Godtgørelse for uberettiget ophævelse af uddannelsesaftale og manglende løn

Sagen omhandler en tvist mellem en voksenelev, A, repræsenteret af 3F-Industrigruppen, og virksomheden B, vedrørende godtgørelse for ophævelse af en uddannelsesaftale samt krav om manglende løn og andre ydelser. Klagen blev indbragt for Tvistighedsnævnet den 24. februar 2025, med en samlet påstand på 131.630,45 kr. Virksomheden afgav ikke svarskrift og mødte ikke op til den mundtlige behandling af sagen den 24. april 2025. Tvistighedsnævnet behandlede sagen på baggrund af den tilstrækkelige orientering af virksomheden. Den kollektive overenskomst inden for uddannelsesområdet er Industri-, Træ- og Møbeloverenskomsten mellem Dansk Byggeri og 3F Fagligt Fælles Forbund, Industrigruppen, som virksomheden ikke er omfattet af.

Uddannelsesaftaler og forløb

Oprindeligt indgik A en uddannelsesaftale med virksomheden X v/N1 den 8. august 2022 om uddannelse som bygningssnedker. Denne aftale blev ophævet den 16. december 2022 med virkning fra den 20. december 2022, angiveligt efter gensidig aftale, men kun underskrevet af virksomheden. Samme dag, den 16. december 2022, indgik A en ny uddannelsesaftale med B v/N1, hvor han skulle uddannes som bygningssnedker fra den 21. december 2022 til den 26. september 2025. Lønnen var aftalt til 132 kr. pr. time ved start, med en arbejdstid på 37 timer om ugen. Virksomheden X blev taget under konkursbehandling den 4. januar 2023. Den 29. september 2024 ophævede B ensidigt uddannelsesaftalen med virkning fra den 30. september 2024, med begrundelsen "Manglende arbejde. Stort fald i omsætningen".

Krav og forklaringer

Efter ophævelsen fremsatte 3F på vegne af A krav mod B vedrørende løn og godtgørelse for uberettiget ophævelse. Kravet om løn mv. vedrørte begge uddannelsesaftaler. Et forligsmøde i Snedkernes Uddannelsesudvalg den 12. december 2024, hvor B ikke mødte op, førte til, at sagen blev indbragt for Tvistighedsnævnet. A forklarede, at han var blevet lovet en højere timeløn på 150 kr. i det nye selskab (B), men fik en lavere sats med et tillæg, der aldrig blev udbetalt. Hans timeløn blev senere nedsat uden varsel. Han modtog ikke overtidsbetaling, særlig opsparing eller sundhedsdækning, og kunne ikke afholde feriefridage, da han ikke var bekendt med retten hertil. Efter at have mistet sin firmabil måtte han selv dække transportudgifter. Han måtte også selv købe sit værktøj, da virksomheden ikke udleverede det. Ophævelsen af aftalen kom pludseligt, og virksomheden hjalp ham ikke med at finde en ny læreplads, hvilket førte til skoleoplæring, indtil han fandt en ny praktikplads med skolens hjælp. V1 fra 3F bekræftede beregningen af lønkravet baseret på As lønsedler og forklaringer.

Retsgrundlag og procedure

Sagen blev behandlet med udgangspunkt i Erhvervsuddannelsesloven § 55, stk. 1 og Erhvervsuddannelsesloven § 55, stk. 2, der fastsætter krav til løn i uddannelsesaftaler, samt Erhvervsuddannelsesloven § 61, stk. 1 og Erhvervsuddannelsesloven § 61, stk. 2, der omhandler betingelser for ophævelse af uddannelsesaftaler ved misligholdelse eller bristede forudsætninger. A argumenterede for, at arbejdsmangel ikke udgør en misligholdelse fra hans side eller en bristet forudsætning for virksomheden, og at ophævelsen derfor var uberettiget. Han fastholdt, at opgørelsen af kravet var i overensstemmelse med den relevante kollektive overenskomst, og at han havde krav på refusion for sit værktøj.

Tvistighedsnævnet fandt, at virksomhedens ophævelse af uddannelsesaftalen var uberettiget, og tilkendte A en godtgørelse samt en række øvrige krav. Virksomheden havde ikke udtalt sig i sagen.

Vurdering af ophævelsen

Tvistighedsnævnet lagde til grund, at ophævelsen skyldtes arbejdsmangel. I overensstemmelse med fast praksis bærer virksomheden selv risikoen for økonomiske vanskeligheder, herunder arbejdsmangel. Dette indebærer ikke, at virksomheden var berettiget til at ophæve uddannelsesaftalen med henvisning til, at en væsentlig forudsætning for aftaleindgåelsen var bristet, jf. Erhvervsuddannelsesloven § 61, stk. 2. Ophævelsen blev derfor anset for uberettiget, og A fik tilkendt en godtgørelse for mistet uddannelsesgode. Da A var voksenelev, udgjorde godtgørelsen 53.000 kr. i henhold til fast praksis.

Øvrige krav

Under hensyn til sammenhængen mellem de to uddannelsesaftaler fandt Tvistighedsnævnet, at B også hæftede for krav, der vedrørte den første uddannelsesaftale med X.

• Løn (satser, overtidsbetaling, feriefridage): Tre voterende fandt, at A's forklaring om ikke-afholdte feriefridage var troværdig, da virksomheden ikke havde udtalt sig. Kravet på 23.326,39 kr. blev derfor taget til følge. To voterende fandt As forklaring mindre troværdig og ville skønsmæssigt reducere kravet med 12.000 kr. Efter stemmeafgivningen blev kravet taget til følge med 23.326,39 kr.
• Kørselsgodtgørelse: Kravet på 1.159,78 kr. blev taget til følge på baggrund af opgørelsen og As forklaring.
• Ferietillæg og feriegodtgørelse: Kravene blev skønsmæssigt fastsat til 3.400 kr. i alt, idet kørselsgodtgørelsen ikke skulle indgå i beregningen.
• Særlig lønopsparing: Kravet blev skønsmæssigt nedsat til 23.500 kr., da kørselsgodtgørelsen ikke skulle indgå i beregningen.
• Pension: Kravet blev skønsmæssigt nedsat til 15.000 kr., da As eget pensionsbidrag skulle afholdes af efterbetalingskravet og ikke indgå i det samlede krav.
• Værktøjskasse: As krav på 10.223,75 kr. vedrørende betaling af en værktøjskasse blev ikke taget til følge. Uddannelsesaftalerne blev indgået i 2022 og var derfor ikke omfattet af den ændring af den kollektive overenskomst, der blev vedtaget i marts 2023, og som indførte krav om udlevering af værktøjskasse.

Samlet afgørelse

As påstand blev taget til følge med i alt 119.386,17 kr. med procesrente fra de enkelte ydelsers forfaldsdato. Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part. Sagen kan indbringes for domstolene inden 8 uger efter afgørelsen, jf. Erhvervsuddannelsesloven § 65, stk. 4.