Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om restaurering af Gudenåen ved Vestbirk stadfæstes

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Horsens Kommunes tilladelse til et omfattende restaureringsprojekt af Gudenåen, der strækker sig over ca. 9 km fra Silkeborgvej til nedstrøms Vestbirk Vandkraftværk. Projektets hovedformål er at genoprette Gudenåens naturlige forløb og sikre fri passage for fisk og smådyr ved at fjerne spærringer, herunder delvist nedlægge Bredvad Sø og genskabe Gudenåens oprindelige tracé gennem den nuværende sø. Desuden skal et kraftigt stryg ved Vestbirk Vandkraftværk udjævnes, og Gudenåen skal lægges tilbage i gamle åslyng på strækningen kaldet "Døde Å". Projektet er en del af indsatsen i Vandområdeplan 2021-2027 for at opnå god økologisk og kemisk tilstand i Gudenåen og de tilknyttede søer.

Klager, en omboende, der repræsenterede flere andre, påklagede kommunens afgørelse og fremførte en række bekymringer:

Miljøvurdering og Klimaforandringer

Klager mente, at projektet var miljøvurderingspligtigt, da det havde en væsentlig indvirkning på miljøet, herunder en hydrologisk påvirkning af et 44 ha stort moseområde og involvering af tungmetaller. Klager anførte, at kommunen ikke havde vurderet alternative løsninger eller CO2-emissioner fra udtørrende vådområder, og at beregningerne af vandføringsevne var baseret på historiske data, der ikke tog højde for klimaforandringer og ekstrem nedbør.

Tungmetaller og Sedimenttransport

Det blev anført, at bundsedimentet i Bredvad Sø indeholdt tungmetaller som bly, cadmium, kviksølv og nikkel. Klager frygtede, at en ukendt mængde tungmetaller ville blive ført ned til Døde Å under anlægsfasen, og at kommunen ikke havde redegjort tilstrækkeligt for håndteringen af dette sediment eller for monitering af tungmetaller.

Vandkvalitet og Brunificering

Klager udtrykte bekymring for, at projektets design med en fast dæmning langs Bredvad Sø ville forhindre nødvendig vandtilstrømning og -gennemstrømning, hvilket ville skade vandkvaliteten i søerne. Desuden mente klager, at kommunen ikke havde vurderet risikoen for "brunificering" (farvning af vandet) som følge af øget udvaskning af organisk materiale ved øget nedbør.

Kulturarv ved Vestbirk Vandkraftværk

Klager anførte, at projektet ville forhindre elproduktion på Vestbirk Vandkraftværk, hvilket udgjorde en væsentlig negativ påvirkning af en levende kulturhistorisk arv. Klager mente, at kommunen ikke havde inddraget Slots- og Kulturstyrelsen tilstrækkeligt i vurderingen af værkets kulturhistoriske betydning, som ifølge klager burde bevares i drift.

Beskyttet Eng og Partshøring

Klager påpegede, at omlægningen af Gudenåen ville påvirke en § 3-beskyttet eng på klagers ejendom. Desuden mente klager, at kommunens opdeling af dispensationen fra Naturbeskyttelsesloven § 3 i fire separate afgørelser havde forhindret klager i at blive partshørt over udkast til afgørelser for de øvrige delstrækninger, herunder den strækning, hvor der var risiko for udvaskning af okker.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Horsens Kommunes afgørelse af 9. februar 2024 om tilladelse efter Vandløbsloven § 37, stk. 1 og Vandløbsloven § 37, stk. 3 til restaurering af Gudenåen samt dispensation efter Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 2, nr. 4 til vandstandsændring af en beskyttet eng. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurderinger på de påklagede punkter.

Miljøvurdering

Nævnet tog ikke stilling til klagepunkterne vedrørende miljøvurdering, da klagefristen for kommunens screeningsafgørelser af 27. januar 2022 og 7. februar 2024 var overskredet. Klager havde desuden præciseret, at klagen ikke omfattede genslyngningen ved Vestbirk Vandkraftværk. Klagepunkter om alternativer, CO2-påvirkning og klimaforandringer blev anset for at relatere sig til miljøvurderingsloven og blev derfor ikke behandlet.

