Stadfæstelse af afslag på landzonetilladelse til hobbybageri og butik i eksisterende garage
Dato
16. december 2024
Nævn
Planklagenævnet
Eksterne links
Læs hele sagenKategori
Planloven, landzone (efter 1. februar 2017)
Højdepunkt
Afgørelse i klagesag om Nordfyns Kommunes afslag på landzonetilladelse til ændret
Nordfyns Kommune meddelte den 8. oktober 2024 afslag på en landzonetilladelse vedrørende ændret anvendelse af dele af en eksisterende garage på ejendommen [A1], 5471 Søndersø. Ansøgningen omhandlede anvendelse af cirka 40 m2 af garagen til et hobbybageri og en mindre butik, med en fremtidig intention om at anvende lokalerne som et beskyttet værksted for unge. Der var ikke planlagt udvendige om- eller tilbygninger.
Ejendommen er beliggende i landzone og er i kommuneplan 2021 for Nordfyns Kommune udpeget som et særligt værdifuldt landbrugsområde, uden for kommuneplanens rammer.
Kommunens begrundelse for afslag
Kommunen begrundede afslaget med, at etablering af erhverv på en beboelsesejendom i landzone er at sidestille med byspredning, hvilket strider mod formålet med planloven og bør henvises til byzone. Kommunen lagde desuden vægt på, at en landzonetilladelse til erhverv potentielt kunne føre til en udvidelse på op til 500 m2, hvilket kommunen ønskede at undgå.
Klagen og Planklagenævnets fokus
Ansøgeren klagede over afgørelsen. Planklagenævnet behandlede to primære spørgsmål i sagen:
- Om forholdet var undtaget fra kravet om landzonetilladelse.
- Om der kunne gives landzonetilladelse til forholdet i henhold til Planlovens § 35, stk. 1.
Planklagenævnet behandlede ikke de øvrige klagepunkter, herunder spørgsmål vedrørende kommunens sagsbehandling.
Planklagenævnet stadfæstede Nordfyns Kommunes afgørelse af 8. oktober 2024 om afslag på landzonetilladelse til ændret anvendelse af dele af den eksisterende garage på ejendommen [A1], 5471 Søndersø. Dette betyder, at kommunens afgørelse forbliver gældende.
Krav om landzonetilladelse
Nævnet fastslog, at det ansøgte krævede landzonetilladelse, da ingen af undtagelserne fra kravet om landzonetilladelse i Planlovens § 35, stk. 1 eller Planlovens §§ 36-38 fandt anvendelse i den konkrete sag.
Vurdering af landzonetilladelse til bageri
Planklagenævnet fandt, at der ikke kunne gives landzonetilladelse til det ansøgte, og lagde vægt på følgende:
- Ikke-primært erhverv i landzone: Etableringen af bageriet udgør et ikke-primært erhverv i landzone. Nævnets praksis tilsiger, at sådanne virksomheder som hovedregel bør placeres i byzone, hvor der er planlagt for erhverv, for at forhindre byspredning og uplanlagt udvikling i det åbne land. Den omstændighed, at ejendommen ligger uden for kommuneplanens rammer, ændrer ikke ved dette princip, da landzonereglerne netop har til formål at sikre mod uplanlagt byggeri og anvendelse.
- Øget aktivitet og nabogener: Etableringen af bageriet ville medføre en øget aktivitet og intensiveret brug af ejendommen, herunder øget trafik, hvilket efter nævnets vurdering ville medføre nabogener.
- Præcedensvirkning: Nævnet lagde også vægt på hensynet til at undgå uønsket præcedens for fremtidige lignende sager.
Klagerens argumenter om, at projektet ville gavne lokalsamfundet, etablere et beskyttet værksted, være en enkeltmandsvirksomhed eller ikke have planer om fremtidig udvidelse, kunne ikke føre til et andet resultat. Disse hensyn anses ikke for at være omfattet af planlovens formål eller særlige omstændigheder, der kan begrunde en dispensation.
Sagsbehandlingsspørgsmål
Planklagenævnet havde ikke kompetence til at behandle klager over isolerede sagsbehandlingsspørgsmål, der ikke har betydning for gyldigheden af den påklagede afgørelse. Nævnet vurderede, at kommunens telefoniske vejledning til klageren var i overensstemmelse med Forvaltningslovens § 7, stk. 1, og at de forvaltningsretlige spørgsmål om sagsbehandlingen ikke kunne medføre ugyldighed af kommunens afgørelse. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.
Lignende afgørelser