Afslag på dispensation til opførelse af udestue inden for fortidsmindebeskyttelseslinje stadfæstet

En grundejer ansøgte Vejen Kommune om dispensation til at opføre en udestue/vinterhave på 26,6 m² på sin ejendom beliggende på [Adresse1]. Den ønskede placering var inden for den lovpligtige 100-meters beskyttelseslinje omkring en oldtidsrundhøj.

Kommunens afslag

Vejen Kommune meddelte afslag på ansøgningen den 29. april 2024. Kommunen vurderede, at udestuen ville blive opført tættere på fortidsmindet end den eksisterende bebyggelse og ville forstyrre indsynet til og udsynet fra fortidsmindet. Afslaget blev givet i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 18, stk. 1.

Klagen til nævnet

Grundejeren påklagede afgørelsen og anførte følgende:

• Der var ingen alternative placeringsmuligheder for udestuen.
• Den valgte placering var optimal for funktion og lysindfald.
• Kommunen havde udøvet usaglig forskelsbehandling ved tidligere at have givet sig selv dispensation til en parkeringsplads på samme ejendom inden for beskyttelseslinjen.
• Klager henviste desuden til en række andre sager, hvor der var givet dispensation.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Vejen Kommunes afgørelse om afslag på dispensation.

Vurdering af dispensation

Nævnet fastslår, at der skal foreligge særlige tilfælde for at dispensere fra forbuddet i Naturbeskyttelsesloven § 18, stk. 1, og at praksis for dispensationer efter Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2 er meget restriktiv.

Nævnet finder ikke, at der er tale om et sådant særligt tilfælde. Der er lagt vægt på, at udestuen ville forringe oplevelsen af rundhøjen som et landskabselement og påvirke ind- og udsynet til fortidsmindet. At der ifølge klager ikke er andre placeringsmuligheder, kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet understreger desuden, at en dispensation ville kunne skabe en uønsket præcedens.

Vurdering af lighedsgrundsætningen

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviser, at der er tale om usaglig forskelsbehandling. Nævnet vurderer, at de sager, klageren har henvist til, ikke er sammenlignelige med den aktuelle sag.

• Dispensationen til en parkeringsplads tjente et offentligt formål (adgang til Skibelund Krat), mens udestuen tjener et privat formål.
• De øvrige henviste sager fra andre kommuner adskiller sig væsentligt i forhold til bebyggelsens art, størrelse, placering og udformning.

Nævnet bemærker, at det ikke er bundet af afgørelser truffet af kommuner i første instans, som ikke har været påklaget.