Tungmetaller i Sedimentet

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at projektet ikke ville medføre en forringelse af vandløbets kemiske tilstand på grund af tungmetaller. Dette skyldtes, at Horsens Kommune havde foretaget en projekttilpasning, hvor Gudenåen midlertidigt omlægges til et tracé langs den østlige bred af Bredvad Sø. Denne metode sikrer en kontrolleret tømning af søen uden gennemstrømning af Gudenåen, hvilket minimerer risikoen for resuspension og transport af sediment med tungmetaller til nedstrømsliggende strækninger, herunder Døde Å. Det opgravede sediment med forhøjet indhold af tungmetaller vil blive indlejret og indkapslet i dæmningsanlægget, adskilt fra det nye Gudenåforløb. Nævnet fandt også, at kommunens sedimentundersøgelser var tilstrækkelige, da den midlertidige omlægning sker i upåvirkede jordlag.

Risiko for Brunificering og Udvaskning af Okker

Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at projektet ville medføre en væsentlig forværring af brunificering eller øget udvaskning af okker. Kommunen havde foretaget vandspejlsmodellering og grundvandsundersøgelser, og i områder hvor grundvandsspejlet var afhængigt af Gudenåens vandstand, var der iværksat tiltag som tærskelsikring. Nævnet vurderede, at risikoen for yderligere okkerdannelse var begrænset, da vandstanden ændres til et tidligere naturligt leje. Klagerens synspunkter vedrørende okker var blevet behandlet under sagens forløb, og nævnet fandt ikke, at klager havde en individuel og væsentlig interesse i de dele af dispensationen fra Naturbeskyttelsesloven § 3, der ikke vedrørte klagers ejendom.

Vandføringsevne og Vandspejlsforhold

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af de afstrømnings- og afvandingsmæssige konsekvenser. Kommunens beregninger var baseret på officielle anbefalinger for referenceperioder (1990-2019 for karakteristiske afstrømninger og 1973-2019 for ekstremhændelser). Nævnet bemærkede, at vandløbslovgivningen ikke kræver indarbejdelse af klimatilpasning eller klimafremskrivning i restaureringsprojekter. Desuden var der allerede givet tilladelse til regulering af Gudenåen for at reetablere vandføringsevnen på Døde Å-strækningen. Nævnet fandt også, at søernes effekt som vandparkering var minimal, og at projektet derfor ikke ville påvirke vandføringsevnen eller risikoen for oversvømmelse. Aftaler med lodsejere blev anset for at ligge uden for nævnets prøvelse af tilladelsen.

Kulturhistoriske Interesser

Nævnet fandt ikke, at projektet tilsidesatte væsentlige kulturhistoriske interesser. Der foretages ingen indgreb i selve bygværkerne ved Vestbirk Vandkraftværk, og selvom elproduktionen ophører, vurderede nævnet, at værkets kulturhistoriske fortælling forbliver intakt. Nævnet lagde vægt på, at Slots- og Kulturstyrelsen var blevet inddraget i den offentlige høring og ikke havde haft bemærkninger, samt at vandkraftværket ikke er fredet eller registreret som bevaringsværdig bygning efter Naturbeskyttelsesloven eller Museumsloven.

Dispensation til Tilstandsændring af Beskyttet Eng

Nævnet fandt, at der forelå et særligt tilfælde, der berettigede dispensationen. Vandstandsændringen og tilstandsændringen af den beskyttede eng var begrundet i et naturforbedrende restaureringsprojekt, der havde til formål at opfylde kommunens forpligtelse til at fjerne spærringer i henhold til vandområdeplanerne. Nævnet vurderede, at tilstandsændringen på klagers ejendom var begrænset set i forhold til projektets samfunds- og naturmæssige betydning.