Afvisning af klage over kønsdiskrimination i Familieretshuset grundet sideløbende domstolsbehandling

De juridiske tvistepunkter

Det centrale spørgsmål i klagen var, om Familieretshusets sagsbehandling og beslutningsgrundlag var i strid med forbuddet mod direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn i Ligestillingsloven § 2. Klageren mente, at de proceduremæssige valg og de materielle afgørelser var udtryk for kønsbetinget chikane.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om at afvise at behandle klagen.

Nævnets kompetence og sagens afvisning

Nævnet lagde i sin begrundelse vægt på, at de forhold, som klageren ønskede prøvet, allerede var eller havde været genstand for behandling ved de almindelige domstole. Det fremgik af sagens oplysninger, at Familieretten den 10. august 2022 havde stadfæstet Familieretshusets midlertidige afgørelse. Desuden var hovedspørgsmålene om forældremyndighed, bopæl og samvær indbragt til endelig afgørelse ved Familieretten den 11. august 2022.

Ifølge Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 4, stk. 2 har nævnet ikke kompetence til at behandle sager, der er afgjort ved dom eller kunne have været behandlet ved domstolene. Da samværsspørgsmålet og den tilhørende sagsbehandling var underlagt domstolsprøvelse, afviste nævnet at behandle sagen i medfør af Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 1.

Vurdering af diskriminationsgrundlaget

Nævnet bemærkede afslutningsvis, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger i sagen, som gav anledning til en formodning for, at klageren på grund af sit køn var blevet udsat for forskelsbehandling i strid med Ligestillingsloven § 2. Afgørelsen blev truffet som en formandsafgørelse efter Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 6, stk. 3.

Parternes argumenter og påstande

Faderen anførte, at sagsbehandlingen var ensidig og alene fokuserede på moderens interesser. Han argumenterede for, at han som mand blev skåret ud af sønnens liv, og at det høje konfliktniveau blev brugt mod ham, selvom der altid er to parter i en konflikt. Han mente desuden, at det var urimeligt, at moderen gennem sin adfærd og manglende samarbejdsvilje kunne udelukke ham fra barnets liv.

Statsforvaltningen fastholdt, at afgørelsen var truffet ud fra en konkret skønsmæssig vurdering af barnets tarv efter reglerne i forældreansvarsloven. De lagde afgørende vægt på barnets behov for ro til at fortsætte en positiv udvikling samt barnets egen modstand mod samværet.