Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra byplanvedtægt vedrørende taghældning i Aarhus

Aarhus Kommune meddelte den 5. august 2024 en lovliggørende dispensation fra byplanvedtægt nr. 11, Parcelhusområde samt erhverv ved Arnakvej og Arnakvænget i Skåde, til taghældningen på en garage på ejendommen [A1], 8270 Højbjerg. Garagen havde en taghældning på 9,2 grader, mens byplanvedtægtens § 6 foreskriver en taghældning på 30 grader i det pågældende område, dog med mulighed for vandret tag på mindre bygninger som garager.

En beboer i området klagede over kommunens afgørelse.

Planklagenævnets fokusområder

Planklagenævnet behandlede følgende spørgsmål i sagen:

• Om forholdet var umiddelbart tilladt efter byplanvedtægten, jf. planlovens § 18, eller krævede dispensation fra byplanvedtægtens § 6.
• Om kommunen havde hjemmel til at give dispensation, jf. planlovens § 19.
• Om kommunen havde det fornødne grundlag til at træffe afgørelse, jf. officialprincippet.
• Om kommunens skønsmæssige vurdering var baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn.

Planklagenævnet tog ikke stilling til de øvrige klagepunkter i sagen. Nævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at kommunens afgørelse forbliver gældende.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Aarhus Kommunes afgørelse af 5. august 2024 om lovliggørende dispensation til taghældningen på garagen.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om lovlighed, gyldighed, fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige grundsætninger.

Krav om dispensation

Nævnet fastslog, at den påklagede taghældning på garagen ikke var i overensstemmelse med byplanvedtægten og derfor krævede dispensation efter planlovens § 19. Bestemmelser i en lokalplan, herunder byplanvedtægter, er bindende over for borgerne, jf. planlovens § 18.

Mulighed for at give dispensation

Kommunen kan dispensere fra en byplanvedtægt, hvis dispensationen ikke strider mod vedtægtens principper, jf. planlovens § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. planlovens § 19, stk. 2. Principperne omfatter typisk planens formål og anvendelsesbestemmelser, men sjældent detaljerede bebyggelsesregulerende bestemmelser, medmindre de er fastlagt for at fastholde en særlig udformning. Planklagenævnet vurderede, at dispensationen fra byplanvedtægtens § 6 ikke var i strid med planens principper, da der var tale om en bebyggelsesregulerende bestemmelse, og byplanvedtægten ikke indeholdt en formålsbestemmelse eller andre holdepunkter for en særlig betydning af bestemmelsen. Kommunen havde derfor hjemmel til at give dispensation.

Beslutningsgrundlag og officialprincippet

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at kommunens afgørelse var baseret på et utilstrækkeligt eller forkert kendskab til sagens faktiske forhold. Kommunen havde adgang til luftfotos og tegningsmateriale. Nævnet bemærkede, at kommunens afgørelse var baseret på en skønsmæssig vurdering af byggeriets udformning og områdets karakter, hvilket nævnet ikke har kompetence til at efterprøve.

Planlægningsmæssigt relevante hensyn

Kommunens skønsmæssige vurdering skal baseres på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn. Kommunen begrundede dispensationen med, at taghældningen ikke ville ændre områdets udtryk, harmonerede med terrænstigningen, og at området i forvejen havde en broget og varieret arkitektur. Planklagenævnet fandt, at disse hensyn var saglige og planlægningsmæssigt relevante, og der var ingen oplysninger om usaglige hensyn.

Forhold, der ikke blev behandlet

Planklagenævnet afviste at behandle flere klagepunkter, da de faldt uden for nævnets kompetence:

• Servitut: Klage over en mur i strid med en tinglyst servitut blev afvist, da kommunens beslutning om ikke at håndhæve en privatretlig servitut efter planlovens § 43 ikke er en afgørelse efter planloven, der kan påklages til Planklagenævnet. Klageren blev henvist til civilretligt søgsmål.
• Forhold efter byggelovgivningen: Klagepunkter vedrørende garagens højde og regnvandshåndtering blev afvist, da de vedrører byggelovgivningen, som Planklagenævnet ikke har kompetence til at behandle. Klageren blev henvist til Byggeklageenheden.
• Kommunens klagevejledning: Klage over manglende klagevejledning vedrørende andre forhold end dispensationen blev afvist, da det var et isoleret sagsbehandlingsspørgsmål uden betydning for afgørelsens gyldighed.
• Forhold, der ikke er omfattet af afgørelsen: Klage over en mur i forlængelse af garagen i strid med byplanvedtægtens § 3 blev afvist, da Planklagenævnet kun kan tage stilling til forhold omfattet af den påklagede afgørelse. Nævnet bemærkede, at kommunen fører tilsyn efter planlovens § 51, stk. 1, men nævnet kan ikke tage stilling til selve udøvelsen af tilsynspligten.
• Hensigtsmæssighed: Klagepunkter vedrørende risiko for sammenstyrtning og præcedens for fremtidige dispensationer blev afvist, da de vedrører afgørelsens hensigtsmæssighed og ikke retlige forhold efter planloven.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4.