Ophævelse og hjemvisning i sag om omgåelse vedrørende kontrol af krydsoverensstemmelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs afgørelse om omgåelse af regler for krydsoverensstemmelse og nedsættelse af grundbetaling (capping) for årene 2018-2022. Sagen omhandlede en landbruger, der havde opdelt sin landbrugsproduktion i flere selskaber: [Virksomhed 1], [Virksomhed 2], [Virksomhed 3] og [Virksomhed 4].

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø havde konstateret, at selskaberne havde fælles ejer eller adresse og anmodede klager om at redegøre for opdelingen og sammenhængen mellem virksomhederne. Klager forklarede, at opdelingen i [Virksomhed 1] og [Virksomhed 2] (markselskaber) skete af driftsmæssige årsager for at opnå bedre gennemsigtighed i foderpriser og optimere grovfoderproduktionen, hvilket skulle resultere i billigere foder og en mere robust bedrift. Desuden var opdelingen en del af en fremtidsstrategi og et generationsskifte, hvor [Person 2] skulle opbygge egenkapital, og selskabsformen (ApS) var et ønske fra banken.

Styrelsens afgørelse

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø afgjorde, at klager kunstigt havde skabt betingelserne for at opnå en uberettiget økonomisk fordel ved at undgå samlet sanktionering efter reglerne om krydsoverensstemmelse og capping. Styrelsen vurderede, at de fire virksomheder reelt udgjorde én samlet landbrugsbedrift. Dette blev begrundet med, at:

• Virksomhederne [Virksomhed 3], [Virksomhed 1] og [Virksomhed 4] ejes ligeligt af far og søn ([Person 1] og [Person 2]).
• [Virksomhed 1] og [Virksomhed 2] blev oprettet i december 2017, kort efter [Virksomhed 3] modtog to sanktioner for krydsoverensstemmelse i 2017.
• Kvægdriften blev yderligere opsplittet med oprettelsen af [Virksomhed 4] i 2021, efter [Virksomhed 3] modtog en omfattende sanktion i 2019, og [Virksomhed 4] modtog en sanktion i 2022.
• Markarealerne, der tidligere var en del af [Virksomhed 3], blev overført til de nye selskaber.
• Der var omfattende intern samhandel mellem virksomhederne, som fremstod som mellemregninger snarere end reelle transaktioner, og der var ingen eksterne samhandelspartnere for markselskaberne.
• Styrelsen mente, at formålet med opdelingen udelukkende var at undgå sanktioner og at opnå en økonomisk fordel, og at en bedre gennemsigtighed i foderomkostninger kunne være opnået ved en underopdeling af regnskabet for en samlet virksomhed.

Styrelsen henviste til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2116 artikel 62, Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 artikel 3, stk. 1, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 artikel 91-97 og 99, samt EU-Domstolens praksis om misbrug af rettigheder.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling. Nævnet begrænsede sin prøvelse til at vurdere, om de subjektive betingelser for omgåelse var opfyldt, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1.

Juridisk grundlag for omgåelse

Nævnet henviste til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 artikel 91, stk. 1, artikel 92, artikel 97, stk. 1 og artikel 99, stk. 1, vedrørende administrative sanktioner for manglende overholdelse af krydsoverensstemmelsesregler. For capping-reglerne henviste nævnet til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 11, stk. 1 og artikel 11, stk. 4. Endvidere blev Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2116 artikel 62 fremhævet, som omhandler medlemsstaternes forpligtelse til at forhindre omgåelse af EU-retten.

Nævnet lagde vægt på EU-Domstolens praksis, herunder dommene i sag C-110/99 og C-434/12, som fastslår, at konstatering af misbrug af rettigheder kræver både et objektivt element (formålet med bestemmelserne er ikke opnået) og et subjektivt element (ønske om at drage fordel ved kunstigt at skabe betingelserne). Det blev understreget, at der ikke kan nægtes finansiering af et projekt, hvis der er en anden begrundelse for investeringen end blot at opnå støtte.

Nævnets vurdering

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø ikke havde godtgjort, at klagers oprettelse af virksomhederne udelukkende havde til hensigt at omgå EU’s landbrugsstøtteordning. Nævnet bemærkede, at et prima facie-bevis skal have en vis styrke, før bevisbyrden kan overgå til støttemodtageren.

Nævnet vurderede, at styrelsen ikke havde modbevist klagers forklaring om, at oprettelsen af [Virksomhed 1] og [Virksomhed 2] var begrundet i et reelt ønske om mere effektiv grovfoderproduktion og bedre gennemsigtighed i foderomkostninger. Det forhold, at styrelsen mente, at formålet kunne være opnået på andre måder, var ikke i sig selv tilstrækkeligt til at skabe en formodning om omgåelse. Nævnet lagde vægt på klagers oplysninger om høje foderpriser og ønsket om et bedre grundlag for strategiske beslutninger, samt at opdelingen havde medført en mere rationel produktion og billigere foder.

Vedrørende opdelingen i to selvstændige markselskaber fandt nævnet, at styrelsen ikke havde godtgjort, at formålet alene var at omgå capping-reglerne. Nævnet lagde vægt på, at [Person 1] og [Person 2] på tidspunktet for oprettelsen ejede hver deres ejendomme, at ejerstrukturen var forskellig, og at valget af virksomhedsform var et ønske fra banken. Selvom virksomhederne fremstod økonomisk integrerede med intern samhandel, og oprettelsen skete kort efter sanktioner, fandt nævnet ikke, at dette alene eller tilsammen udgjorde et tilstrækkeligt prima facie-bevis for omgåelse.

Endelig vurderede nævnet, at oprettelsen af [Virksomhed 4] reelt havde karakter af en ændring af virksomhedsformen (generationsskifte), hvor mælkeproduktionen overgik fra [Virksomhed 3] til [Virksomhed 4]. Da de to virksomheder ikke havde søgt om landbrugsstøtte for det samme støtteår, og dermed ikke begge havde status som støttemodtager sideløbende, kunne dette ikke medføre en relevant fordel i forhold til EU’s landbrugsstøtteordning.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede derfor Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs afgørelse af 12. december 2023 og hjemviste sagen til fornyet behandling i styrelsen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1.