Planklagenævnets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation for fire beboelseslejligheder i Lystrup

Aarhus Kommune traf den 30. november 2023 afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplan nr. 456, Stationsby Lystrup. Afslaget vedrørte en ejendom i Lystrup, der var blevet ombygget fra et enfamiliehus til fire beboelseslejligheder. Ejendommen er beliggende i lokalplanens område I, hvor lokalplanens § 3, stk. 1, fastsætter, at området kun må anvendes til boligformål i form af fritliggende enfamilieboliger, erhvervsformål og offentlige formål. Kommunen vurderede, at indretningen af fire beboelseslejligheder var i strid med denne bestemmelse.

Ejeren af ejendommen klagede over afgørelsen til Planklagenævnet. Klagen omhandlede primært tre spørgsmål:

Sagens centrale spørgsmål

• Om forholdet var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, jf. Planloven § 18, eller krævede dispensation fra lokalplanens § 3, stk. 1.
• Om kommunen havde hjemmel til at give dispensation, jf. Planloven § 19.
• Om kommunen havde overholdt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Aarhus Kommunes afgørelse blev stadfæstet.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet er kompetent til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om lovlighed, gyldighed, fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige grundsætninger.

Vurdering af umiddelbar tilladelse og dispensationskrav

Nævnet fastslog, at lokalplanens bestemmelser er bindende, jf. Planloven § 18. Da ejendommen var ombygget til fire beboelseslejligheder med separate faciliteter, fandt Planklagenævnet, at dette var i strid med lokalplanens § 3, stk. 1, som kun tillader fritliggende enfamilieboliger i området. Forholdet krævede derfor dispensation, jf. Planloven § 19.

Mulighed for dispensation

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, eller hvis den tidsbegrænses, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver vedtagelse af en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2. Planklagenævnet vurderede, at de ansøgte fire beboelseslejligheder udgjorde en anvendelse, der ikke lå tæt på den tilladte anvendelse som fritliggende enfamiliehus. En dispensation ville derfor være i strid med lokalplanens principper, og kommunen havde således ikke hjemmel til at give dispensation.

Lighedsgrundsætningen

Klageren anførte, at kommunen havde tilsidesat lighedsgrundsætningen ved at give lignende dispensationer til andre i lokalplanområdet. Planklagenævnet fastslog, at selvom kommunen tidligere måtte have givet dispensationer til lignende forhold, kan dette ikke føre til, at klageren har krav på en dispensation, der er i strid med planlovens principper. Kommunen havde ikke hjemmel til at give dispensation, og lighedsgrundsætningen kan ikke tvinge en myndighed til at handle ulovligt.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.