Planklagenævnet stadfæster Esbjerg Kommunes midlertidige dispensation til legeland i eksisterende bygning

Esbjerg Kommune meddelte den 17. august 2023 en midlertidig dispensation fra lokalplan nr. 178 til indretning af et legeland i en eksisterende bygning på ejendommen [A1], 6700 Esbjerg. Lokalplanen fastsætter i § 3.1, at området kun må anvendes til erhvervsformål som lager- og engrosvirksomhed, ikke-generende fremstillingsvirksomhed, kontorer, klinikker, liberale erhverv eller virksomhed, der efter byrådets skøn naturligt finder plads i området.

En beboer i området klagede over afgørelsen, hvilket førte til Planklagenævnets behandling af sagen. Nævnet skulle vurdere, om kommunen havde hjemmel til at give midlertidig dispensation i henhold til Planloven § 19, om dispensationen var i strid med planhabitatbekendtgørelsens regler om bilag IV-arter, og om kommunens skønsmæssige vurdering var baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn.

Kommunens begrundelse for dispensationen var, at ejendommen stod tom, og at den midlertidige anvendelse til legeland ikke ville medføre etablering af nye fysiske anlæg eller bygninger, og dermed ingen permanent ændring eller påvirkning af området. Dispensationen blev givet for en periode på tre år og var betinget af etablering af et skærmende træplankeværk eller en teglstensmur på mindst 1,8 meter i højden.

Klageren anførte, at der ikke var foretaget en undersøgelse af påvirkningen på bilag IV-arter, herunder strandtudser, som tidligere var registreret i området som yngle- og rasteområde. Klageren påpegede også, at legelandets udvidede åbningstider (tirsdag-søndag kl. 9-18) ville øge færdslen sammenlignet med den tidligere grossistvirksomhed. Endvidere blev det gjort gældende, at kommunen havde varetaget usaglige hensyn, idet dispensationen angiveligt skulle medvirke til, at en developer kunne opnå størst mulig økonomisk gevinst.

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende ejendommens forurening, støjgener, udstykning i strid med lokalplanen, miljøvurderingsloven, servitutter om parkeringspladser eller kommunens tilsynspligt, da disse enten ikke var retlige spørgsmål under planloven, ikke var omfattet af den påklagede afgørelse, eller faldt uden for nævnets kompetence.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Esbjerg Kommunes afgørelse om midlertidig dispensation, hvilket betyder, at kommunens afgørelse står ved magt.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om lovlighed og gyldighed af afgørelser, fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige grundsætninger.

Mulighed for at give dispensation

Lokalplanens bestemmelser er bindende for borgerne, jf. Planloven § 18. Da indretningen af et legeland ikke var i overensstemmelse med lokalplanens § 3.1, krævede det dispensation efter Planloven § 19. Kommunen kan dispensere fra en lokalplan, selv hvis dispensationen er i strid med planens principper, såfremt den tidsbegrænses til maksimalt tre år, jf. Planloven § 19, stk. 1. Nævnet vurderede, at lokalplanens § 3.1 er en del af planens principper. Da legelandet indrettes i en eksisterende bygning uden nyt byggeri, og anvendelsen let kan ophøre uden permanent ændring af området, fandt Planklagenævnet, at kommunen havde hjemmel til at give den midlertidige dispensation.

Påvirkning af bilag IV-arter (strandtudse)

Klageren anførte, at der ikke var foretaget en undersøgelse af påvirkningen på bilag IV-arter. Reglerne i Habitatdirektivet og Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 7, stk. 1, jf. Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 5, stk. 1, nr. 1, fastsætter, at der som hovedregel ikke kan gives dispensation, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter. Selvom kommunens afgørelse ikke eksplicit indeholdt en vurdering af dette, oplyste kommunen under klagesagen, at der ikke er vandhuller eller vådområder i området, hvor padder kan yngle. Planklagenævnet fandt på den baggrund, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at den ændrede anvendelse af en eksisterende bygning ikke ville beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for strandtudser.

Planlægningsmæssigt relevante hensyn

Klageren gjorde gældende, at kommunen havde varetaget usaglige hensyn. Planklagenævnet bemærkede, at en kommunes skønsmæssige vurdering skal være baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn. Kommunens begrundelse for dispensationen – at ejendommen stod tom, og at den midlertidige anvendelse ikke medførte nye fysiske anlæg eller permanent ændring – blev anset for at være en saglig og planlægningsmæssigt relevant begrundelse. Nævnet fandt ingen konkrete oplysninger, der indikerede, at kommunen havde lagt usaglige hensyn til grund for sin afgørelse.

Forhold, som ikke behandles

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende afgørelsens hensigtsmæssighed (f.eks. forurening og støjgener), da disse ikke vedrører retlige forhold efter planloven. Klagepunkter om udstykning og miljøvurderingsloven blev heller ikke behandlet, da de ikke var omfattet af den påklagede afgørelse. Vedrørende servitutter bemærkede nævnet, at kommunens beslutning om ikke at håndhæve en privatretlig servitut efter Planloven § 43 ikke er en afgørelse, der kan påklages til Planklagenævnet. Endelig kan nævnet ikke tage stilling til klager over selve udøvelsen af kommunens tilsynspligt, men kun til tilsynsafgørelser. Støjgener, der overskrider Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser, falder under miljøbeskyttelsesloven, og Planklagenævnet har ikke kompetence til at behandle disse, men henviste til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.