Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - sundhed - adgangsbegrænsning - medhold

Sagen handler om en døv kvinde, der rettede henvendelse til en tandlægeskole for at komme i betragtning som patient til studenterbehandling. Klageren oplyste i forbindelse med sin henvendelse, at hun var døv og ville medbringe og selv betale for en tegnsprogstolk under behandlingen. Hun modtog dog et afslag på overhovedet at komme til en forundersøgelse.

Grundlaget for afvisningen

Indklagede, der fungerer som en uddannelses- og forskningsinstitution, begrundede afvisningen med deres interne retningslinjer. Ifølge disse skal patienter kunne kommunikere direkte og entydigt på dansk eller engelsk med de studerende. Institutionen argumenterede for følgende punkter:

• Den direkte kommunikation er en væsentlig læringskilde for de studerende.
• Brug af tolk ville forringe opfyldelsen af de studerendes læringsmål.
• Der er begrænset plads i klinikkens behandlingsbåse til ekstra personer som f.eks. en tolk.
• Behandlingsforløbene er stramt tilrettelagte, og det er kritisk for de studerende, hvis et forløb må afbrydes på grund af kommunikationsbrist.

Parternes argumenter

Klageren gjorde gældende, at den generelle politik om at afvise alle med tolkebehov udgjorde indirekte forskelsbehandling. Hun påpegede, at der ikke blev foretaget en konkret vurdering af hendes situation, og at tandlægestuderende i deres fremtidige virke alligevel skal kunne håndtere patienter med handicap eller sprogbarrierer.

Indklagede fastholdt, at de ikke er en almindelig tandklinik eller et hospital, og at de derfor har ret til at udvælge patienter baseret på de studerendes specifikke uddannelsesbehov. De understregede, at deres primære formål er undervisning, og at de opstillede rammer er nødvendige for at sikre en optimal læringssituation inden for den afsatte tid.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klageren var blevet udsat for ulovlig indirekte forskelsbehandling i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 5.

Nævnets begrundelse

Nævnet lagde indledningsvist til grund, at klageren som døv har et handicap i lovens forstand. Selvom tandlægeskolens retningslinjer om sprogkrav fremstod neutrale, vurderede nævnet, at de stillede personer med handicap, der har behov for tegnsprogstolkning, ringere end andre.

Nævnet anerkendte, at sikringen af de studerendes uddannelse og læringsmål er et sagligt formål. Dog fandt nævnet, at indklagede ikke havde løftet bevisbyrden for, at det var nødvendigt at afvise klageren fra en forundersøgelse for at opnå dette mål.