Vestre Landsret frifinder kommune for erstatningsansvar i sag om svigt og seksuelt misbrug

Denne sag omhandler en appelsag ved Vestre Landsret, hvor Appellant (tidligere Sagsøger) har anket en dom fra Retten i Kolding. Sagen drejer sig om krav om erstatning og godtgørelse fra Appelindstævnte (Kommune) som følge af seksuelle overgreb, Appellant blev udsat for af sin far, efter at kommunen havde besluttet at hjemgive hende fra en anbringelse.

Sagens Baggrund

Appellant blev anbragt i privat familiepleje i november 1969, efter at familiens hus var brændt. I foråret 1971 anmodede forældrene om hjemgivelse, hvilket blev afvist af børne- og ungdomsværnet i henhold til den daværende [Børne- og ungdomsværnsloven § 28, stk. 1](/ref/børne- og_ungdomsværnsloven_§_28). Afgørelsen blev senere stadfæstet af Landsretten. I maj 1972 blev Appellant overflyttet til et børnehjem.

Familien flyttede til Appelindstævnte (Kommune) i oktober 1976. Den 27. marts 1980 besluttede kommunens socialudvalg at hjemgive Appellant og hendes søster til forældrene på en prøveperiode på et halvt år. Som led i hjemgivelsen blev der fra 1. juni 1981 beskikket en pædagogisk konsulent som personlig rådgiver for Appellant og hendes søster i henhold til den dagældende Bistandsloven § 33, stk. 1.

Appellants far blev i 1986 dømt for at have begået seksuelle overgreb mod Appellant i perioden fra hun var 15-16 år gammel og herefter i 3-4 år. Appellant har forklaret, at overgrebene fandt sted, når hun var alene hjemme med faderen, og at hun ikke fortalte nogen om det, da faderen havde truet hende.

Påstande

Appellants Principale Påstand: Appellant påstod, at Appelindstævnte (Kommune) skulle betale 3.648.446,50 kr. med procesrente. Kravet var opgjort som følger:

Appellants Subsidiære Påstand: Subsidiært påstod Appellant, at kommunen skulle betale 2.822.534 kr. med procesrente, hvoraf erhvervsevnetabet var opgjort til 1.080.000 kr. efter Erstatningsansvarsloven fra 1984.

Appelindstævntes Påstand: Appelindstævnte (Kommune) påstod frifindelse. Kommunen havde desuden nedlagt påstand om, at Appellant skulle tilbagebetale 474.649,58 kr. med procesrente, da dette beløb var blevet betalt efter byrettens dom.

Appellants Anbringender

Appellant gjorde gældende, at kommunen havde handlet ansvarspådragende (culpånsvar, sidestillet med professionelt ansvar) ved at hjemgive hende til forældrene og ved ikke at have forhindret de seksuelle overgreb. Hun anførte, at kommunens manglende reaktion og tilsyn var direkte årsag til misbruget. Appellant påstod desuden, at kommunen havde krænket hendes rettigheder efter EMRK artikel 3, som er en bindende standard for danske myndigheder.

Appelindstævntes Anbringender

Appelindstævnte (Kommune) anførte, at der ikke var begået fejl eller forsømmelser fra kommunens side, som var årsag til skaderne. Kommunen havde ført et hyppigt og tæt tilsyn med familien, og der var ikke grundlag for tvangsanbringelse efter datidens normer og praksis. Kommunen påpegede, at Appellant selv havde benægtet seksuelt misbrug, da hun blev spurgt, og at mistanken først blev bestyrket senere, efter hun var flyttet hjemmefra. Kommunen mente, at Appellant havde bevisbyrden for årsagssammenhæng mellem kommunens handlinger og de psykiske gener.

Biintervenientens Anbringender

Biintervenienten KL støttede Appelindstævntes påstand og anførte, at en myndighed kun er ansvarlig for en krænkelse, hvis den vidste eller burde have vidst, at barnet levede under forhold, der udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3, og desuagtet undlod at iværksætte tiltag. Hvis landsretten fandt en krænkelse, skulle retsfølgen være godtgørelse efter princippet i Erstatningsansvarsloven § 26, og der var ikke grundlag for yderligere erstatning.

Landsrettens Afgørelse

Landsretten har ændret byrettens afgørelse og frifundet Appelindstævnte (Kommune) i sagen. Retten fandt, at det ikke var bevist, at kommunen havde handlet ansvarspådragende eller tilsidesat lovbestemte forpligtelser over for Appellant i forbindelse med de seksuelle overgreb, hun blev udsat for, inden hun fyldte 18 år. Det blev heller ikke anset for bevist, at kommunen havde krænket Appellants rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3.

Retten lagde vægt på, at der ikke forelå konkrete oplysninger eller omstændigheder, som burde have givet kommunen en rimelig begrundet mistanke om en påregnelig risiko for seksuelle overgreb af den karakter, Appellant blev udsat for. Appellant havde desuden selv forklaret, at hun ikke fortalte nogen om faderens overgreb.

Som følge af frifindelsen skal Appellant inden 14 dage betale 474.649,58 kr. med procesrente fra den 12. februar 2021 til Appelindstævnte (Kommune). Dette beløb dækker den godtgørelse, som kommunen havde betalt efter byrettens dom.

Statskassen skal inden 14 dage betale 454.000 kr. i sagsomkostninger for begge retter til Appelindstævnte (Kommune). Beløbet forrentes efter Renteloven § 8 a. Der blev ikke tilkendt sagsomkostninger til biintervenienten KL i medfør af Retsplejeloven § 252, stk. 4.

Baggrund for Afgørelsen

Sagen blev hjemvist til fornyet behandling af Højesteret den 30. august 2018, med henvisning til Forældelsesloven § 3, stk. 5, som ophæver forældelsesfrister for fordringer på erstatning eller godtgørelse, der udspringer af en forvaltningsmyndigheds tilsidesættelse af lovbestemte forpligtelser over for en person under 18 år i forbindelse med overgreb. Bevisbyrden for, at kommunen vidste eller burde have vidst om risikoen for overgreb, påhvilede Appellant.

Landsretten bemærkede, at en del af kommunens sagsakter ikke længere var i behold, hvilket var i overensstemmelse med gældende kassationsregler. Det blev dog fastslået, at Appellants far i 1986 blev dømt for at have haft samleje med Appellant, da hun var 15-16 år gammel og herefter i 3-4 år.

Kommunens beslutning om hjemgivelse af Appellant og hendes søster den 27. marts 1980 blev truffet i henhold til den dagældende Bistandsloven § 123, stk. 1. Retten fandt ikke, at de oplysninger, der forelå på tidspunktet for hjemgivelsen, var tilstrækkeligt konkrete til at begrunde en omgørelse af beslutningen eller til at indikere en risiko for seksuelle overgreb. Der blev iværksat hjælpeforanstaltninger, herunder beskikkelse af en personlig rådgiver i henhold til Bistandsloven § 33, stk. 1.

Landsretten konkluderede, at selvom der var indikationer på familiære problemer og en generelt dårligere situation for Appellant efter hjemgivelsen, var der ingen konkrete oplysninger i sagsakterne, der burde have givet kommunen mistanke om seksuelle overgreb fra faderen. Appellants egen forklaring om, at hun ikke fortalte om overgrebene, understøttede dette.