Miljø- og Fødevareklagenævnets afslag på at ophæve opsættende virkning af klage over dispensation til ændring af vandføring i Gudenåen

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Horsens Kommunes afgørelse af 9. februar 2024. Afgørelsen omhandlede en dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til ændring af vandføringen på en strækning af Gudenåen, kendt som ”Døde Å”. Projektet indebærer en reetablering af Gudenåens oprindelige forløb på den pågældende strækning, hvilket forventes at medføre en mindre ændring i de hydrologiske forhold i sommerhalvåret. Kommunen vurderede, at vandføringen ville stabiliseres ved at lede hele Gudenåens volumen gennem ”Døde Å”.

Klagen og dens indhold

En omboende, der også repræsenterer flere andre omboende bredejere langs ”Døde Å”, påklagede kommunens afgørelse den 8. marts 2024. Klagerne anførte primært følgende punkter:

• Manglende analyse af forholdet mellem vandføringen i Den Gamle Å og grundvandsstanden i området.
• Horsens Kommunes vandstandsberegning er udelukkende baseret på historiske data, hvilket udelukker perioden efter 2019 med ekstrem nedbør og oversvømmelser.
• Behov for nye analyser af vandstanden, da klimasikringen alene bygger på historiske data.

Horsens Kommune anmodede den 22. marts 2024 Miljø- og Fødevareklagenævnet om at ophæve klagens opsættende virkning. Nævnet har foretaget en særskilt behandling af dette spørgsmål.

Miljø- og Fødevareklagenævnet meddeler afslag på anmodningen om at ophæve den opsættende virkning af klagen over Horsens Kommunes afgørelse af 9. februar 2024. Afgørelsen vedrørte dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til ændring af vandføringen på strækningen ”Døde Å” i Gudenåen.

Nævnets vurdering af opsættende virkning

Det følger af Naturbeskyttelseslovens § 87, stk. 7, at en rettidig klage som hovedregel har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet. Nævnet har i sin praksis fastslået, at der skal foreligge særlige forhold for at fravige denne hovedregel. En ophævelse af den opsættende virkning ville potentielt foregribe resultatet af nævnets endelige afgørelse.

Nævnet bemærkede, at en afgørelse om opsættende virkning skal træffes hurtigst muligt og derfor baseres på umiddelbart tilgængelige oplysninger. Efter en samlet vurdering fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke, at der forelå sådanne særlige, konkrete forhold, der kunne begrunde en ophævelse af den opsættende virkning. Nævnet lagde vægt på projektets omfang og kompleksitet samt de naturmæssige interesser i sagen. Disse forhold blev sammenholdt med, at sagen ikke blev anset for at have en så hastende karakter, at det kunne retfærdiggøre projektets udførelse, før nævnet havde taget endelig stilling til klagerne.

Afgørelsens endelighed

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelseslovens § 88, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.