Klage over vedligeholdelsespligt for privat fællesvej: Spørgsmål om vejret og udgiftsfordeling

Et marklaug klagede over Furesø Kommunes afgørelse om at pålægge dem at deltage i vedligeholdelsen af en privat fællesvej, K-Vej. Marklauget mente ikke, at de var vejberettigede til vejen og derfor ikke skulle bidrage økonomisk til istandsættelsen, da de benyttede en anden adgangsvej til deres mark.

Sagens baggrund

Furesø Kommune besluttede, at den private fællesvej K-Vej, beliggende i landzone, skulle istandsættes med ny asfaltbelægning og forbedret afvanding på grund af dårlig stand. Vejen betjener flere ejendomme, herunder landbrug, helårsboliger og sommerhuse. Kommunen anså Marklaugets mark for at være vejberettiget til K-Vej og inkluderede dem derfor i vedligeholdelsespligten.

Kommunens afgørelse og udgiftsfordeling

Kommunen pålagde i alt 10 ejendomme at bidrage til vedligeholdelsen. Udgifterne blev fordelt efter et faktor-system baseret på ejendomstype og brug af vejen:

Kommunens afgørelse var baseret på, at Marklaugets ejendom havde adresse på K-Vej, historisk var inddraget i en tidligere istandsættelsessag fra 1986, og at K-Vej var den eneste registrerede adgangsvej. Arbejdet skulle udføres som et samlet arbejde ved kommunens foranstaltning i henhold til Privatvejslovens § 15, stk. 3.

Klagerens argumenter

Marklauget anførte, at de ikke havde vejret til K-Vej og derfor ikke skulle betale. Deres centrale argumenter var:

• At vejretten ikke fulgte med ved købet af arealet i 2004.
• At en tinglyst deklaration fra 1966 begrænsede adgangsmulighederne.
• At de i praksis benyttede en anden vej (KL-vej) til landbrugskørsel.
• At ejeren af vejen ikke anerkendte deres vejret.

Vejdirektoratets vurdering og afgørelse

Vejdirektoratet opretholdt kommunens afgørelse med følgende begrundelse:

• Kompetencebegrænsning: Vejdirektoratet kan kun vurdere retlige spørgsmål og ikke kommunens skøn, jf. Privatvejslovens § 87, stk. 2. Spørgsmålet om, hvorvidt en vejret eksisterer, er et privatretligt anliggende, som må afgøres af domstolene.
• Kommunens undersøgelsespligt: Vejdirektoratet fandt, at kommunen havde opfyldt sin undersøgelsespligt. Kommunen havde undersøgt de faktiske forhold og konstateret, at Marklaugets ejendom havde adresse på K-Vej, og at der ikke var registreret anden lovlig vejadgang. Etablering af adgang til den offentlige KL-vej ville kræve en tilladelse efter Vejlovens § 49, stk. 1, som ikke forelå.
• Grundlag for afgørelsen: På baggrund af undersøgelserne havde kommunen et tilstrækkeligt grundlag for at administrere vejen som en privat fællesvej og inddrage Marklauget som vejberettiget i vedligeholdelsesarbejdet.
• Udgiftsfordeling: Fordelingen af udgifter blev anset for at være baseret på saglige kriterier. Kommunen deltog selv i udgifterne for sin egen grund og afholdt desuden 40% af de samlede udgifter for at sikre offentlighedens adgang til naturområder, jf. Privatvejslovens § 15, stk. 4.

Vejdirektoratet konkluderede, at kommunens afgørelse var lovlig. Den endelige afklaring af Marklaugets vejret til K-Vej må indbringes for domstolene, hvis der fortsat er uenighed.

Vejdirektoratet opretholder Furesø Kommunes afgørelse.