Opretholdelse af Offentlig Sti ved Nedlæggelse af Privat Fællesvej og Betydningen af Manglende Registrering

Sagen omhandler en kommunes beslutning fra år 2000 om at nedlægge en privat fællesvej i landzone, men samtidig bestemme, at arealet skulle opretholdes som en offentlig sti. Vejdirektoratet bekræftede dengang lovligheden af afgørelsen. Stien blev dog aldrig optaget i kommunens vejfortegnelse og er siden blevet pløjet væk. En borger har anmodet om at få stien genoprettet, hvilket har rejst spørgsmål om det juridiske grundlag for stiens eksistens.

Juridisk grundlag for stien

Vejdirektoratet fastslår, at kommunen handlede inden for rammerne af den daværende lovgivning. Den tidligere gældende § 97 i privatvejsloven gav vejbestyrelsen (kommunen) beføjelse til at beslutte, at en privat fællesvej skulle have status som offentlig sti, selvom den i øvrigt blev nedlagt. Forudsætningen for en sådan afgørelses gyldighed var, at den blev truffet på et lovligt grundlag, herunder med korrekt partshøring.

Betydningen af manglende registrering

Det understreges, at en offentlig stis juridiske status ikke afhænger af, om den er registreret i kommunens fortegnelse over offentlige stier eller er matrikulært udskilt. Disse er administrative handlinger og ikke gyldighedsbetingelser. Den afgørende faktor er den oprindelige, lovlige beslutning truffet af kommunen.

Deklarationsstier og "Særlige Forhold"

Udtalelsen forklarer reglerne for ekspropriation i forbindelse med anlæg af stier. Hovedreglen i Vejlovens § 61, stk. 1 er, at offentlige veje og stier skal udskilles i matriklen, hvilket forudsætter, at vejmyndigheden ejer arealet. Loven åbner dog for undtagelser, når der foreligger "særlige forhold".

Vejdirektoratet anser følgende situationer som eksempler på "særlige forhold":

• En offentlig sti på et dige eller en dæmning.
• Et offentligt fortov, der føres gennem en bygning via en buegang.
• En offentlig sti anlagt oven på et kajanlæg eller et underjordisk parkeringsanlæg.
• En offentlig sti pålagt en privat fællesvej, jf. Privatvejslovens § 2 a.

Konklusionen er, at kommunens beslutning om at pålægge en offentlig sti på den private fællesvej var et sådant "særligt forhold", der retfærdiggør, at der alene blev pålagt en servitut (deklarationssti) frem for at erhverve fuld ejendomsret. Kommunen har derfor fortsat ret til at kræve stien genoprettet.

Vejdirektoratet udtaler, at en kommune i år 2000 havde hjemmel til at opretholde en offentlig sti på en privat fællesvej, der blev nedlagt. Denne afgørelse er baseret på den dagældende lovgivning, specifikt § 97 i lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999 om private fællesveje.

Gyldighed og Registrering

En afgørelse om at omdanne en privat fællesvej til en offentlig sti er gyldig, forudsat at den er truffet lovligt med forudgående partshøring i henhold til forvaltningsloven. Den offentlige stis eksistens er ikke betinget af, at den efterfølgende er blevet optaget i kommunens fortegnelse over offentlige stier eller udskilt i matriklen. Disse administrative skridt er ikke gyldighedskrav.

Ekspropriation og "Særlige Forhold"

I henhold til Vejlovens § 61, stk. 1 er udgangspunktet, at vejmyndigheden skal erhverve ejendomsretten til et areal for at kunne udskille det i matriklen. Der kan dog gøres undtagelse herfra, hvis der foreligger "særlige forhold".

Vejdirektoratet vurderer, at etablering af en offentlig sti på en privat fællesvej, jf. den nuværende Privatvejslovens § 2 a (tidligere § 97), udgør et sådant "særligt forhold". Dette betyder, at kommunen lovligt kan pålægge en servitut om offentlig adgang (en deklarationssti) uden at ekspropriere arealet til fuld ejendom. Kommunen har således ikke mistet retten til at kræve stien opretholdt, selvom den ikke er tinglyst eller matrikulært udskilt.