Udvælgelse af referenceland og justeringer ved fastsættelse af normal værdi i antidumpingprocedurer mod Kina (C-436/18 P)

Shanxi Taigang Stainless Steel Co. Ltd, en kinesisk producent af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål, appellerede en dom fra Retten, der stadfæstede Europa-Kommissionens indførelse af en endelig antidumpingtold. Sagen omhandler anvendelsen af grundforordningen (EF) nr. 1225/2009 for lande uden markedsøkonomi (Kina), specifikt artikel 2, stk. 7, litra a), ved fastsættelsen af den normale værdi baseret på priser fra et tredjeland med markedsøkonomi (referencelandet).

Domstolens afgørelse om appel

Domstolen forkastede appellen i sin helhed og stadfæstede Rettens dom (T-675/15), hvorved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/1429 blev opretholdt. Afgørelsen fokuserede på fortolkningen af valget af referenceland og muligheden for justeringer af den normale værdi.

Domstolen behandlede to centrale anbringender:

1. Valget af referenceland (USA frem for Taiwan): Appellanten gjorde gældende, at Kommissionen var forpligtet til at prioritere Taiwan som referenceland, da Taiwan, i modsætning til det valgte USA, var omfattet af samme antidumpingundersøgelse. Domstolen afviste dette, idet den slog fast, at formuleringen i artikel 2, stk. 7, litra a), om, at et land, der er omfattet af samme undersøgelse, skal anvendes, hvis det er relevant, ikke indebærer en absolut prioritet. Det primære krav er at finde det land, der er bedst egnet til at sikre den mest sammenlignelige prisdannelse med eksportlandet.
2. Justeringer for forskelle i fremstillingsprocesser og råvareadgang: Appellanten hævdede, at Retten fejlagtigt udelukkede justeringer for forskelle i f.eks. adgangen til nikkel og fremstillingsprocesser, som angiveligt skyldtes naturlige komparative fordele og ikke markedsparametres fordrejning i Kina. Domstolen fandt argumentet uvirksomt, da appellanten ikke havde godtgjort, at de anmodede justeringer vedrørte faktorer, der var resultatet af markedsøkonomiske kræfter, eller at godkendelsen af dem ikke ville have ført til, at fordrejede omkostninger fra Kina blev genindsat i beregningen af den normale værdi, hvilket er i strid med antidumpingreglernes formål for ikke-markedsøkonomier.

Retten begik ingen retlig fejl ved at fastslå, at Kommissionen ikke var forpligtet til at anvende Taiwan som egnet referenceland alene med den begrundelse, at der var tale om et tredjeland med markedsøkonomi, som var omfattet af samme undersøgelse som Kina.