Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om dispensation til gennembrud af dige - Stevns Kommune

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage fra en lodsejerforening over Stevns Kommunes afgørelse af 12. januar 2022. Afgørelsen gav dispensation til gennembrud af dige BD.036.940, som ligger i et fredet område ved Stevns Klint. Fredningen af Stevns Klint har til formål at sikre offentlig adgang til den geologiske verdensarv og natur via Stevns Klint Trampesti, og Stevns Kommune er plejemyndighed for området. Fredningsbestemmelserne tillader etablering af nødvendige foranstaltninger som overgange over diger for at sikre stiernes farbarhed, typisk med en bredde på ca. en meter.

Stevns Kommune ansøgte om dispensation til gennembrud af diget for at etablere og drifte trampestien samt en dyrkningsfri bræmme. Ansøgningen, indsendt af kommunens Materielgård til Natur og Miljø-afdelingen, angav oprindeligt en ønsket gennembrudsbredde på 1-1,5 meter, eventuelt som stenter, hvor diget var intakt. Kommunen ændrede dog efterfølgende afgørelsen til at tillade et gennembrud på op til 3 meter, hvilket ikke var nærmere begrundet i afgørelsen.

Klagerens anbringender

Lodsejerforeningen påklagede afgørelsen med flere hovedpunkter:

• Stevns Kommune havde meddelt dispensation til sig selv, hvilket rejste spørgsmål om myndighedsinhabilitet.
• Kommunen havde ikke adresseret den åbenlyse interessekonflikt eller truffet særlige forholdsregler for at afbøde den.
• Det fremgik ikke af afgørelsen, hvorfor der var tale om et "særligt tilfælde", som er et krav for dispensation efter Museumslovens § 29 j, stk. 2, 1. pkt..
• Klager mente, at området kunne plejes uden store maskiner, og at et gennembrud på op til 5 meter (som klager fejlagtigt antog) var unødvendigt.
• Diget var uberørt natur og vigtigt for dyrelivet, og hensynet hertil burde tages alvorligt.
• Klager henviste til, at lokale landmænd tidligere var blevet afvist i lignende ansøgninger om digegennembrud.
• Der var anlagt sag mod Miljø- og Fødevareklagenævnet om fredningens gyldighed, og klager mente, at kommunen burde afvente afgørelsen heraf.

Kommunens svar og nye oplysninger

Stevns Kommune oplyste, at Materielgården og Natur og Miljø er separate afdelinger under samme centerchef. Kommunen fastholdt, at det er sædvanligt, at kommunen både ansøger og behandler egne ansøgninger. For at afbøde interessekonflikten havde kommunen indhentet naturfaglige udtalelser fra et konsulentfirma og ladet et landinspektørfirma udarbejde udkast til afgørelser. Kommunen bemærkede, at kulturministerens call in-adgang i Museumslovens § 29 l ikke var relevant, da sagen ikke havde national eller international betydning.

Miljø- og Fødevareklagenævnet begrænsede sin prøvelse til spørgsmålet om myndighedsinhabilitet, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1, 1. pkt.. Nævnet fandt, at der forelå myndighedsinhabilitet ved Stevns Kommunes behandling og afgørelse i sagen. Dette skyldtes, at kommunen både var myndighed og part i sagen om dispensation til gennembrud af diget, hvilket er i strid med princippet i Forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1.

Væsentlig retlig mangel

Nævnet vurderede, at afgørelsen led af en væsentlig retlig mangel som følge af myndighedsinhabiliteten. Nævnet lagde vægt på, at både Natur og Miljø (afgørelsesmyndighed) og Materielgården (ansøger) hørte under samme centerchef i Center for Teknik og Miljø. Selvom kommunen havde inddraget eksterne konsulenter, havde den ikke tilstrækkeligt adresseret spørgsmålet om myndighedsinhabilitet i afgørelsen. Særligt bemærkede nævnet, at kommunen selv havde ændret den oprindelige ansøgning om en 1,5 meter stente til et 3 meter gennembrud uden tilstrækkelig begrundelse, hvilket var begunstigende for kommunen selv. Dette forhold, kombineret med den manglende redegørelse for, hvorfor inhabiliteten ikke havde betydning for sagens resultat, førte til nævnets konklusion.

Øvrige bemærkninger til fornyet behandling

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at Stevns Kommune ved en fornyet behandling af sagen skal foretage en konkret vurdering af, om det ansøgte kan medføre drab, forstyrrelse, beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- og rasteområder for bilag IV-arter, jf. Bekendtgørelse om beskyttede sten- og jorddiger og lignende § 7 og Habitatdirektivets artikel 12, stk. 1. Kommunen skal desuden redegøre for den valgte bredde af gennembruddet og inddrage proportionalitetsprincippet, så det mindst indgribende middel anvendes, i overensstemmelse med fredningsbestemmelserne om stiernes bredde og pleje.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Stevns Kommunes afgørelse af 12. januar 2022 og hjemviste sagen til fornyet behandling i Stevns Kommune.