Afvisning af klage over betegnelserne primær og sekundær ejer i Motorregisteret

Sagen omhandler en mandlig klager, der har indbragt en klage over Motorregisterets system til registrering af køretøjer, hvor ejere inddeles i kategorierne "primær" og "sekundær" ejer eller bruger. Klager og hans ægtefælle ejer flere biler i fællesskab, men oplever, at de administrative systemer skaber en ulighed i håndteringen af deres fælles ejerskab.

Sagens faktiske omstændigheder

Klager er gift, og ægteparret ejer i fællesskab flere køretøjer. Ved registreringen i Motorregisteret er det imidlertid kun muligt at anføre én person som primær ejer. Dette har følgende praktiske konsekvenser:

• Kun den primære ejer fremgår med navn på den fysiske registreringsattest.
• Alle opkrævninger sendes udelukkende til den primære ejers e-Boks.
• Kun den primære ejer har fuld digital adgang til køretøjets oplysninger via NemID.

Klager er registreret som primær ejer på ét køretøj, men som sekundær på et andet, hvilket har givet anledning til utilfredshed med systemets opbygning.

Parternes argumenter og påstande

Klager gør gældende, at systemet udgør en overtrædelse af de generelle ligestillingsregler. Han anfører, at ægtefællerne har bidraget ligeligt med både økonomi og anstrengelser til erhvervelsen af deres ejendele, og at de derfor har krav på fuldstændig ensartet behandling fra myndighedernes side. Klager finder det nedgørende at blive betegnet som "sekundær" og mener, at det svarer til en form for umyndiggørelse.

Indklagede har over for sagen anført, at udformningen af registreringsattester følger et EU-direktiv om registreringsdokumenter. Da der fysisk kun er plads til ét navn i feltet for ejer, bliver den person, der anmeldes først, automatisk betegnet som primær. Myndigheden understreger, at registreringsattesten udelukkende er et administrativt dokument og ikke en endelig dokumentation for det privatretlige ejerskab over køretøjet.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at de ikke kunne behandle klagen.

Nævnets begrundelse og vurdering

Nævnet lagde i sin vurdering vægt på, at deres kompetence er strengt afgrænset til at behandle klager over forskelsbehandling baseret på specifikke kriterier som køn, race, hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller etnisk oprindelse, jf. Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1.

Nævnet karakteriserede klagen som en indsigelse mod et generelt forvaltningsretligt princip om ligebehandling i det offentlige system, snarere end diskrimination baseret på de førnævnte lovbestemte grunde. Da nævnet ikke har hjemmel til at tage stilling til generelle principper uden for de specifikke diskriminationskriterier, faldt sagen uden for nævnets saglige område.