Planklagenævnets afgørelse om afslag på landzonetilladelse til etablering af minivådområde i Aalborg Kommune

Aalborg Kommune afslog den 16. februar 2024 en ansøgning om landzonetilladelse til etablering af et minivådområde på ejendommen [A1], Kærsholm, 9280 Storvorde. Ejendommens ejer klagede over afgørelsen til Planklagenævnet.

Ejendommen og ansøgningen

Den bygningsløse ejendom på knap 216 ha ligger i landzone og er udpeget som bevaringsværdigt landskab, lavbundsareal, skovrejsningsområde, samt område med økologiske forbindelser og naturbeskyttelsesinteresser i kommuneplan 2021 for Aalborg Kommune. Den grænser op til en landskabsbevarende fredning og ligger ca. 1 km fra Natura 2000-område N17, Lille Vildmose. Der er beskyttede moser, vandløb og søer, jf. Naturbeskyttelsesloven § 3, inden for ca. 200 m.

Ansøgningen fra 2019, revideret i 2022, omhandlede etablering af et 0,7 ha minivådområde med tre bassiner, et sedimentbassin, en eksisterende pumpe og en iltningsbrønd. Formålet var at mindske kvælstofudledningen fra drænvand til Limfjorden. Den bortgravede jord skulle udlægges som en jordvold. Arealet har landbrugspligt.

Kommunens afslag

Aalborg Kommune begrundede afslaget med, at minivådområder betragtes som tekniske anlæg, der ikke er nødvendige for landbrugsdriften, og at placeringen uden tilknytning til eksisterende bebyggelse kræver landzonetilladelse, jf. Planloven § 35, stk. 1. Kommunen lagde vægt på, at det ansøgte ville fremstå markant i det flade landskab i Lille Vildmose og var uforeneligt med kommuneplanens retningslinjer for lavbundsarealer og bevaringsværdige landskaber, som fraråder tekniske anlæg. Kommunen vurderede, at minivådområdet ikke ville genskabe naturligt vandstandsniveau eller tilbageholde CO2, og at det ville hindre fremtidige lavbundsprojekter, selvom der ikke var konkrete planer. Endvidere frygtede kommunen, at dræning af oplandet kunne dræne omkringliggende beskyttede mosearealer. Kommunen fandt, at den potentielle kvælstofreduktion ikke opvejede de negative konsekvenser for natur, klima og landskab.

Klagen til Planklagenævnet

Klageren anførte, at kommunen behandlede lavbundsområdet som en forbudszone uden konkret vurdering af arealet, og at udpegningen alene ikke burde forhindre anlægget, især da der ikke var konkrete lavbundsprojekter planlagt. Klageren henviste til jordbundsundersøgelser, der viste lavt kulstofindhold, og påpegede, at tilskudsordninger for minivådområder er koordineret med vådområdeprojekter. Det blev fremført, at minivådområdet kun skulle opretholdes i ti år og derfor ikke nødvendigvis ville hindre fremtidige projekter, og at det ville reducere fosforudledning. Klageren fremhævede den samfundsmæssige værdi og miljøeffekt af minivådområdet som et miljøforbedrende tiltag, og argumenterede for, at det ikke skulle sidestilles med et klassisk teknisk anlæg, da det ville være et levende naturområde. Endelig bestred klageren, at anlægget ville være markant i landskabet og stillede spørgsmålstegn ved påvirkningen af mosearealerne, da der allerede var en pumpe.

Planklagenævnet behandlede spørgsmål om undtagelse fra landzonetilladelse, kommunens konkrete vurdering og begrundelse, jf. Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24.

Planklagenævnet ophæver Aalborg Kommunes afgørelse af 16. februar 2024 og hjemviser sagen til fornyet behandling i kommunen. Dette betyder, at kommunens afgørelse ikke længere er gældende.

Planklagenævnets vurdering

Planklagenævnet fastslog, at etablering af minivådområdet udgør en ændret anvendelse af området, som kræver landzonetilladelse i henhold til Planloven § 35, stk. 1. Nævnet fandt, at minivådområdet ikke er et erhvervsmæssigt nødvendigt anlæg for landbrugsdriften, og da det ikke ville ligge i tilknytning til eksisterende bebyggelse, ville det under alle omstændigheder kræve landzonetilladelse. Ingen af undtagelserne i Planloven § 5u, Planloven § 36, Planloven § 37 eller Planloven § 38 fandt anvendelse.

Nævnet vurderede, at kommunen ikke havde foretaget en tilstrækkelig konkret vurdering af det ansøgte, herunder den samfundsmæssige interesse i etablering af minivådområder med henblik på nedbringning af udledningen af kvælstof og fosfor. Afslaget var primært begrundet i områdets udpegning som lavbundsareal i kommuneplanen og en potentiel drænende effekt på mosearealer, selvom kommunen selv oplyste, at der ikke var konkrete lavbundsprojekter planlagt.

Kommunen havde heller ikke tilstrækkeligt undersøgt eller vurderet, om der ville ske en sænkning af grundvandsstanden eller afvanding af det nærtliggende Natura 2000-område eller den beskyttede natur, eller hvilken konkret påvirkning dette ville have på de beskyttede naturtyper og udpegningsgrundlaget. Nævnet bemærkede desuden, at der allerede var en pumpe på den ansøgte placering.

Planklagenævnet konkluderede, at kommunens afgørelse led af en væsentlig retlig mangel og dermed var ugyldig, jf. Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24. Nævnet tog ikke stilling til, om der kunne gives landzonetilladelse til det ansøgte, men hjemviste sagen til fornyet behandling.

Krav til fornyet behandling

Kommunen skal ved den fornyede behandling foretage en konkret vurdering ud fra de relevante planlægningsmæssige hensyn af det ansøgte, herunder påvirkningen af landskab, natur, miljø og naboer.

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.