Afgørelse om afslag på dispensation til opsætning af altaner på bevaringsværdig bygning

Gentofte Kommune afslog den 18. december 2023 en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 380, En temaplan for bevaringsværdige bygninger, til opsætning af 17 altaner på en bevaringsværdig ejendom i Hellerup. Ansøgeren klagede over afgørelsen til Planklagenævnet.

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 380, som i § 3.1 fastsætter, at bevaringsværdige bygninger ikke må ændres uden Kommunalbestyrelsens tilladelse. Kommunen begrundede afslaget med, at de ansøgte altaner væsentligt ville påvirke bygningens udtryk og arkitektoniske værdier, herunder at de 16 altaner på gårdfacaden markant ville bryde med facadens enkle udtryk, og at den ene altan på gadesiden med trappenedgang ikke var autentisk for stilperioden og ville fremstå ude af sammenhæng med facaden.

Planklagenævnet behandlede fire hovedspørgsmål i sagen:

Centrale spørgsmål for Planklagenævnet

• Om forholdet var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, jf. planlovens § 18, eller krævede dispensation fra lokalplanens § 3.1.
• Om kommunen havde overholdt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.
• Om klageren havde berettigede forventninger som følge af kommunens tidligere tilkendegivelser.
• Om kommunen havde foretaget en konkret vurdering af det ansøgte, og om kommunens skønsmæssige vurdering var baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Gentofte Kommunes afgørelse står ved magt.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Umiddelbart tilladt eller krav om dispensation

Nævnet vurderede, at lokalplanens § 3.1 er en dispensationsbestemmelse i henhold til planlovens § 15, stk. 2, nr. 21. Dette indebærer, at opsætning af altaner kræver tilladelse eller dispensation efter lokalplanen, jf. planlovens § 19. Kommunens afgørelse om afslag på dispensation er baseret på en skønsmæssig vurdering, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve, men afgørelsen skal overholde almindelige forvaltningsretlige regler og retsgrundsætninger.

Lighedsgrundsætningen

Klageren anførte, at andre identiske ejendomme i nærområdet, herunder ejendommen [A2], tidligere havde fået tilladelse til opsætning af altaner. Planklagenævnet fandt dog, at tilladelsen til ejendommen [A2] blev givet i 2015, før lokalplanen trådte i kraft i 2017. En lokalplans retsvirkninger vedrører kun fremtidige dispositioner, og eksisterende lovlig brug kan fortsætte. Nævnet konkluderede derfor, at kommunens afslag i den aktuelle sag ikke var udtryk for usaglig forskelsbehandling.

Berettigede forventninger og bindende forhåndstilsagn

Klageren gjorde gældende, at kommunen på et møde i 2017 havde tilkendegivet, at der ikke ville være problemer med at gennemføre altanprojektet. Planklagenævnet fandt, at selvom der måtte have været en positiv forhåndsdialog, medførte det ikke et bindende forhåndstilsagn eller en berettiget forventning. Nævnet lagde vægt på, at kommunen ifølge klagerens eget referat havde oplyst, at endelige tegninger og detailtegninger var et krav, før projektet kunne godkendes endeligt. Kommunen havde således ikke taget konkret stilling på et fuldt oplyst grundlag.

Planlægningsmæssigt relevante hensyn og konkret vurdering

Klageren mente, at kommunen ikke havde hjemmel til at lægge vægt på en altanvejledning fra 2022, da ansøgningen var indsendt før vejledningen blev vedtaget. Planklagenævnet bemærkede, at retningslinjer i en vejledning ikke er bindende lokalplanbestemmelser, men kan danne grundlag for kommunens administration af bevarende bestemmelser. Kommunen skal dog altid foretage en konkret og individuel vurdering baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn. Nævnet fandt, at kommunens begrundelse for afslaget – herunder altanernes påvirkning af bygningens udtryk, arkitektoniske værdier og bevaringsværdi – var saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn. Nævnet fandt desuden ikke grundlag for at antage, at kommunen ikke havde foretaget en tilstrækkelig konkret skønsmæssig vurdering, idet kommunen har et vidtgående skøn i forhold til dispensationer fra lokalplaner.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. lov om Planklagenævnet § 4.