Afslag på dispensation fra byggelinje i lokalplan på grund af strid med planens principper

Sagen omhandler et afslag fra Helsingør Kommune på en ansøgning om dispensation til at opføre et sommerhus, der overskrider en byggelinje fastsat i lokalplan nr. 4.2 for et område i Ålsgårde. Ejeren havde påbegyndt en renovering af det eksisterende sommerhus i 2023, men under arbejdet kollapsede tre af bygningens vægge, hvorefter kun én væg og dele af fundamentet stod tilbage.

Klageren anførte, at sammenstyrtningen skyldtes bygningens ringe stand og fejl fra sagkyndige, og at det skulle betragtes som en hændelig undergang. På den baggrund mente klageren at have ret til at genopføre sommerhuset med samme placering, selvom det overskred byggelinjen mod Øresund, som er fastlagt i lokalplanens § 6.2.

Kommunen afslog ansøgningen med den begrundelse, at en dispensation ville være i strid med lokalplanens principper, da formålsbestemmelsen i § 2.1 specifikt nævner fastlæggelsen af en byggelinje mod Øresund. Kommunen mente derfor ikke at have hjemmel til at dispensere efter Planloven § 19.

Planklagenævnet stadfæstede Helsingør Kommunes afgørelse og gav ikke medhold i klagen. Nævnets afgørelse er baseret på en vurdering af flere centrale juridiske spørgsmål.

Nyopførelse og ikke eksisterende lovlig brug

Planklagenævnet fandt, at der var tale om opførelse af et nyt sommerhus og ikke blot en renovering eller vedligeholdelse. Sammenstyrtningen af tre vægge under renoveringen blev ikke anset for en hændelig undergang, som f.eks. brand eller stormskade. Nævnet lagde vægt på, at kollapset skyldtes bygningens dårlige stand og fejl under renoveringsarbejdet. Derfor skulle det nye byggeri overholde lokalplanens bestemmelser, jf. Planloven § 18.

Dispensation i strid med lokalplanens principper

Nævnet vurderede, at byggelinjen mod Øresund, som fastlagt i lokalplanens § 6.2, udgør et af planens bærende principper. Dette er eksplicit nævnt i lokalplanens formålsbestemmelse. En dispensation til at overskride denne byggelinje ville derfor være i strid med planens principper. Kommunen havde dermed ikke hjemmel til at give en dispensation, jf. Planloven § 19, stk. 1.

Intet pligtmæssigt skøn ved manglende hjemmel

Da kommunen ikke havde lovhjemmel til at dispensere, kunne den ikke foretage en skønsmæssig vurdering af ansøgningen. Klagerens argument om, at kommunen havde tilsidesat sin pligt til at udøve et konkret skøn, blev derfor afvist.

Ingen berettigede forventninger

Planklagenævnet fandt ikke, at klageren havde en berettiget forventning om at kunne få dispensation. Selvom kommunen tidligere havde bekræftet, at ejendommen måtte anvendes til sommerhus, skabte dette ikke en forventning om, at der kunne ses bort fra lokalplanens bebyggelsesregulerende bestemmelser. Desuden kan berettigede forventninger som altovervejende hovedregel ikke føre til en afgørelse uden lovhjemmel.