Lokalplan for omdannelseslandsby anset for gyldig trods klager over bebyggelsesprocenter og lighedsgrundsætning

Faaborg-Midtfyn Kommune vedtog den 20. juni 2024 lokalplan nr. 2023-11 for Landskabsbyen i Ny Stenderup. To beboere i området klagede over vedtagelsen med påstand om, at planen var i strid med kommuneplanen, lighedsgrundsætningen og indeholdt interne uoverensstemmelser.

Lokalplanens formål og rammer

Lokalplanen har til formål at muliggøre udstykning og opførelse af nye boliger, samtidig med at der tages hensyn til landskabet og den eksisterende bebyggelse. Planområdet på ca. 22 ha i landzone er opdelt i seks delområder med forskellige anvendelsesmuligheder:

• Delområde 1-2: Kun til helårsboliger.
• Delområde 3-5: Til helårsboliger eller erhverv (miljøklasse 1-3 i delområde 3, og 1-2 i delområde 4-5).
• Delområde 6: Kun til erhverv (miljøklasse 1-4).

Lokalplanen fastsætter maksimale bebyggelsesprocenter for erhverv på 50 % i delområde 3 og 40 % i delområde 4, 5 og 6.

Forholdet til kommuneplanen

I den gældende kommuneplan 2019-2031 er Ny Stenderup udpeget som en "omdannelseslandsby". Kommuneplanrammen (Nys.L.1) kræver, at der udarbejdes en lokalplan for området, og at nyt erhvervsbyggeri kun må placeres i tilknytning til eksisterende erhvervsbygninger.

Klagepunkter

Klagerne anførte, at lokalplanens bestemmelser om bebyggelsesprocenter for erhverv var i strid med kommuneplanen og intentionerne i en forudgående handleplan. De mente også, at planen var i strid med lighedsgrundsætningen, da nyt boligbyggeri blev pålagt strengere begrænsninger end erhvervsbyggeri. Endelig påpegede de uoverensstemmelser mellem planens formålsbestemmelse og de bebyggelsesregulerende bestemmelser.

Planklagenævnet gav ikke medhold i klagen, og lokalplanen er derfor fortsat gældende. Nævnet behandlede tre centrale retlige spørgsmål.

Lokalplanens overensstemmelse med kommuneplanen

Planklagenævnet fandt ikke, at lokalplanen var i strid med kommuneplanen. Nævnet lagde vægt på, at de afsnit i kommuneplanen, som klagerne henviste til, var en del af redegørelsen, som ikke er retligt bindende. De bindende retningslinjer og rammebestemmelser i kommuneplanen fastsatte ikke en maksimal bebyggelsesprocent for erhverv, men regulerede kun placeringen af nyt erhvervsbyggeri. Lokalplanens bestemmelser var derfor ikke i strid med kravene i Planloven § 13, stk. 1, nr. 1.

Lighedsgrundsætningen

Nævnet vurderede, at kommunen ikke havde tilsidesat lighedsgrundsætningen. En kommune har et vidt skøn og er ikke afskåret fra at fastsætte forskellige bebyggelsesregulerende bestemmelser for forskellige områder og anvendelser, herunder forskellige bebyggelsesprocenter for bolig- og erhvervsbyggeri, inden for samme lokalplan.

Interne uoverensstemmelser i lokalplanen

Planklagenævnet fandt ikke, at der var en sådan modstrid i lokalplanen, at det kunne medføre ugyldighed. Eventuelle upræcise eller modstridende bestemmelser påvirker generelt ikke en plans gyldighed, men kan få betydning for den senere håndhævelse. Spørgsmål om fortolkning af planen kan behandles, hvis kommunen træffer en konkret afgørelse, som efterfølgende kan påklages.