Højesteret ophæver varetægtsfængsling på grund af manglende konkret risiko for bevispåvirkning

Sagen omhandler varetægtsfængsling af en mand (Tiltalte1), der sammen med tre andre var sigtet for grov narkotikakriminalitet i form af indsmugling og videredistribution af ca. 466.000 Tramadol-piller. Alle fire blev i juni 2024 varetægtsfængslet på grundlag af risiko for at påvirke efterforskningen (kollusionsfare).

Sagens forløb

To af de medsigtede (Tiltalte2 og Tiltalte3) tilstod og blev idømt henholdsvis 8 års og 2 år og 9 måneders fængsel. Tiltalte1, der er diagnosticeret med mental retardering i lettere grad, og den sidste medsigtede (Tiltalte4) forblev varetægtsfængslet.

I januar 2025 forlængede byretten Tiltalte1's fængsling med henvisning til, at han kunne samstemme forklaring med Tiltalte4. Denne afgørelse blev stadfæstet af landsretten, selvom Tiltalte4 i mellemtiden havde tilstået over for politiet.

Parternes anbringender for Højesteret

Forsvaret for Tiltalte1 argumenterede for løsladelse med følgende begrundelser:

• Der var ingen konkret risiko for påvirkning af efterforskningen, da efterforskningen var afsluttet, og den medsigtede Tiltalte4 var fængslet.
• Beviserne var af objektiv karakter (DNA, videoovervågning) og kunne ikke påvirkes.
• Tiltalte1's psykiske handicap reducerede hans evne til at vanskeliggøre sagen.
• Langvarig varetægtsfængsling var et uforholdsmæssigt indgreb.

Anklagemyndigheden fastholdt, at fængslingsbetingelserne i Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 3 var opfyldt:

• Der var tale om alvorlig, organiseret kriminalitet, hvor der er en formodning for påvirkningsrisiko.
• Tiltalte1 havde afgivet en utroværdig og mangelfuld forklaring til politiet.
• Selvom Tiltalte4 havde tilstået til politiet, havde han endnu ikke afgivet forklaring i retten, hvorfor der fortsat var en risiko for, at de kunne afstemme deres forklaringer.

Højesteret vurderede, om betingelserne for fortsat varetægtsfængsling af Tiltalte1 var opfyldt på tidspunktet for landsrettens kendelse. Højesteret lagde vægt på, at sagen på dette tidspunkt i alt væsentligt var færdigefterforsket.

Højesterets begrundelse

Højesteret anførte flere centrale punkter for sin afgørelse:

• To af de fire oprindeligt sigtede havde allerede modtaget tilståelsesdomme.
• Den sidste medsigtede (Tiltalte4) var fortsat varetægtsfængslet og havde desuden afgivet en tilståelse til politiet.
• Politiet havde sikret et omfattende objektivt bevismateriale, herunder videoovervågning, DNA-spor og data fra Tiltalte1's telefon, som han ikke kunne påvirke.
• Tiltalte1 havde ikke tidligere forsøgt at vanskeliggøre efterforskningen under sin varetægtsfængsling i surrogat.

På baggrund af en samlet vurdering fandt Højesteret, at der ikke længere forelå "bestemte grunde" til at antage, at Tiltalte1 på fri fod ville kunne påvirke forfølgningen i sagen, jf. Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 3. Risikoen for, at han ville samstemme sin forklaring med den medsigtede Tiltalte4, blev anset for at være teoretisk, da Tiltalte4 var fængslet.

Højesteret ændrede derfor landsrettens kendelse og fastslog, at Tiltalte1 burde have været løsladt.