Afskedigelse af IT-konsulent under fertilitetsbehandling var ikke i strid med ligebehandlingsloven

Denne sag vedrører en kvindelig IT-konsulent, der blev opsagt fra sin stilling i en større virksomhed i juni 2009 efter mange års ansættelse. Klageren var i en længerevarende proces med fertilitetsbehandling, hvilket arbejdsgiveren havde været bekendt med siden starten af 2008.

Sagsforløb og fertilitetsforløb

Klageren blev genansat i virksomheden i 2001 og arbejdede primært med implementering, support og undervisning i specifikke IT-produkter. I januar 2008 indgik virksomheden og klagerens bopælskommune en aftale om refusion af løn under fravær grundet fertilitetsbehandling. I maj 2009 orienterede klageren sin leder om, at hun skulle gennemgå yderligere scanninger og behandlingsforsøg.

Virksomhedens økonomiske situation og nedskæringer

I foråret 2009 oplevede virksomheden en nedgang i ordretilgangen, hvilket medførte en lav debiteringsgrad i flere afdelinger. Som konsekvens heraf besluttede ledelsen at gennemføre en række afskedigelser på tværs af landet. Klagerens afdeling i Kolding udviste ifølge virksomhedens data den laveste indtjening og debiteringsgrad.

Parternes påstande og argumenter

Klageren gjorde gældende, at hun blev opsagt som følge af sin fertilitetsbehandling og den potentielle risiko for et efterfølgende barselsforløb. Hun anførte bl.a.:

• At der tidligere på året var meldt om mangel på ressourcer inden for hendes specialområde.
• At opsigelsen faldt umiddelbart efter, hun havde oplyst om nye behandlingsskridt.

Virksomheden bestred dette og anførte, at opsigelsen var begrundet i objektive driftsmæssige forhold:

• Klageren var en ud af fire medarbejdere, der blev opsagt i samme periode.
• Hendes primære arbejdsopgaver (Produkt 1) forventedes ikke at generere tilstrækkeligt arbejde i fremtiden.
• Virksomheden havde i halvandet år støttet klagerens behandlingsforløb med stor fleksibilitet.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at afskedigelsen ikke var i strid med Ligebehandlingsloven § 9.

Nævnets vurdering og begrundelse

Nævnet fandt, at klageren ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var udøvet forskelsbehandling. Da denne indledende bevisbyrde ikke var løftet, overgik bevisbyrden ikke til indklagede jf. Ligebehandlingsloven § 16, stk. 4.