Højesterets dom om omgørelse af afgørelse om erstatning for PTSD hos tidligere udsendt soldat

Sagen omhandler en tidligere udsendt soldats krav om anerkendelse af posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) som en erhvervssygdom eller under en særlov for sent diagnosticeret PTSD. Sagen har været behandlet i Retten i Kolding og Vestre Landsret, før den blev anket til Højesteret.

Sagens Baggrund

Appellanten, en tidligere udsendt soldat, pådrog sig PTSD efter udsendelse til Afghanistan i 2008 og et voldsomt overfald i 2012. Ankestyrelsen traf den 10. august 2016 en afgørelse om, at hans PTSD var omfattet af Lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion § 2, stk. 1 (i det følgende benævnt særloven). Kort tid efter, den 22. september 2016, meddelte Ankestyrelsen, at sagen ville blive genbehandlet på grund af en mulig væsentlig fejl. Den 27. oktober 2016 ophævede Ankestyrelsen den oprindelige afgørelse og besluttede, at Appellantens PTSD hverken kunne anerkendes som en erhvervssygdom efter Arbejdsskadesikringsloven eller var omfattet af særloven.

Appellantens Påstande

Appellanten nedlagde flere påstande for Højesteret:

• Principalt: Stadfæstelse af byrettens dom, så Ankestyrelsens afgørelse af 10. august 2016 ikke kunne tilbagekaldes.
• Subsidiært: Anerkendelse af, at hans PTSD er omfattet af særloven.
• Mere subsidiært: Anerkendelse af, at hans PTSD er omfattet af Arbejdsskadesikringsloven § 5, jf. Arbejdsskadesikringsloven § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led.
• Mest subsidiært: Hjemvisning af sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.

Ankestyrelsens Påstand

Ankestyrelsen påstod stadfæstelse af landsrettens dom, hvilket ville betyde, at Appellantens PTSD ikke anerkendes under hverken arbejdsskadesikringsloven eller særloven.

Retsgrundlag og Anbringender

Sagen drejede sig om fortolkningen og anvendelsen af særloven og Arbejdsskadesikringsloven. Særloven er etableret for at give erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater med sent diagnosticeret PTSD, når sygdommen ikke kan anerkendes efter arbejdsskadesikringsloven på grund af manglende dokumentation for tidsmæssig sammenhæng mellem belastning og sygdomsdebut, og der foreligger en psykiatrisk speciallægeerklæring.

Appellanten argumenterede for, at hans PTSD i overvejende grad var forårsaget af udsendelsen og derfor burde anerkendes som en erhvervssygdom uden for fortegnelsen efter Arbejdsskadesikringsloven § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led. Han mente, at symptomerne opstod inden for 6 måneder, og sygdommen var fuldt til stede inden for 4 år efter udsendelsen. Hvis ikke, skulle den anerkendes under særloven.

Ankestyrelsen fastholdt, at Appellantens PTSD ikke kunne anerkendes efter arbejdsskadesikringsloven, da der manglede dokumentation for, at sygdommen var fuldt til stede inden for få år efter udsendelsen. De anførte, at særloven ikke lemper de almindelige tidsmæssige betingelser for anerkendelse af PTSD, men kun dokumentationskravene. Da årsagen til afslag under arbejdsskadesikringsloven ikke var manglende dokumentation for tidsmæssig sammenhæng, var betingelsen i særloven § 2, stk. 1, nr. 2 ikke opfyldt, og PTSD var derfor ikke omfattet af særloven. Ankestyrelsen mente desuden, at den oprindelige afgørelse af 10. august 2016 var uhjemlet og ugyldig, og at de derfor var berettiget til at tilbagekalde den.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom. Dette indebar, at Ankestyrelsens afgørelse af 27. oktober 2016, som annullerede den tidligere afgørelse af 10. august 2016, blev opretholdt. Højesteret fandt, at Appellanten, en tidligere udsendt soldat, ikke havde tilstrækkeligt sandsynliggjort, at hans PTSD i overvejende grad var forårsaget af udsendelsen til Afghanistan i 2008. Derfor kunne sygdommen hverken anerkendes som en erhvervssygdom efter arbejdsskadesikringsloven eller være omfattet af særloven, da betingelsen om manglende dokumentation for tidsmæssig sammenhæng ikke var opfyldt. Ankestyrelsen blev tilkendt sagsomkostninger på 175.000 kr. fra statskassen.