Ophævelse og hjemvisning af afgørelser om udledning af vejvand til Marbækrenden

Miljø- og Fødevareklagenævnet traf den 9. februar 2024 afgørelse om at ophæve Frederikssund Kommunes tilladelser af 24. september 2019 til udledning af vejvand fra Fjordforbindelsen via udløb U4a, U4b og U9 til Marbækrenden. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling med virkning fra et år efter nævnets afgørelse.

Efterfølgende anmodede Vejdirektoratet, som var adressat for udledningstilladelserne, om genoptagelse af sagerne. Begrundelsen var, at der var fremkommet nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning, idet det ikke var muligt at etablere en ny udløbsledning udenom Marbækrenden inden for den oprindelige frist på et år. Vejdirektoratet anmodede derfor om en udsættelse af virkningen af nævnets afgørelse til den 1. august 2025.

Miljø- og Fødevareklagenævnet besluttede at genoptage behandlingen af klagesagerne, da de nye oplysninger blev anset for at have væsentlig betydning for, hvornår virkningen af nævnets afgørelse skulle indtræde. Nævnet vurderede, at oplysningerne ville have været inddraget i den oprindelige vurdering, hvis de havde foreligget på afgørelsestidspunktet.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Klagen blev indbragt af en bredejer til Marbækrenden, som anførte, at udledningstilladelserne var ugyldige. Klager henviste til en tidligere afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet af 12. juni 2018, hvor kommunen var blevet pålagt at udføre en aktuel robustheds- og kapacitetsanalyse af Marbækrenden, hvilket klager mente ikke var sket tilstrækkeligt. Klager påpegede, at den udarbejdede analyse var teoretisk og baseret på urealistiske forudsætninger, og at vandløbet i sin nuværende tilstand ikke kunne aftage mere vand på grund af dårlig stand og rørbrud, som beskrevet i en rapport fra 2015.

Klager gjorde desuden gældende, at partshøringen havde været mangelfuld, da det fulde analyse-materiale først blev fremsendt efter en anmodning om aktindsigt. Endvidere udtrykte klager bekymring over, at ansøger ikke havde regnet med koblet regn, og at tilladelserne forudsatte en medbenyttertilladelse samt en reguleringstilladelse efter vandløbsloven. Klager forventede også, at Frederikssund Kommune ville dække tab som følge af oversvømmelser på klagers arealer.

Sagens oplysninger om Marbækrenden

Marbækrenden er et offentligt vandløb, der primært er rørlagt (2.498 ud af 2.604 meter). Regulativet for vandløbet fra 1996 angiver en vintermedianmaksimumsafstrømning på 25 l/s/km², men bemærker, at maksimale regnvandstilledninger var urealistiske i forhold til vandløbsdimensionerne. Der foreligger ikke vandføringsmålinger i vandløbet, og afstrømningsstatistikken er skønnet ud fra referencestationer i nærliggende vandløb.

Frederikssund Kommune havde i forbindelse med de påklagede tilladelser fået udarbejdet en robusthedsanalyse af 9. november 2018 og et supplerende notat om revision af afstrømningsstatistik og Mike Urban beregninger af 13. september 2019. Disse analyser skulle vurdere vandløbets hydrauliske kapacitet. Kommunen havde på baggrund af høringssvar skærpet vilkårene i tilladelserne, så udledningerne blev neddroslet til 1 l/s/red. ha, hvilket kommunen vurderede var mindre end vandløbets kapacitet.

Robusthedsanalysen og afstrømningsstatistikken

Robusthedsanalysen anvendte en vintermedianmaksimumafstrømning på 0,14 l/s/ha, baseret på syv målinger fra 1991-1994, og et manningtal på 60, der forudsætter et nyt rør og fuld vedligeholdelse. Notatet om revision af afstrømningsstatistik anvendte en vintermiddelafstrømning og sammenlignede Marbækrenden med Mademose Å, et overvejende åbent vandløb, baseret på begrænset datamateriale og med stor usikkerhed på medianmaksimumafstrømningen. Disse beregninger konkluderede, at udledningerne ikke ville medføre oversvømmelser ved 5 eller 10 års regnhændelser.

Frederikssund Kommune bemærkede i sine svar til klagen, at den hydrauliske kapacitetsanalyse viste, at vandløbet var robust, forudsat at rørene var i god stand. Kommunen erkendte, at den fulde robusthedsanalyse ikke blev fremsendt under partshøringen, men at klager efterfølgende havde fået adgang til den. Kommunen understregede, at der var stillet vilkår om beregning af bassinvolumen inklusiv koblet regn, og at kommunen ikke havde truffet afgørelse om medbenyttelse. Kommunen var uenig i klagers påstand om, at manglende kapacitet var årsag til oversvømmelser og økonomisk tab.

