Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til etablering af minivådområde i Aalborg Kommune

Aalborg Kommune afslog den 16. februar 2024 en ansøgning om landzonetilladelse til etablering af et minivådområde på matr.nr. [M1] Nr. Kongerslev By, Nr. Kongerslev, som er en del af ejendommen [A1], 9293 Kongerslev. Forpagteren af arealet klagede over afgørelsen til Planklagenævnet. Sagen omhandlede spørgsmål om undtagelse fra kravet om landzonetilladelse, kommunens konkrete vurdering og begrundelse af afgørelsen i henhold til forvaltningslovens bestemmelser.

Ejendommen og ansøgningen

Det ansøgte minivådområde på 0,79 ha skulle etableres på en matrikel i landzone, der er en del af en landbrugsejendom. Matriklen er udpeget som lavbundsareal i kommuneplan 2021 for Aalborg Kommune. Minivådområdet skulle bestå af tre bassiner, et sedimentbassin, en pumpe og en iltningstrappe, med det formål at mindske kvælstofudledningen fra drænvand til Limfjorden. Den bortgravede jord skulle anvendes til en jordvold omkring vådområdet. Området ligger ca. 225 m fra to søer og et vandløb, der er beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens § 3.

Kommunens afslag

Aalborg Kommune begrundede afslaget med, at minivådområder betragtes som tekniske anlæg, der ikke er nødvendige for landbrugsdriften. Kommunen anførte, at placeringen uden tilknytning til ejendommens eksisterende bebyggelse under alle omstændigheder ville kræve landzonetilladelse. Kommunen vurderede, at det ansøgte ville fremstå markant i det flade landskab i Mou-Rørdal Fjordlandskab og ikke var foreneligt med kommuneplanens retningslinjer for lavbundsarealer. Kommunen fremhævede, at minivådområdet ikke ville genskabe det naturlige vandstandsniveau eller tilbageholde CO2, og at det kunne hindre fremtidige lavbundsprojekter, selvom der ikke var konkrete planer herfor. Kommunen fandt, at den potentielle kvælstofreduktion ikke opvejede de negative konsekvenser for natur, klima og landskab.

Klagerens anbringender

Forpagteren anførte i klagen, at kommunen behandlede lavbundsområdet som en forbudszone uden konkret vurdering af arealet, og at en udpegning alene ikke burde forhindre anlæg af et minivådområde, især da der ikke var konkrete planer for lavbundsprojekter. Klageren påpegede, at kommunen for nylig havde eksproprieret jord til et overfladevandsbassin i nærheden. Det blev også fremført, at tilskudsordninger for minivådområder er koordineret med egentlige vådområdeprojekter, og at minivådområdet kun skal opretholdes i ti år, hvilket ikke nødvendigvis ville hindre fremtidige lavbundsudtagninger. Klageren fremhævede den samfundsmæssige værdi og miljøeffekt af minivådområdet, herunder reduktion af fosforudledning, og henviste til Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis om miljøforbedrende tiltag. Endelig bestred klageren, at minivådområdet ville være markant i landskabet.

Planklagenævnet ophævede Aalborg Kommunes afgørelse af 16. februar 2024 om afslag på landzonetilladelse og hjemviste sagen til fornyet behandling. Nævnet fandt, at etablering af et minivådområde udgør en ændret anvendelse, der kræver landzonetilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1. Nævnet fastslog, at et minivådområde ikke er et erhvervsmæssigt nødvendigt anlæg for landbrugsdriften, og at placeringen uden tilknytning til eksisterende bebyggelse uanset hvad ville kræve tilladelse. Ingen af undtagelserne i Planlovens § 5 u eller Planlovens §§ 36-38 fandt anvendelse.

Mangelfuld konkret vurdering

Nævnet vurderede, at kommunen ikke havde foretaget en tilstrækkelig konkret og individuel vurdering af det ansøgte, og at den ikke havde inddraget alle saglige og planlægningsrelevante hensyn. Dette inkluderer den samfundsmæssige interesse i etablering af minivådområder med henblik på nedbringelse af udledningen af kvælstof og fosfor. Nævnet lagde vægt på, at kommunen primært begrundede afslaget med, at området var udpeget som lavbundsareal i kommuneplanen, uden at forholde sig konkret til, hvordan det ansøgte påvirkede landskab, natur eller miljø. Det blev også fremhævet, at der ikke var konkrete planlagte lavbundsprojekter i området, og at ejendommen ikke lå inden for andre særlige landskabsudpegninger.

Retlig mangel og hjemvisning

Planklagenævnet konkluderede, at kommunens afgørelse led af en væsentlig retlig mangel og dermed var ugyldig. Sagen blev derfor hjemvist til fornyet behandling i kommunen. Ved den fornyede behandling skal kommunen foretage en konkret vurdering ud fra de relevante planlægningsmæssige hensyn, herunder påvirkningen af landskab, natur, miljø og naboer. Nævnets kompetence til at behandle sagen er hjemlet i Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1 og Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3, og afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne i henhold til Lov om Planklagenævnet § 4. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.