenter for afvisning:

• Der er ingen hjemmel i ordlyden af Straffeloven § 72 eller dens forarbejder til at påkende lovligheden af en indlæggelse iværksat i henhold til en foranstaltningsdom.
• Dette er fastslået af Højesteret i UfR 2020.3492 for domme til behandling på psykiatrisk afdeling med mulighed for genindlæggelse, og anklagemyndigheden mente, at det samme gjaldt for domme til ambulant psykiatrisk behandling.
• Der blev henvist til Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9614 af 8. november 2010 om kriterier for indlæggelse for begge typer af indlæggelser og retspraksis fra før ophævelsen i 2002 af cirkulære nr. 234 af 10. december 1976.

Domfældtes Påstande

• Ophævelse eller ændring af foranstaltning: Domfældtes advokat, Tobias Stadarfeld Jensen, kærede kendelsen af 31. marts 2021 med påstand om ophævelse af den idømte foranstaltning, subsidiært ændring til en mildere foranstaltning uden mulighed for indlæggelse.
• Prøvelse af indlæggelsens lovlighed: Subsidiært blev det påstået, at spørgsmålet om indlæggelsens lovlighed blev hjemvist til fornyet behandling ved byretten, eller at indlæggelsen blev kendt ulovlig.

Domfældtes argumenter for ophævelse/ændring:

• Proportionalitetshensyn: Proportionalitetshensyn tilsagde, at foranstaltningen skulle ophæves.
• Langvarig indlæggelse: Domfældte havde været indlagt i mere end 10 måneder siden 1. juli 2020 (fraset en kort periode i august-september 2020).
• Kriminalitetens art: Domfældte var alene dømt for fredskrænkelser over for en offentlig myndighed og ikke for personfarlig kriminalitet.
• Frihedshensyn: Hensynet til Domfældtes frihed og selvbestemmelse vejede tungere end samfundets interesse i frihedsberøvelse.
• Sammenligning med straf: En straf for en lignende sag (mindre end 150 opkald til offentlig myndighed) ville typisk være 30-60 dages fængsel, som kunne gøres betinget, da Domfældte ikke tidligere var dømt for kriminalitet.

Domfældtes argumenter for prøvelse af indlæggelsens lovlighed:

• Domstolsprøvelse: Lovgiver har i forarbejderne til Straffeloven § 72, stk. 2 sanktioneret, at der i relation til ambulante behandlingsdomme er adgang til at begære domstolsprøvelse.
• Straffelovrådets betænkning: Straffelovrådet anførte i betænkning nr. 1372/99, afsnit 3.2.1, at indlæggelse ifølge en dom af den ovennævnte type kræver godkendelse efter Straffeloven § 72.
• Højesterets afgørelse: Højesteret havde i UfR 2020.3492 ikke taget stilling til, om en domfældt efter Straffeloven § 72, stk. 2 har adgang til at begære en beslutning om indlæggelse i henhold til en dom til ambulant psykiatrisk behandling prøvet ved domstolene.
• Manglende oplysning: Indlæggelsen burde kendes ulovlig, da der ikke var foretaget tilstrækkelig oplysning af sagen, herunder med hensyn til begrundelsen for indlæggelsen.

Landsrettens Afgørelse

Landsretten stadfæstede den foranstaltning, som Domfældte var idømt ved Københavns Byrets dom af 29. maj 2019, og som var stadfæstet af Østre Landsret den 9. juni 2020. Foranstaltningen indebar ambulant psykiatrisk behandling med tilsyn af Kriminalforsorgen, hvor Kriminalforsorgen og overlægen kunne træffe beslutning om indlæggelse. Længstetiden for foranstaltningen var fastsat til 5 år.

Landsretten fandt, at der på nuværende tidspunkt ikke var grundlag for at ophæve eller ændre den idømte foranstaltning.

Prøvelse af Indlæggelsens Lovlighed

Landsretten bemærkede, at det følger af Straffeloven § 72, stk. 2, at ændring eller endelig ophævelse af en foranstaltning idømt efter Straffeloven § 69 træffes ved kendelse efter anmodning fra den dømte.

Retten fastslog, at prøvelse af en beslutning om indlæggelse i henhold til en dom om ambulant behandling, der hjemler indlæggelse, ikke er omfattet af ordlyden af Straffeloven § 72, stk. 2. Der var heller ingen holdepunkter i lovforarbejderne for, at sådanne beslutninger skulle anses for omfattet af bestemmelsen.

Højesteret havde i UfR 2020.3492 fastslået, at Straffeloven § 72, stk. 2 ikke omfatter en situation, hvor der er truffet afgørelse om genindlæggelse i henhold til en behandlingsdom, der hjemler genindlæggelse. Landsretten fandt, at tilsvarende måtte gælde for en beslutning om indlæggelse i henhold til en dom til ambulant behandling, der hjemler indlæggelse. Retten lagde vægt på den klare ordlyd af Straffeloven § 72, stk. 2, dens forarbejder, og på, at formålet med prøvelsesadgangen er at sikre, at en foranstaltning ikke opretholdes i længere tid eller i videre omfang end nødvendigt, jf. Straffeloven § 72, stk. 1.

Det blev bemærket, at dette resultat ikke var i strid med artikel 5, stk. 4, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det blev endvidere anført, at der efter Straffeloven § 72, stk. 2 er mulighed for hvert halve år at få domstolsprøvelse af, om den idømte foranstaltning skal ophæves eller ændres, herunder eksempelvis således at muligheden for indlæggelse ophæves eller tidsbegrænses. Det blev også bemærket, at der er adgang til domstolsprøvelse af lovligheden af en beslutning om indlæggelse ved et almindeligt civilt søgsmål.

Anklagemyndighedens påstand om afvisning af prøvelse af indlæggelsen blev taget til følge.

Byrettens kendelse blev ændret, således at prøvelse af indlæggelsens lovlighed afvises.

Statskassen blev pålagt at betale sagens omkostninger, herunder salær til advokat Tobias Stadarfeld Jensen med 5.000 kr., jf. Retsplejeloven § 1014a.