Afslag på lovliggørende dispensation til opførelse af legehus og udlægning af grus i beskyttet natur stadfæstes

Sagen omhandler en klage over Ringkøbing-Skjern Kommunes afgørelse af 22. august 2024, der meddelte afslag på lovliggørende dispensation til opførelse af et legehus og udlægning af grus på en ejendom beliggende i et beskyttet hedeområde. Kommunen påbød samtidig fjernelse af legehuset og gruset samt reetablering af arealerne. Ejendommen, matr. nr. [Matrikelnummer1] på [Adresse1], 6960 Hvide Sande, ligger i et sommerhusområde og indeholder ca. 3.000 m2 vejledende registreret hede, som er omfattet af Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 2, nr. 1.

Kommunens afgørelse

Kommunen vurderede, at både legehuset, opført i 2021, og det samme år udlagte grus udgjorde tilstandsændringer, der krævede dispensation efter Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 2 jf. Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2. Kommunen lagde vægt på, at gruslaget fjerner naturen og ændrer de fysiske forudsætninger for plantesammenhængen. Der blev ikke fundet grundlag for at meddele dispensation, da der ikke forelå et "særligt tilfælde". Tiltagene blev anset for ikke at være naturforbedrende og alene at varetage private hensyn. Kommunen henviste til Miljø- og Fødevareklagenævnets restriktive praksis og vurderede, at afgørelsen var proportional og i overensstemmelse hermed.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen den 5. september 2024. Klager anførte, at legehuset er opført på pæle ca. 25 cm over jorden og derfor ikke påvirker plante- og dyrelivet negativt, da der er fuld bevoksning under. Klager henviste desuden til, at der tidligere (i 1956) havde været et mindre udhus på ejendommen, og at legehuset var opsat til børnebørnene med intention om at fjerne det, når de blev ældre. Vedrørende gruset blev det anført, at det var udlagt grundet problemer med forhøjet grundvand i området, forårsaget af oversvømmelser fra Skjernådalen og forhøjet vejniveau i sommerhusområdet, hvilket medførte plørede arealer foran garagen.

Kommunens bemærkninger til klagen

Ringkøbing-Skjern Kommune fastholdt den påklagede afgørelse den 2. oktober 2024, selvom kommunen var opmærksom på det forhøjede grundvandsspejl i området. Kommunen henviste fortsat til Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis vedrørende § 3-beskyttet natur.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Ringkøbing-Skjern Kommunes afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til opførelse af legehus og udlægning af grus i beskyttet natur. Nævnet begrænsede sin prøvelse til spørgsmålet om, hvorvidt legehuset udgør en tilstandsændring, og om der kan meddeles dispensation til både legehuset og gruset.

Vurdering af tilstandsændring

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at legehuset udgør en tilstandsændring i § 3-beskyttet hede, som kræver dispensation. Nævnet lagde vægt på, at legehuset, selvom det er opført på pæle, påvirker den beskyttede hede negativt ved at skygge for vegetationen under og omkring det, hvilket ændrer vegetationssammensætningen og påvirker dyre- og plantelivet. Desuden medfører legehuset øget færdsel og slid på den beskyttede natur omkring det.

Vurdering af dispensation

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at der ikke foreligger et "særligt tilfælde", der kan begrunde en lovliggørende dispensation. Nævnet henviste til Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2 og sin egen restriktive praksis, som kræver særlige omstændigheder for at tillade indgreb i beskyttede naturtyper. Det blev fremhævet, at legehuset og gruset påvirker den naturlige vegetation og fjerner beskyttet natur, og at der ikke er tale om naturforbedrende tiltag. Klagerens interesse blev anset for at være af privatretlig karakter, hvilket ikke i sig selv kan begrunde en dispensation. Nævnet vurderede desuden, at en dispensation ville kunne skabe en uhensigtsmæssig præcedens for fremtidig administration af § 3-beskyttelsen i området.

Afvisning af klagers argumenter

Nævnet afviste klagerens argument om, at et tidligere udhus fra 1956 skulle give anledning til at forvente, at naturbeskyttelseslovens bestemmelser skulle vige for ny bebyggelse. Ligeledes kunne klagerens anførte problemer med forhøjet vandstand i området ikke føre til et andet resultat. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6.