Landsskatteretten: Indeholdelsespligt for A-skat og AM-bidrag ved brug af udenlandsk arbejdskraft

Sagen vedrører en enkeltmandsvirksomhed inden for landbrug, som blev pålagt at efterbetale A-skat og AM-bidrag for indkomstårene 2019 og 2020. Virksomheden havde anvendt en polsk underleverandør, [virksomhed2], til en række opgaver, herunder malkning, reparationer og mandskabsudleje, og havde bogført betalingerne som EU-ydelseskøb. Skattestyrelsen vurderede, at der reelt var tale om et lønmodtagerforhold, da den danske virksomhed havde instruktionsbeføjelsen, bar den økonomiske risiko, og arbejdet var en integreret del af driften. Derfor anså Skattestyrelsen den danske virksomhed for at være indeholdelsespligtig og hæftende for A-skat og AM-bidrag af de udbetalte vederlag. Klageren gjorde gældende, at afgørelsen var ugyldig på grund af overskredne frister for 2019 og tilsidesættelse af officialprincippet. Principalt mente klageren, at der var tale om et entrepriseforhold med en selvstændig erhvervsdrivende, og at der derfor ikke var pligt til at indeholde skat.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse og fandt, at den danske virksomhed hæftede for den manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag.

Lønmodtager vs. Selvstændig Erhvervsdrivende

Retten foretog en samlet vurdering og konkluderede, at den polske underleverandør, [virksomhed2], skulle anses for at være lønmodtager i relation til arbejdet udført for klageren. Retten lagde vægt på følgende punkter:

• Økonomisk risiko: [virksomhed2] bar ingen reel økonomisk risiko. Selvom kontrakterne nævnte bod for mangler, blev dette aldrig effektueret. Ansvaret og risikoen påhvilede reelt ikke [virksomhed2].
• Instruktion og kontrol: Lejekontrakterne indeholdt bestemmelser om arbejdstider, opsigelsesvarsel og sanktioner ved dårlig kvalitet, hvilket indikerer et instruktionsforhold, der er typisk for et ansættelsesforhold.
• Integration i virksomheden: Arbejdet var kontinuerligt og omfattede diverse kerneopgaver i klagerens virksomhed (malkning, reparationer, mandskabsudleje). Dette viste, at [virksomhed2] var en integreret del af driften.
• Arbejdsudleje: Reglerne om arbejdsudleje kunne ikke anvendes, da klageren ikke kunne dokumentere, at de polske medarbejdere var formelt ansat hos [virksomhed2].

Hæftelse for A-skat og AM-bidrag

Da [virksomhed2] blev anset for lønmodtager, var klageren forpligtet til at indeholde A-skat og AM-bidrag i henhold til Kildeskatteloven § 46, stk. 1. Landsskatteretten fandt, at klageren havde udvist forsømmelighed og derfor hæftede for de manglende beløb, jf. Kildeskatteloven § 69, stk. 1. Klageren, som i forvejen havde ansatte, burde have indset, at der var tale om et tjenesteforhold.

Skattestyrelsens skønsmæssige opgørelse af de skyldige beløb blev godkendt, da klageren ikke kunne dokumentere sine påstande om fejlkontoringer eller yderligere fradragsberettigede udgifter.

Formelle indvendinger

Landsskatteretten afviste klagerens formelle indvendinger:

• Ugyldighed: Officialprincippet blev anset for overholdt. Skattestyrelsen havde gentagne gange anmodet om dokumentation, som klageren ikke fremlagde, og sagen var tilstrækkeligt oplyst.
• Forældelse: Retten fastslog, at sagen ikke var omfattet af fristreglerne i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1, men af de almindelige forældelsesregler i Forældelsesloven § 3. Den 3-årige frist løb fra det tidspunkt, Skattestyrelsen fik kendskab til fordringen (11. januar 2021), og kravet var derfor ikke forældet.