Højesteret stadfæster dom om tvangsadoption
Sagstype
Adoption
Status
Endelig
Dato
23. august 2021
Sted
Højesteret
Sagsemner
ForvaltningsretFamilieret og personlige forhold
Eksterne links
Læs hele sagenDokument
Parter
Part: Appelindstævnte: Ankestyrelsen,
Rettens personale: Dommer: Lars Apostoli, Dommer: Jens Kruse Mikkelsen, Dommer: Hanne Schmidt, Dommer: Rikke Foersom, Dommer: Kristian Korfits Nielsen,
Partsrepræsentant: Advokat: Lars Buurgaard Sørensen, Advokat: Paw Fruerlund Jensen, Advokat: Britt Reinwald
Sagen omhandler en tvangsadoption af et barn, hvor de biologiske forældre, Mor og Far, har anmodet om ophævelse af Ankestyrelsens afgørelse om frigivelse til adoption og den efterfølgende adoption. Sagen har været behandlet ved Retten i Esbjerg og Vestre Landsret, før den blev indbragt for Højesteret.
Sagens Baggrund
Ansøgning om Samvær
Mor og Far ansøgte den 27. februar 2020 om fastsættelse af samvær i forlængelse af barnets midlertidige placering hos de godkendte adoptanter.
Ankestyrelsens Afgørelse
Ankestyrelsen udstedte adoptionsbevilling den 16. november 2020 efter landsrettens dom.
Retten i Odenses Dom om Samvær
Den 17. juni 2021 afsagde Retten i Odense dom vedrørende spørgsmålet om samvær eller anden kontakt med barnet efter Forældreansvarsloven § 20 a. Retten lagde til grund, at barnet, der nu var lidt over 3 år gammelt, var født for tidligt og var forsinket i sin sproglige og tilknytningsmæssige udvikling. Det blev vurderet, at det for tiden ikke ville være til barnets bedste at genetablere kontakt med de biologiske forældre, da barnet havde brug for ro til at styrke tilknytningen til sin adoptivfamilie.
Forældrenes Anbringender
Mor og Far anførte, at adoption uden samtykke efter Adoptionsloven § 9, stk. 2 kun kan ske i "særlige tilfælde" og ud fra "væsentlige hensyn" til barnets bedste. De henviste til Højesterets praksis (UfR 2019.1565 H), der skærper kravene til "helt særlige omstændigheder" og "tungtvejende hensyn".
De gjorde gældende, at betingelserne i Adoptionsloven § 9, stk. 2 og 3 ikke var opfyldt, da barnet befandt sig i en velfungerende anbringelse med gode samvær, og det ikke var sandsynliggjort, at de varigt var ude af stand til at varetage omsorgen for barnet. De fremhævede, at adoption uden samtykke er et voldsomt indgribende tiltag, der kræver et skærpet bevisbyrdekrav.
De argumenterede for, at spørgsmålet om kontakt mellem barnet og dets oprindelige slægt skal indgå i proportionalitetsvurderingen i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 8. De mente, at adoptionen burde ophæves, da der ikke blev truffet afgørelse om samvær efter Forældreansvarsloven § 20 a i nær tidsmæssig tilknytning til adoptionsafgørelsen. De anførte også, at Adoptionsloven § 32 a forringede deres processuelle stilling og ret til en fair rettergang.
Ankestyrelsens Anbringender
Ankestyrelsen anførte, at betingelserne i Adoptionsloven § 9, stk. 3, jf. stk. 2 for adoption af barnet var og er opfyldt. Det var sandsynliggjort, at de biologiske forældre varigt ville være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet, baseret på fagkyndige undersøgelser. De fremhævede, at Mor og Fars forældrekompetenceudvikling havde været begrænset, og at Fars forældreevne blev bestyrket af, at han allerede havde to børn anbragt uden for hjemmet.
Ankestyrelsen argumenterede for, at adoption var bedst for barnets kontinuitet og stabilitet, da barnet ellers ville være anbragt i pleje hele sin barndom og ungdom med risiko for flytninger og jævnlige revurderinger. De fastholdt, at adoption uden samtykke kun kan ske i exceptionelle tilfælde, hvilket var opfyldt i denne sag, og at afgørelsen om midlertidig placering og ændring af samvær var i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, jf. UfR 2021.2400 H. De mente ikke, at manglen på en rettidig afgørelse om samvær efter Forældreansvarsloven § 20 a skulle føre til ophævelse af adoptionen.
Barnets Holdning
Barnet tilsluttede sig Ankestyrelsens anbringender.
Højesterets Begrundelse
Højesteret behandlede sagen med fokus på, hvorvidt Ankestyrelsens afgørelse af 29. august 2019 om frigivelse af barnet til adoption, og den efterfølgende adoption, skulle ophæves.
Betingelser for Anbringelse og Adoption
Retten tiltrådte byrettens og landsrettens vurdering af, at betingelserne for at anbringe barnet uden for hjemmet i medfør af Serviceloven § 58, stk. 1, nr. 1 var opfyldt. Det blev også tiltrådt, at der på baggrund af prognosevurderinger og psykologiske undersøgelser var en høj grad af sandsynlighed for, at Mor og Far varigt ville være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet, selv med støtteforanstaltninger.
Forældrekompetencevurdering og Samvær
De positive beskrivelser af de regelmæssige støttede samvær, som Mor og Far havde med barnet fra juni 2018 til februar 2020, kunne ikke føre til en anden vurdering af forældrekompetencen. Højesteret fandt, at væsentlige hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i barnets opvækst indebar, at adoption var den bedste løsning for barnet.
Forenelighed med Menneskerettighedskonventionen
Højesteret fastslog, at der forelå helt særlige omstændigheder og tungtvejende hensyn til barnets bedste, hvilket gjorde adoptionen uden samtykke forenelig med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 8 om ret til familieliv. Det blev endvidere bemærket, at Adoptionsloven § 32 a om midlertidig placering af barnet hos de godkendte adoptanter er i overensstemmelse med konventionens artikel 8 og ikke rejser spørgsmål i forhold til artikel 6.
Spørgsmålet om Samvær efter Adoption
Højesteret anerkendte, at spørgsmålet om kontakt mellem barnet og dets oprindelige slægt efter adoptionen kan indgå i proportionalitetsvurderingen under Menneskerettighedskonventionens artikel 8. Det kræves i almindelighed, at en afgørelse om samvær eller anden kontakt efter adoptionen træffes så tæt på adoptionen som muligt.
Selvom afgørelsen om samvær efter Forældreansvarsloven § 20 a ikke blev truffet i nær tidsmæssig tilknytning til adoptionen, fandt Højesteret, at hensynet til barnet indebar, at dette ikke kunne føre til ophævelse af adoptionen. Det blev også fremhævet, at de biologiske forældre senere på ny kan ansøge om fastsættelse af samvær eller anden kontakt.
Afgørelse
På baggrund af ovenstående tiltrådte Højesteret, at betingelserne for adoption uden samtykke efter Adoptionsloven § 9, stk. 2 og 3 var opfyldt, og at adoptionen var forenelig med Menneskerettighedskonventionens artikel 8.
Landsrettens dom blev stadfæstet. Ingen part skulle betale sagsomkostninger til nogen anden part eller til statskassen.
Lignende afgørelser