Miljø- og Fødevareklagenævnet traf afgørelse efter Miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 1, jf. Miljøbeskyttelseslovens § 91, stk. 1, og ophævede Frederikssund Kommunes afgørelser af 24. september 2019 om tilladelse til udledning af vejvand fra Fjordforbindelsen via udløb U4a, U4b og U9 til Marbækrenden. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling med virkning fra den 1. august 2025. Denne afgørelse erstatter nævnets tidligere afgørelse af 9. februar 2024. Det indbetalte gebyr tilbagebetales i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6.

Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Miljøbeskyttelseslovens § 101, stk. 1.

Prøvelsens omfang

Miljø- og Fødevareklagenævnet begrænsede sin prøvelse til Marbækrendens hydrauliske kapacitet og tidspunktet for virkningen af nævnets afgørelse, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1 og Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 2. Nævnet bemærkede, at det ikke kunne behandle spørgsmål om reguleringstilladelse efter vandløbsloven, vedligeholdelse af vandløbet eller erstatningsretlige konsekvenser, da disse falder uden for miljøbeskyttelseslovgivningen. Spørgsmål om tilsyn med kommunen kan indbringes for Ankestyrelsen, jf. Kommunestyrelseslovens § 48a.

Marbækrendens hydrauliske kapacitet

Nævnet fandt, at Frederikssund Kommune ikke havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af Marbækrendens hydrauliske kapacitet. De gennemførte kapacitetsberegninger dokumenterede ikke, at der var tilstrækkelig hydraulisk kapacitet i vandløbet til, at de ansøgte udledninger ikke ville medføre hyppigere eller større oversvømmelser end ved afstrømning fra vandløbets naturlige opland. Dette skyldtes flere forhold:

• Urealistisk afstrømningsstatistik: Robusthedsanalysen anvendte en vintermedianmaksimumafstrømning baseret på en for kort tidsserie (syv målinger fra 1991-1994), hvilket afviger fra normal praksis, hvor medianmaksimumafstrømningen fastlægges ved iagttagelse af en længere tidsserie.
• Urealistisk manningtal: Anvendelsen af et manningtal på 60, svarende til et nyt rør, var ikke underbygget af oplysninger om vandløbets faktiske tilstand. Kommunen burde have foretaget en konkret vurdering af manningtallets retvisning, når det afveg fra regulativets oplysninger.
• Mangelfuld sammenligning: Notatet om revision af afstrømningsstatistik anvendte vintermiddelafstrømning i stedet for medianmaksimumafstrømning og sammenlignede Marbækrenden (overvejende rørlagt) med Mademose Å (overvejende åbent vandløb) uden tilstrækkelig begrundelse for sammenligneligheden af oplandene eller anvendeligheden af sommermålinger til at bestemme medianmaksimumafstrømningen.

Da udledningerne (1 l/s/red. ha) oversteg Marbækrendens vintermedianmaksimumvandføring og dermed den naturlige afstrømning, var en konkret vurdering af vandløbets hydrauliske kapacitet nødvendig. Nævnet konkluderede, at den mangelfulde vurdering var en så væsentlig mangel, at kommunens afgørelser måtte ophæves og hjemvises.

Tidspunktet for virkningen af afgørelsen

Miljø- og Fødevareklagenævnet udsatte virkningen af sin afgørelse til den 1. august 2025. Dette skyldtes Vejdirektoratets oplysning om, at en lovliggørelse af udledningerne kræver etablering af en ny ledning, hvilket indebærer miljø- og habitatvurdering, udledningstilladelse, projektering og anlæg. Nævnet vurderede, at en frist på 1½ år var rimelig for at opfylde nævnets oprindelige afgørelse.

Øvrige bemærkninger

Partshøring

Nævnet bemærkede, at Frederikssund Kommune ikke havde partshørt klager i forhold til notatet om revision af afstrømningskarakteristik, forinden kommunen traf afgørelse. Dette var en væsentlig mangel i henhold til Forvaltningslovens § 19, stk. 1. Da sagen blev hjemvist, fandt nævnet det ikke nødvendigt at vurdere, om den mangelfulde partshøring var uvæsentlig, men påpegede, at kommunen skal partshøre klager korrekt ved den fornyede behandling.

BAT

Nævnet påpegede, at vilkårene i de påklagede udledningstilladelser om et permanent vandspejl på minimum 0,5 m i regnvandsbassinerne ikke levede op til BAT (Bedste Tilgængelige Teknik), som forudsætter en permanent vanddybde på 1-1,5 m for at opnå den ønskede renseeffekt. Frederikssund Kommune skal ved den fornyede behandling af sagen fastsætte vilkår, der lever op til BAT.