Stadfæstelse af afgørelse om afslag på støtte til unge landbrugere for 2020-2022

En landbruger ansøgte om støtte til unge landbrugere for årene 2020-2022 for sit interessentskab, der var ejet af to personer, hvoraf den ene (ejer 1) var tegningsberettiget og ejer af 50-51 % af egenkapitalen. Ansøgningen omfattede grundbetaling, grøn støtte og støtte til unge landbrugere for et areal på omkring 90-115 hektar. Landbrugsstyrelsen (nu Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø) afslog ansøgningen og krævede tilbagebetaling af udbetalt støtte for 2020 og 2021, idet styrelsen vurderede, at betingelserne for at opnå støtte var kunstigt skabt i strid med ordningens formål. Styrelsen henviste til, at klagers virksomhed og flere andre virksomheder (virksomhed 1-5), der havde ejer- og/eller adressesammenfald, reelt blev drevet som én samlet landbrugsvirksomhed. Disse virksomheder havde angiveligt tilpasset deres arealer til støtteloftet for unge nyetablerede landbrugere, og nogle var ophørt tæt på udløbet af den maksimale støtteperiode på fem år. Styrelsen mente, at formålet med ordningen, som er at lette unge landbrugeres etablering og strukturelle tilpasning i en indledende periode på højst fem år, ikke blev opfyldt. Styrelsen lagde vægt på, at klagers virksomhed forpagtede alle sine arealer fra virksomhed 1, afsatte langt hovedparten af sine landbrugsprodukter til virksomhed 1 eller virksomhed 6 (delvist ejet af ejer 1), og købte de fleste råvarer fra virksomhed 1. Desuden havde klagers virksomhed ingen fysiske aktiver relateret til landbrugsdriften og fremstod økonomisk afhængig af virksomhed 1, med et driftsmæssigt underskud før EU-støtte. Styrelsen henviste til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2116 artikel 62 og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 artikel 7, stk. 1 og stk. 2, samt Bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen m.v. § 52, stk. 3.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Landbrugsstyrelsens afgørelse om afslag på støtte til unge landbrugere for 2020-2022 og tilbagebetaling af udbetalt støtte for 2020 og 2021. Nævnet fandt, at klager havde skabt betingelserne for at opnå støtte på en kunstig måde og i strid med lovgivningens målsætninger, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2116 artikel 62.

Objektivt element

Nævnet vurderede, at det formål, der forfølges med ordningen om støtte til unge landbrugere, ikke kunne opnås. Formålet er at støtte unge landbrugere, der indleder en landbrugsaktivitet, i en periode på højst fem år, så støtten ikke får karakter af driftsstøtte, jf. betragtning 47 i præamblen til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013. Nævnet lagde vægt på, at klagers virksomhed driftsmæssigt og økonomisk fremstod som en produktionsenhed i virksomhed 1, og dermed som én samlet landbrugsbedrift, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 4, stk. 1, litra b. Dette blev underbygget af følgende forhold:

• Klagers virksomhed forpagtede alle anmeldte arealer fra virksomhed 1, hvis ejer havde fordelt arealerne mellem sine børn.
• Det var en forudsætning for forpagtningsaftalerne, at klagers virksomhed solgte majs til virksomhed 1 for at opfylde dennes kontraktslige forpligtelser.
• Klagers virksomhed solgte al majs til virksomhed 1 og al korn til virksomhed 6 (50 % ejet af ejer 1).
• En stor del af udsæd og gødning blev købt fra virksomhed 1.
• Maskinstationen, der udførte markarbejdet, var delvist ejet af ejer 1.
• Klagers virksomhed havde ingen reelle aktiver (fast ejendom, bygninger, driftsmateriel, besætninger).
• Omsætningen i klagers virksomhed, fratrukket EU-støtte, var mindre end udgifterne til forpagtning, råvarer og markarbejde.
• Der var overført midler og arealer fra den ophørte virksomhed 2 (ejet af ejer 2, der nu ejede 49 % af klagers virksomhed) til klagers virksomhed i forbindelse med virksomhed 2's ophør i 2020, efter at virksomhed 2 havde modtaget støtte i fem år.
• Lignende forhold var konstateret for virksomhed 4 og 5, der også fremstod som integrerede produktionsenheder under virksomhed 1.
• Salget af raps til DLG fremstod kunstigt opsplittet mellem klagers virksomhed, virksomhed 4 og 5, da rapsen kom fra samme ejendom og blev solgt til samme køber.
• Klagers gældsforpligtelser var få og udokumenterede, og det var uklart, om kassekreditten blev anvendt til landbrugsdriften.

Nævnet konkluderede, at støtteudbetalingen fik karakter af driftsstøtte til den samlede landbrugsbedrift, hvilket oversteg den maksimale støtteperiode på fem år og støtteloftet på 90 hektar, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 50, stk. 2, litra a, og stk. 9, 1. pkt. samt Bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen m.v. § 51, stk. 3.

Subjektivt element

Nævnet fandt, at virksomhedernes samhandel og samdrift skabte en formodning for, at klager udelukkende havde til hensigt at opnå en fordel i strid med ordningens mål, jf. præmis 43 i EU-Domstolens afgørelse i sag C-434/12. Klager havde ikke tilbagevist denne formodning. Nævnet lagde vægt på de ovennævnte forhold, den familiære relation mellem klager og ejer af virksomhed 1, samt at klagers ansøgning faldt sammen med ophøret af virksomhed 2 og 3 efter fem års støtte. Klagers oplysning om, at virksomheden var oprettet for at skaffe erfaringer med landbrugsdrift med henblik på en mulig fremtidig etablering, understøttede nævnets vurdering af, at formålet ikke var etablering som ung landbruger efter støtteordningens mål.

Tilbagebetaling af støtte

Da klager uretmæssigt havde fået udbetalt direkte støtte for 2020 og 2021, skulle beløbet tilbagebetales, jf. Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 artikel 7, stk. 1.