Planklagenævnets afgørelse om forbud mod etageantal i Hirtshals

Hjørring Kommune traf den 8. maj 2024 afgørelse om forbud mod opførelse af et enfamiliehus i 2 etager på ejendommen [A1], 9850 Hirtshals. Afgørelsen, benævnt ”afslag på byggetilladelse”, blev truffet med henvisning til en tinglyst servitut fra 20. februar 1960, der begrænser beboelsesbygninger til højst én etage foruden kælder og kvist. Kommunen begrundede håndhævelsen med, at det ansøgte byggeri ville ændre karakteren af bebyggelsen i området, da ejendommen ligger på fladt terræn, i modsætning til enkelte eksisterende 2-etagers huse på østsiden af vejen, som er tilpasset skrånende terræn. Kommunen henviste desuden til, at kommuneplanrammen for området fastsætter et maksimalt etageantal på 1½ etage. Afgørelsen blev truffet med hjemmel i Planloven § 43.

Ejendommens ejere klagede over afgørelsen til Planklagenævnet. Klagen omhandlede primært tre punkter:

• Om kommunen havde en aktuel planlægningsmæssig interesse i at håndhæve servitutten.
• Om kommunen havde overholdt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.
• Om kommunen havde overholdt det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Hjørring Kommunes afgørelse om forbud mod opførelse af et enfamiliehus i 2 etager på ejendommen [A1] gælder.

Planklagenævnets kompetence og servituttens indhold

Planklagenævnet fastslog sin kompetence til at behandle sagen, da en kommunes beslutning om at håndhæve en privatretlig servitut efter Planloven § 43 er en afgørelse efter planloven, som kan påklages i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet vurderede, at servitutbestemmelsen om etageantal var af en sådan art, at den kunne håndhæves efter Planloven § 43, og at det ansøgte byggeri i 2 etager var i strid med servituttens punkt 3, som begrænser beboelsesbygninger til højst én etage foruden kælder og kvist.

Aktuel og planlægningsmæssig interesse

Klagerne anførte, at servitutten fra 1960'erne var utidssvarende, og at kommunen tidligere havde undladt at håndhæve den. Planklagenævnet fandt dog, at kommunen havde en aktuel og saglig planlægningsmæssig interesse i at håndhæve servitutten. Nævnet lagde vægt på, at det ansøgte byggeri ville ændre områdets karakter ved at fremstå i 2 etager mod vejen på fladt terræn, i modsætning til den eksisterende bebyggelse. Servituttens alder eller ændringer i områdets karakter havde ingen betydning, medmindre bestemmelsen helt savnede mening, hvilket ikke var tilfældet her.